Seksagesima 2019

Den, der har ører, skal høre! Ja, og nogen gange tror man simpelthen ikke sine egne ører!
Det tyder på, at udmeldelserne af folkekirken er fladet ud siden 2007. Argumenter for exit har været mange – og er det til stadighed, men da der i 2016 blev kørt en større og landsdækkende kampagne på busser og i dagblad til at melde sig ud blev der bl.a. trukket på undersøgelser om forholdet mellem troende og ikke troende menneskers intelligenskvotient. Forskningen mener, at ateister er 5 point klogere frem for troende mennesker. Man bliver ikke dummere af at tro på Gud. Men noget tyder på, at der blandt mennesker med en lav intelligens er en øget tendens til at søge tilflugt i en religion som svar på livets svære spørgsmål lyder en af konklusionerne. Det fik mig til at spidse øre og gennemtænke, hvad vi så egentlig stiller op med en sådan oplysning.

For det første er det umådeligt svært – hvis ikke umuligt – at veje og måle, hvad folk tror på ud fra videnskabens egne præmisser. Men det sker i ny og næ, at der gøres et forsøg. For år tilbage blev der på Rigshospitalet i København iværksat en større undersøgelse af forholdet mellem tro, sygdom og helbredelse. Hvorvidt den enkelte patients tro havde en positiv indvirkning på vedkommendes mulige helbredelse. Jeg ER for at sige det mildt aldeles skeptisk overfor den slags undersøgelser og efterfølgende postulater.
For hvordan måles tro overhovedet? Har vores tro eller mangel på samme overhovedet betydning for vores sundhed? Når alt kommer til alt, hvad er det så for en tro, der skal undersøges? Spørgsmålene vælter hurtigt frem og vil ingen ende tage.
Når det så er sagt, så skal vi – hvis I spørger mig – altid tage os i agt, når forskellige kategorier forsøges blandet sammen. Det være sig tro og helbred, det være sig tro og positivistiske intelligensforskning og det være sig, når teologer og præster kan finde på at sammenblande klimaforandringer med biblens metaforiske tale om dommedag og de sidste tider.

Omvendt skal det ikke afholde os fra at undersøge fænomenerne. Men dels skal vi måske blive på egen banehalvdel og dermed afgrænse kategorierne fra hinanden og dels skal vi tage os i agt for ikke at ende i en intuitiv omgang ”syns-ninger” – “føl-ninger” – ud fra devisen: altså jeg synes, at det måske betyder sådan og sådan for mig.

Med de præmisser vil jeg derfor forsøge at sige noget om dumhed eller den dårskab, som Paulus beskriver i dagens epistel. Det kan oversættes med gloserne: Tåbelig eller enfoldig. Og I Ordbog over det Danske Sprog, står der ligefrem: afsindig og forrykt!
Paulus – ham selv – kobler dårskaben sammen med korset: Vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes…

Korset er og bliver en gåde. Intet rationelt eller positivistisk kneb kan knække koden. Det er den ufattelige – og logik-modstræbende – beretning om, at Gud blev menneske og gik den slagne menneske vej frem mod påsken. Som det siges i dagens lignelse: en sædemand gik ud for at så. Sædemanden som metaforen for Gud og frøet som det Ord, der blev kød. Som på sin vej kæmpede mod misforståelser, ondskab og i sidste ende døden. Derfor endte på et kors: Gud på korset. Den almægtige Gud – der jf. skabelses-myten skabte himmel og jord – dør en skrøbelig og almen menneskelig død.
Det kan ikke andet end vække anfægtelse og forargelse. For hvad er det for en gud, der mister fodfæstet i fuldkommen afmægtighed? Hvis han er sand gud, hvorfor så ikke redde sig selv?

Det er de tåbeliges, de enfoldiges, de afsindiges og forryktes Gud. Det er de anfægtedes og forargedes Gud. Det er den menneskelige Gud, der dør … slet og ret! Det er, hvad vi kan sige … uden at gøre vold på beretningen eller gradbøje den ved at sætte den ind i en logisk ligning, der skal FORKLARE og AFDÆKKE og TYDELIGGØRE … Manden på korset er Kristus, ham der fortalte en lignelse til disciplene: Til Jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at: de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte….
Disciplene forstod godt nok heller ikke for Jesus måtte efterfølgende sige: Forstår I ikke den lignelse?
Det gjorde de ikke. Disciplene i Markusevangeliet fremtræder ofte enfoldige. De forstår ikke helt, hvad der sker omkring dem. De ser hverken Guds hemmelighed eller hører hans åbenbaring. Måske fordi det ikke ligger i menneskets natur at fatte det guddommelige …
Sådan er det vist også for os – eller ihvertfald for mig – også vi (tillader jeg mig at sige) er begrænset i at fatte – sammen med alle dem før os i det store fortolkningsfællesskab. Vi befinder os i en slags grænseland, når vi møder Jesu lignelser. Hvad betyder de egentligt? Nogle fortolkninger virker både afsindige og forrykte. Såsom den klassiske udlægningen af lignelsen om dagens sædemand, at den skulle være en skematiske opdeling af mennesker i nogle, der er sådan, og nogle, der er sådan, og så er der dem, der bærer frugt. Næsten som undersøgelsen af intelligensen – plus minus 5 … eller mindst. Forsøget og jagten på at forstå Guds hemmelighed – altså, at vi mennesker vil vide besked om, ja kende Guds vilje har ikke ændret sig siden tidernes morgen. På samme måde har også vi i tide og specielt i utide gjort krav i tros- og moralske spørgsmål på at kende Guds vilje. Her må kirken virkelig feje for egen dør og erkende, at den gennem årene har dømt folk til evig fortabelse og pine med afsæt i fortolkningen af bibelske tekster … og med en selvpåtaget – selvoptaget – selvdefineret – autoritet som hævdede, at vi – altså teolog og præster – har særlig indsigt i det guddommelige. Til det er der kun et at sige: Det er en OM’er – Det er – efter min bedste mening – slet og ret misbrug af manden på korset.

Jeg tror ikke, at man sådan kan gå rundt og kende Guds vilje, hverken i forhold til skæbnens luner eller i forhold til sine egne valg. Jeg tror heller ikke på, at noget menneske – hverken mig selv eller andre – med biblen i hånden kan sige, hvad der fører til fortabelse, til frelse og hvad døden indebærer for den døde. For så ville Guds Ord ikke sætte os fri. Sætte os fri til at se og høre uden at forstå. I stedet ville vi underkastes ufrihed og meningstyranni. Kategorier, der nok også har været medvirkende til, at folk har meldt sig ud af folkekirken i gennem tiderne.

Der ligger en evangelisk frihed i ikke altid at skulle forstå alt og dermed forklare alt. For der er fænomener som bare ikke lader sig forklare stringent og enkelt: angst, kærlighed, fristelse, fejltagelser, gudsriget mm.. Og da slet ikke når vi står – måske lammede – lige midt i angsten, kærligheden, fristelsen, gudsriget. Måske er det netop der, at vi bliver både blinde og døve.

Hele pointen er, at det gør ikke noget. Vi må gerne være blinde og døve, vi behøver ikke at forklare og udlægge alt, vi må også gerne være dummere end andre – eller for den sags skyld klogere. Vi behøver ikke at tænke positivt og ad den vej kurere nedgroede negle og det der er meget værre. Jesu død på korset viser os grænsen for vor egne tanker og hjernespind. Guds død peger på vor egen dårskab samtidig med, at den peger på Guds kærlighed og barmhjertighed. På hans evige løfte om at være med os mennesker – i alle de udtryk som livet rummer og byder os – og det fra nu af og helt til verdens ende! På det må eller kan vi tro eller fabulerede eller undre os … troens udtryk er mange … men alle udgår de fra korset! AMEN

IMG_5791.jpg