19. søndag efter trinitatis 2020

Det handler om at SE! Det handler om at blive set! Måske endda blive set med andre øjne. Men en andens øjne. Med Jesu øjne – han som vi hører omtalt som Guds lam, mester, Messias, Josefs søn, Guds søn, Israels konge og menneskesøn. 

Men tillad mig at begynde et helt andet sted.

Det er sen aften, da Tante Tootikki ankommer til Mumihuset i Tove Janssons novelle Det usynlige barn. Hun har en lille pige med. Ninni, hedder hun. Men der er ingen, der kan se hende. “I ved jo, at folk let bliver usynlige, hvis man skræmmer dem tit nok”, forklarer tante Tootikki.

Ninni er blevet “gjort bange” af en dame, som har behandlet hende dårligt. Problemet er ikke, at damen har skældt Ninni ud, eller at hun har slået hende. Problemet er, at hun slet ikke har haft blik for hende. Hun har været “iskold og ironisk”, og som resultat er Ninni begyndt at flyde ud. Hun er også holdt op med at tale og bærer nu rundt på en bjælde, så man i det mindste kan høre, hvor hun er. “Jeg har taget ungen herhen, for at I skal gøre hende synlig igen” forklarer tanten.

Samme aften putter Mumimor Ninni med al den kærlighed og opmærksomhed, hun kan mønstre. Og allerede dagen efter er Ninnis fødder blevet synlige. Som dagene går, træder flere dele af den usynlige pige frem, og da Mumifar under en familieudflugt drillende forsøger at skubbe Mumimor i vandet, bider Ninni ham i halen – og så sker den endelige forvandling. Pludselig kommer Ninni fuldt til syne med “en lille opstoppernæse i et vredt ansigt under en rød pandedusk”.

“Jeg synes, I har fået lavet hende endnu værre end Lille My,’ bemærker Tante Tootikki: ‘Men hovedsagen er jo, at hun kan ses.”

Tove Janssons novelle er skrevet i 1962, og den føles evig aktuel. Historien om den udflydende Ninni, som først bliver synlig og får stemme, i det øjeblik hun bliver set og hørt, kan læses som en replik til al verdens identitetskampe, der føres på godt og ondt.

Mange steder kæmper forskellige kulturelle og religiøse grupper for at blive set og hørt: kurderne i Tyrkiet og kopterne i Ægypten. I 1800-tallet kæmpede bondebevægelsen her til lands og i 1900-tallet arbejderbevægelsen. De ville være en ligeværdig del af nationen – af de strukturer der definerer samfundet. Med andre ord så er identitetspolitik ikke en vårhare udsprunget af en flok selvovervurderede supernarcissister, jeg tænker det kan snildt spores tilbage til vores egen Grundlov af 1849, hvor både selvet og selvbestemmelse fik en plads. Engang var mennesker født til noget bestemt – f.eks. drenge skulle følge i fars fodspor og piger skulle giftes godt eller ihverfald ikke under stand. Luther talte – som sin samtid – om, at vi var født til et liv i kald og stand, så ikke noget med at få fikse idéer og ville noget andet. Selvom verdenshistorien også vidner om både personer og grupper, der ville noget andet og kom afsted med det. Når mennesker og grupper vil ses og høres, så er det måske, fordi den føler sig både ikke-hørt og overset – de oplever sig usynlige. Som den lille Ninni.

Når jeg i dag fokuserer på identitet, så er det vel at mærke uden hele krænkelses-aspektet, der på det nærmeste har erobret dagsordenen: enten på den vigtige måde, hvor vi alle har et ansvar for at gribe ind, når modbydeligheder finder sted – eller på den sladdervorne måde, hvor bagtaleri og bagatelgrænse afsporer al sund fornuft. Men lige nu er det ikke mit ærinde at mene mere om krænkelser. Og det er sådan set heller ikke evangeliets budskab. Budskabet er derimod, at Jesus SER. Han ser og kalder! 

Han ser Andreas og han ser Simon Peter, der får tilnavnet eller identiteten KLIPPE. Klippe – noget fast og hårdt – noget urokkeligt – et tilnavn, der kan synes løjerligt grænsende til det ironiske, når historien også beretter, at Peter var ham, der fornægtede Jesus langfredag i påsken. Peter, der lovede langt mere end han kunne holde og som blev mindet om sin uformåen, da hanen galede …

Han ser Nathanael. Han ser ham som en sand israelit uden svig. OGSÅ selvom Nathanael har spurgt, om noget godt kan komme fra Nazareth. Stedet hvor Jesus voksede op som Josefs søn. Gad vide om spørgsmålet er sarkastisk ment … for Nazareth var vist ikke mere end en ligegyldig udkantsflække.

To forskellige mænd! En der har lovet at være Jesu tro – og en der er i tvivl om Jesu herkomst … OG dog SER Jesus dem begge – han kalder dem til sig – han ‘placerer’ dem i det rige, der er Guds.

Det rige, som også vi ved navns nævnelse indplaceres i ved dåben. Det rige som Jesu på korset langfredag en gang for alle manifesteres som stedet, hvor vi er sat fri – fordi menneskesønnen tog alverdens synd på sig som Guds lam! Så vi ikke mere behøver ofre dyr eller hinanden for at behage Jahve … 

Også vi er SET! Også vi er kaldet … ikke som de første disciple til at smide, hvad vi har i hænderne, sælge alt vort elskede gods og lydigt følge mesteren. Men vi er kaldet til at SE – se vores næste! SE i medgang og modgang – SE det som måtte synes uoverskueligt og modbydeligt – SE, så vi kan tage ansvar for det fællesskab, vi nu engang er sat til at være en del af. 

SE, så ingen skal følge sig glemt eller tilovers. Ellers kogt ned til den tyske digter Schillers berømte ord: LEV og LAD LEVE. Det er, hvad vi bliver mindet om i gudstjenesten – og herfra skal vi så hver især gå ud i verden og leve det kald ud. AMEN