Hellig 3 Konger 2019

I gamle dage var det skik og brug, at der især ude i de små byer på landet blevet løbet hellig-tre-konger! Børn og andre barnlige sjæle klædte sig ud som de 3 konger og så drog de ellers gennem byen i optog! Imens blev der sunget hellig-tre-kongers-viser. PÅ den måde blev julen båret ud med manér. I mit eget barndomshjem stod – ja står – juletræet altid til 6. januar! På den dag er der for sidste gang tændte jule-lys i træet – der bliver trakteret med kage – og så bliver dejlig ER den himmelblå afsunget – inden vi sammen ripper træet og bærer det ud!

Her i Budolfi har kirketjenerne båret træerne ud! Af praktiske grunde så alt er klar til den officielle nytårs-gudstjeneste i morgen kl. 8:30 sharp. MEN det skal nu ikke afholde os fra at afslutte julen (må jeg allerede nu annoncere, at der efter postludiet ER kaffe og aldeles glimrende hjemmebag) med manér.

Da Grundtvig i 1810 skrev dejlig er den himmelblå havde han det rent ud sagt ad hekkenfeldt til! Han lå en stor del af tiden på sin køje og var sløv, han var fortvivlet over, om han magtede præstegerningen, om han var i stand til at prædike Guds ord til menneskers hjerte. Han var allerede – i en alder af bare 26/27 – gået i rette mod den etablerede universitets-teologi og havde lagt sig ud med biskoppen. Han boede midt i København på Valkendorf kollegiet, da hans Far kaldte ham ned til Udby for at virke som hjælpepræst. Han fulgtes derned med to af sine gode venner: Sibbern (dansk filosof) og Dons (forfatter) – undervejs overnattede de på Vindbyholdt kro – og her fik Grundtvig nogle frygtelige hallucinationer – en psykose – hvor han var var i kamp med en slange, som han åbenlyst tolkede som djævlen. Vennerne tog hånd om ham og han ankom til Udby præstegård! Langsomt blev Grundtvig sig selv igen og da så han for ham en klar sammenhæng mellem den nordiske mytologi og den kristne tro, så det blev ham muligt at være præst.

Grundtvigs krise betød også ganske konkret, at hans første salme Dejlig er den himmelblå født den nat! 19 vers blev det i første omgang til. Og afsættet blev, at vi som en flok syge skravl ligger stirrende ud i den dunkle nat, mens vi venter på døden. OG da er det, at vi må udbryde: “dejlig er den himmelblå”. Stemningen er med et splitsekund forandret – fra mørke til lys – fra død til liv! Grundtvig har set stjernen – betlehemsstjernen! Han er selv været på vej, som de vise mænd! Måske Grundtvig i virkeligheden selv er en af de tre, vi hører om i dag! Ledestjernen bliver da det Guds ord, som skal lyse for vores fod! Salmen blev sidenhen reduceret til 7 vers, som vi sang den lige før.

Dagens evangelium ER fyldt med billeder og lægger op til at blive fortalt og genfortalt og dramatiseret og udvidet – i både 7 vers og 19 vers og andre genre … og de 3 vise mænd blev sidenhen – måske omkring år 200 eller senere – udstyret med navne: Caspar, Melchior og Balthazar – og de skulle i følge en overlevering ligge begravet i Køln … og der opstod også en legende om, at der nok var en 4. og de kom fra Østen – fra lande langt langt borte … men vi ved faktisk ikke mere end hvad teksten selv åbenbarer for os – og som blev læst højt lige før. Her får vi at vide, at de 3 var udsendt af Herodes! Herodes var kynisk og sygeligt mistænksom over for enhver, som han mente ville tilrive sig magten og myrde ham. Paranoid – slet og ret … over et barn – et nyfødt spædbarn så han som en trussel! Derfor var de 3 sendt afsted for at finde barnet! De fandt det lille krybbe-barn og fyldtes med glæde og de drømte om det – og måtte træffe et valg! Valget blev, at de ikke vendte tilbage til Herodes – men “de vendte hjem til deres land ad en anden vej”.

HER er der grund til at standse op! For en ting er, at verden vitterlig er delt op i magt/afmagts-relationer! Som i dagens tekst: Herodes versus krybbe-barnet! Tyrannen versus barnet! Den ene vil sig selv og sin egen magt – den anden barnet, som ER total afhængig af sin omverden. EN anden ting ER så, at de 3 vise mænd vælger en anden vej hjem! Ikke en omvej … ej heller en vildvej … eller en flugtvej! Nej, ganske bevidst vælger de 3 – som vi stadig ikke rigtig ved noget om – IKKE at efterleve Herodes’s befaling! De smutter ikke tilbage for at sladre … faktisk går de imod ordre! Kunne vi benævne det civil ulydighed? Eller er det at spænde buen for meget … jeg ved det ikke! Men hvem de har set og mødt – barnet – har fået dem til at ændre rejseplan. Afmagten – det skrøbelige – det hjælpeløse kalder en anden vej frem i dem. Den anden ER vigtigst! Barnet – dit medmenneske – din næste … barnet har virkelig mange navne. Men er altid den modsatte af dig selv! Er altid udenfor dig selv! ER det du, der gør, at du har én at være et jeg for. Så måske ER det, hvad vi skal tage med os fra kirke i dag! At vi skal turde vælge en anden vej, når/hvis vi fornemmer eller ligefrem erfarer, at det kræves af os! At vi finder modet til – når det bare ikke kan være anderledes – at vælge en anden vej. Den vej der tjener livet. Den vej der skruer ned for ego og egen-interesse og kynisme og mistro! Den vej der skruer op for modet til at leve og lade leve. Den vej som er så hunde-svær og som måske kun Jesus, når alt kom til alt, kunne gå. For dét endte han på et kors, hvor han bad Gud om at tilgive menneskeheden! For – som som han råbte det – de ved ikke, hvad de gør!
Slutter julen i dag eller gør det først til påske, som vi synger, når vi hujer glade omkring juletræet? … tja, den gør vel begge dele! Eller rettere sagt, den glæde der fødes: skrøbelig, barnlig, afhængig, enestående hin julenat for længe siden og som de 3 vise mænd mødte og som tog dem med storm varer forhåbentlig ved alle årets dage! Den glæde der giver os fred i sindet – i glimt eller lidt længere – den glæde der er for hele folket – den glæde der giver os modet til at leve og lade leve. AMEN