Toldere og syndere – farisæere og skriftkloge! Og midt imellem dem Jesus! Scenen er sat. Fem meget forskellige aktører, der hver især vil fortæller os noget mere om, hvem Gud er! Stridspunktet er – atter engang – hvem Jesus spiser sammen med!
For det er åbenbart noget ganske særligt at spise sammen, det ved vi af erfaring. Måltidsfællesskab og gæstebud kan åbne vore øjne for hinanden på en ny måde – verdenskøkkenet her i sognet er et levende bevis. Vi knyttes og forpligtes – hvis vi altså tør – med hinanden. Vi viser hinanden, hvem vi er, når vi gir og tag imod! At spise samme er så ganske særlig – så også den aktivitet blev en afgørende anklage mod Jesus: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem”.
Så UNDSKYLD – men vi må nok en tur omkring begrebet synd på denne så festlige søndag med dåb – (og byger der går og kommer)! Der er ingen vej uden om – selvom jeg i ny og næ hører, at kirken (underforstået præsten) slet ikke burde bruge så megen tid på at al den snak om SYND (og for den sags skyld død)!
Ja, nogen hævder oven i købet, at det har kirken brugt så meget tid på, at det har skræmt – om ikke den sidste – så den næstsidste kirkegænger ud af højmessen. Men så enkelt er det vist ikke.
Omvendt så er der ikke noget rigtigt noget nyt i denne tankegang.
I en tekst fra 1941 – som K. Olesen-Larsen (teolog og præst) skrev – omtales en politimester, der hævdede, at synd slet ikke vedkom det normale menneske, der levede et ordentligt underforstået borgerligt – liv. Synd må altså tilhøre ”de andre” – de uordentlige – de unormale – ja måske oven i købet de umoralske. Dem der ikke lever og ånder for det gennemsnitlige. OG det gennemsnitlige bygger som oftest enten på fordomme eller statistik. Disse 2 definerer da det normale. Synd er med andre ord: DE ANDRE!
Men måske har kirken (underforstået præsten) også i tidens løb talt for meget om synd – altså på den forkerte måde! Sådan at synden blev en anklage: mod den uordentlige – mod den unormale – mod den umoralske. Synden blev en anklage og ikke et menneskeligt grundvilkår. Og anklagen blev efterfulgt af en dom. Hvor kirken (igen underforstået præsten) gjorde sig til domsmand over det levede liv. Både det ud som hjemme!
Søren Ulrik Thomsen – digter, meningsmager, folkekirkemedlem og meget mere fortæller i et essay, hvordan han på en rejse i USA besøgte mange forskellige slags kristne gudstjenester. Jeg vil kort citere ham efter en oplevelse fra et vækkelsesmøde, hvor han mødte: ”et uhyre af en helvedesprædikant (der) svingede krabasken over vor arme hoveder, så jeg til sidst følte, at jeg kunne rive håret ud af skallen i store, blodige totter” p. 89 (repremiere i mit indre mørke)
Overfor dette nådesløse menneskesyn og denne meget enøjede syndsforståelse kan vi så også finde den tandløse karikerede tradition, som med et snuptag har afskaffet synden, fordi vi alle bør – eller mere konkret skal – betragtes som rene individer med en oplyst evne til både at ville og samtidig ALTID gøre det gode!
En sådan sort eller hvid tænkning er lige elendig i sin forståelse for mennesket. Helvedesprædikanten får i hvert fald sådan en som mig til at løbe skrigende bort og omvendt vil kravet om pletfri perfektion give mig kronisk rysten på hånd og ånd. Og jeg ved bare, at nu går det galt, der kan gå galt …
Spændt ud mellem disse to yderligheder må og skal det være muligt at tale om synd i en moderne tid uden, at nogen straks tænker Vor Herre bevares. En præst skulle have sagt: Vi er alle syndere, selv jeg! Men hvad betyder det så?
Ja, det betyder simpelthen, at vi i ny og næ – måske dagligt eller konkret i forbindelse med bestemte begivenheder i vore liv – må opleve os som mere eller mindre utilstrækkelige. Fordi ”det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl, og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske (…)” p. 66 (repremiere i mit indre mørke), som føromtalte digter Thomsen siger det.
Utilstrækkelighed – angsten for ikke at slå til – for ikke at være i kontrol – for at være til besvær på grund af sygdom eller alderdom eller svigtende sanser eller kompetencer – for at tænke mere på mig selv end på klimaet, naboen, dyrene eller guden. Utilstrækkelig: ikke fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske!
Nuvel, det er agurketid … og nyhederne tynde! MEN da jeg først på ugen læste om det voksende antal børn helt ned til 7 år, der kæmper med spiseforstyrrelser, så måtte jeg lige vende skråen og tænke: stakkels barndom – i så tidlig en alder at skulle bøvle med angst, med kontrol, med usikkerhed, med selv-været … vi bliver i det store fælleskab nødt til at lære hinanden at leve med følelsen af utilstrækkelig – som et grundvilkår … det er ok, at vi ikke har styr på ALT! At vi skruer ned for, hvad der er menneskelig muligt og ikke mindst nødvendigt! Og at vi sætter børn fri af at skulle tage stilling til sig selv på den der selv-undervurderende måde! Sættes fri så de kan spise og lege og le og møde verden … verdens med alle dens fantastiske og flippede og mærkelige og uforståelige nuancer.
Det virker nemlig, som om vi glemmer verden og hinanden, når vi hele tiden – af den ene eller den anden grund – er spærret inde i os selv! Når vi derinde i os selv skal mærker og føle efter – og måle os i forhold til alle de andre der ude i verden … i verden med alle den nuancer og turbulens.
Forfatteren og teologen Jan Kjærstads fortæller i romanen Forføreren om Jonas og manden på gesimsen. Lad mig genfortælle:
Inde i en skyskraber sidder Jonas (som er bogens hovedperson). Jonas nulrer rundt i sine egne tanker. Pludselig bliver hans opmærksomhed fanget af en anden mands råben udenfor vinduet. Jonas åbner vinduet for bedre at høre mandens ord, som lyder: ”Jeg springer”. Han gentager den korte men dramatiske sætning og Jonas må råbe tilbage: ”Lad være med at springe”. Hvortil manden derude roligt siger: ”Giv mig én grund, bare én god grund, til ikke at springe”.
Og inde i huset tænker Jonas så det knager: desværre – jeg kan ikke finde grunden – for det manden udenfor i bund og grund spørger til er livets mening – ”Hvad er meningen med livet”.
Men Jonas føler, at han bliver nødt til at sige noget. Så han forsøger igen: ”Vil du ikke nok komme herind?” Hvortil der bliver svaret: ”Du har altså ikke noget at sige” og så gør han sig klar til at springe.
Jonas indendørs begynder at tænke igen: ”Hvad er livets kerne – Hvad er livets kerne?”
Og pludselig siger han – jo, jeg har en vigtig grund til, at du ikke skal springe. Hvortil den anden svarer – jeg tror kun på dig, hvis du kommer herud…
UF – at skulle kravle ud på gesimsen, det er sindssygt langt oppe – men Jonas gør det trods højdeskræk og koldsved og han får fat i manden og pludselig smiler manden og kravler ind i huset igen. Og 1-2-3 så er begge mænd inde i huset! Men hvad er der blevet sagt?
Der må være blevet sagt noget afgørende – noget der har gjort forskellen mellem at styrte sig ned i døden eller vende tilbage til livet – noget betydningsfuldt er der blevet sagt. Jo, Jonas har såmænd lovet manden et nybagt brød og en god historie!
Brødet er livet selv – og den gode historie kan få os til at se os selv og verden på en anden måde! Andre vinkler – nye horisonter … nye indsigter … nyt mod … måske endda blive sat fri af alverdens ego-udviklende krav og mode-luner … Vores utilstrækkelig overdøves måske ad den vej – først i glimt og siden da i lidt længere tid – selvforglemmelse – om den er kort eller lang, så sætter den os fri til at være menneske! Med fejl og mangler – med overskud og underskud! Men fri sættes vi …
GÅ DA FRIT... 