Bange var de. Bange var de kvinder, der hin morgen kom til graven og fandt den tom. Hvor var deres lig? Hvor var det menneske, der døde lige for øjnene af dem langfredag? Bange var de, da de fik at vide, at han ikke var der.
Nok handler påskedag om opstandelse eller mere præcist formuleret: at den gud, som menneskeheden slog ihjel, trodsede døden og valgte livet. Det er kristendommens påstand! Det er luther-dommens alfa og omega. Troens begyndelse og dens ende! Det er korsets gåde, som det lyder i “Hil dig frelser”. Det er den tolkning, der sidenhen fulgte og som vi søndag efter søndag mødes for at holde kirke om.
MEN den allerførste påskedag handler også om, at noget ikke ER, som det burde være eller skal jeg driste mig til at sige, som det plejer at være. For det normale er altså at døde ikke flytter sig med mindre, de er blevet flyttet. Det er den helt jordnære erfaring, som kvinderne møder op med ved den tomme grav.
Påskemorgen ER sammenstødet mellem de menneskelige erfaringer og Guds historie. Det er her menneskets angst/tab/mismod/sorg/elendighed mødes med liv – og ikke bare med død og mørke og hvad vi vanen tro måtte forvente – men med liv og lys! Mødes med ordene om, at han er ikke her – han er opstanden – han er gået i forvejen … – og så burde de – og vi med dem – jo være glade … juble og klappe i hænderne og brøle et halleluja ud over byens tage! MEN nej, de er rystede, de er ude af sig selv og de flygter derfra! Forfatteren til Markus-evangeliet giver os intet “de levede lykkeligt til deres dages ende” …
Så måske handler dagens tekst ikke ret meget om os – vi er jo, som vi er: afhængige af “plejer” og meget gerne rationalitet! Måske dagens tekst derimod vil lære os noget nyt om Gud – vil rokke ved vort billede – vort guds-billede OG dermed også rokke ved os. Jeg vil hævde, at dagens tekst er kulminationen på Guds historie. På hans udvikling – eller afvikling om man vil – fra almægtig til afmægtig … det er som om menneskelivet har gjort noget ved ham.
I det gamle testamente hører vi om en gud – Jahve – der ofte er på hælene. Han er i kamp mod andre guder – han er i kamp mod folk – han udvælger – han tester – og afprøver sit folks loyalitet. Det går ikke altid, som han vil, indimellem når han udpeger sig en profet stikker vedkommende simpelthen af SÅ OG pludselig – midt i tiden – foretager Gud en regulær kovending … han lader sig føde som menneske! Måske han har indset, at kun ved at være jorden tro, kan menneskelivet leves. Jeg ved det ikke … det er mit bud på en tolkning.
Det interessante er så bare, at folket er så godt skolet i “Jahve-dom”, at de slet ikke vil kendes ved Jesus! Måske ud fra devisen: vi ved, hvad (eller hvem) vi har! Som jo også er en måde at værne sig mod alt det, der gør bange – skaber utryghed og så videre. Og hvad er det så de har: jo, de har regler for ALT – kategoriseret i rent og urent: mad, samvær, sygdom, beklædning, helligdom, børn, dyr, fremmede, fattige, enker, bøn, velsignelse etc. og de har love for resten dvs. for straf – bl.a. afhugning af lemmer og henrettelse ved stening … ALT er sat i system – og meget lidt er overladt til hin enkeltes “tænk selv”-evne! Og Jahve – ham selv – er spærret inde bag et forhæng i templet. “Det aller helligste” benævnes hans værelse, hvor han kun må forstyrres af særligt udvalgte – særligt rene – på en særlig måde – på særlige tidspunkter. Det virker som en art stuearrest.
Da Jesus dør er det det forhæng der revner! Tillad mig at ekstemporere ganske kort fra langfredagens Matthæus-tekst: Da Jesus udånder ryster et jordskælv byen, og forhænget i templet revner fra øverst til nederst. Grave springer op, og flere døde opstår og går ind i byen. Min tolkning til dette er, at Jesu død sætter Gud fri! Den gud der i bund og grund bærer navnet Kærlighed!
For det er jo netop kærlighedens væsen, at den ikke kan sættes i system – den kan ikke bindes – om den kan der ikke lovgives … Paulus har skrevet et helt kapital om den (1. Kor kap 13): Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. (v.4-7)
De ord kunne have stået på Jesu gravsten, hvis han altså ikke havde rejst sig og var gået – gået i forvejen. For ordene dækker det liv, som han levede blandt sine medmennesker! Hans Ånd og væren i verden ikke kun flængede forhænget, men den flængede alle de grænser, som vi sætter op mellem hinanden: fremmed, syg, rig, udstødt, normal … og til sidst flængede den grænsen mellem død og liv!
De var bange! Sådan slutter opstandelses-beretningen. De vidste ikke, hvad der NU skulle ske … “plejer” var afgået ved døden … også det rationelle: at død er død – var sprængt! Fra nu af skulle det være slut med at spærre sig selv – og hinanden – inde (jeg kan afsløre, at i næste søndags Johannes-tekst har disciplene lukket sig inde af frygt)… og det er slut med at spærre Gud inde. Hans Ånd flyver, hvor og hvornår den vil! Det hører vi om til pinse.
Lige nu er det påskedag – også vi i Klosterkirken står overfor korsets gåde – iagttager på afstand den tomme grav – hører ordene om, at han er opstanden – at han er gået i forvejen … vore rammer sprænges … vort ratio udfordres og når fornuften rystes, så bliver nogen af os også bange og må væk … vort sprog kommer til kort – vi mangler ord! Vi kan – eller må – ty til noget andet – til noget mere – til f.eks. naturen – til dens billeder – til poesien, som vi så ofte gør det i kirken – hvad ville en gudstjeneste uden salmer være? Alt for mange præsteords-metaforer og ditto tro-vidnesbyrder …
Til Grundtvig vil vi ty, når han i salmen, som vi synger om lidt, digter:
Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?
Grundtvig har om nogen forstået de bange kvinder ved den tomme grav. For med hans ord – hans spørgsmål – så bliver det os tilladt at tvivle på, hvad der egentlig skete hin morgen. Tvivl kan altid ende i fortvivlelse, men det sker ikke i salmen om den usle påskeblomst – bondeblomsten uden duft og pragt og skær – der ikke blev regnet for noget … hos salmisten flyder tvivlen over i en glæde – den glæde der vederkvæger – den glæde der gør godt! Glæden som angstens og tomhedens modsætning er hvad vi skal gå herfra med … det er den vi søndag efter søndag holder kirke på! Glædelig påske!
GÅ DA FRIT... 