2. søndag i advent 2020

“Mærker du også en gryende optimisme? Den kan du godt glemme” – sådan stod der at læse på Politikens netavis i går omkring klokken lidt i 12 …

Intellektuelle der følger med i kulturelle- og ideologiske strømninger har gennem snart en hel del år både på- og udpeget, at tidens ånd hviler på undergangs-stemninger – på dystopi – forstået som det modsatte af utopi – det modsatte af hele ideen om idealsamfundet. Spørgsmålet er så bare om denne tænkning er ny – fx. længtes forfatteren Tom Kristensen i 1932 efter skibskatastrofer – som han formulerer det i digtet Angst i strofe 2: (…) Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død (…) Nuvel, forfatteren taler her om en selvødelæggelse – om den helt personlige selvdestruktion! Det er i en skuen bagud på hans levede liv – og på den angst der mere eller mindre er en af eksistensens følgesvende …  

Det, jeg vil, sige er, at der ikke er noget nyt i at dyrke undergang – at fabulere om ødelæggelse – at digte om de sidste tider – at dyrke dem på film og i skuespil og i musik. Det være sig den private apokalypse eller den store kollektive “hjælp, det er ude med os”. Spørgsmålet er om der mon kommer en helt ind fra højre før klokken falder i slag eller er vi i virkeligheden overladt til den sidste isflage, der om ganske kort tid er smeltet …

Undergangsscenarierne er mange – og kirkens egen bog Biblen: snyder os bestemt heller ikke for de vildeste beretninger: tænk f.eks. på den store vandflod – af nogen teologer benævnt syndfloden for lige at tviste dramaet en ekstra gang. Hvordan Noah må bygge en ark – for så at samle sine nærmeste og to af hver slags dyr! Der sidder de i den vildeste tyfon uden fast horisont i sigte lige indtil en due kommer og lader dem vide, at lavvandet er på vej. I Jubilærbogen – et af jødernes skrifter – kan vi læse om, hvad de lavede, mens vandet stormede om dem: de sad fastlåst i skræk og rædsel …

Vi kan bare ikke lade være – og det kan vi så heller den 2. søndag i advent! Knap er det nye kirkeår begyndt før vi i ulige år skal høre om de berømte brudepiger, der havde glemt at tanke og endte med at falde i søvn og ikke nåede festen ELLER som i dag og jeg tillader mig at gentage Lukasevangeliets ord, hvor

Jesus sagde: “Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Angst, skræk og frygt hører livet til – det ved vi af erfaring – OG det lader evangeliet os også vide! Når det så er – repeteret: SÅ ER der mere at sige – for der er i kristendommmen altid mere at sige om menneskelivet og i dag er det, at Gud vil komme til os som menneske-søn – det er, hvad vi har i vente – i advente. 

SE, det er det nye – at krybbebarnet meget snart skal fødes! Det gamle skal blive afløst af det nye! Den gamle Gud har indset, at skal han nogensinde forstå livet – mærke eksistensen sådan for alvor – så må og skal han selv blive en del af den!

Adventstiden er ikke kun vores forberedelses- og ventetid på julens glædelige barnefødsel og budskabet om, at en ny tid og en ny formulering af troen ER os nær! Det er også Guds. Det er Guds eget farvel til “øje for øje og tand for tand”-tænkning – til hele idéen om, at nogen – nogen få – ER udvalgt og omsluttet af hans kærlighed. Det er Guds opgør med sin egen vrede og magtfuldkommenhed. Nye prioriteter – ny væren i verden: i stedet for vrede sætter Jesus fuld fokus på tilgivelse! I stedet for vilje til magt så vælger Jesus kærligheden … forsoningen bliver altings omdrejningspunkt: 

“Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen.” (Esajas)

Forsoning – kærlighed – tilgivelse ER den treklang, som vi bliver overrislet med i dåben – og sidenhen er tilgivelsen og kærligheden og forsoningen det fundament, vi kan og skal bevæge os videre på. Også når angsten og frygten og skrækken griber os – når vi fortvivles over verdens til tider absurde gang – og vi forstemmes over vores ofte nidkære og smålige måde at omgåes hinanden på. 

“Mærker du også en gryende optimisme? Den kan du godt glemme” … sådan stod der som sagt at læse i går på Politikens netavis klokken lidt i 12 … – måske har skribenten ret – jeg ved det ikke, jeg orkede på en måde ikke at læse resten … jeg lader hellere evangeliet til denne 2. søndag i advent modsige spørgsmål og svar og vil på trods af undergang her og der og alle vegne forsøge at tro på, at noget glædeligt er på vej! Nemlig julen – også selvom den bliver anderledes i sin scenografi end den plejer – for trods stigende smitte-tal og forbud og påbud og love og/eller fejl … SÅ skal vi rette ryggen og løfte hovedet og finde modet til at gå ud i verden med lidt mere overbærenhed end vi plejer … AMEN