I 1988 er Michael Schneider i lære i receptionen på hotellet Stadt Berlin på Alexanderplatz i Østberlin. Mange udenlandske gæster checker ind, og Schneider er blandt andet ansvarlig for at holde styr på gæsternes pas.
19. marts 1988 står den unge østtysker pludselig med en danskers pas – en ung mand fra Skanderborg – i hånden, og en tanke slår ned i ham: “Jeg kunne være ham.”
Den unge Michael havde to gange søgt staten om varig udrejse fra DDR. Begge ansøgninger var afslået og den sidste havde medført, at han fra nu af blev nøje overvåget af STASI og løbende indkaldt til samtaler. Michaels familie blev naturligvis også tæt overvåget.
Men pludselig stod den unge østtysker der på hotellet og øjner en mulighed for at komme ud af DDR på det danske pas. Passet tilhørte den 16-årige Morten, der deltog i en danseturnering i Østberlin med sin dansepartner Anne. Og for at gøre en lang historie kort, så putter Michael Schneider det rødbedefarvede pas i inderlommen – og er dermed på flugt.
Først opsøger han sin bedste ven, der ønsker ham held og lykke, så hjem og hente en taske tøj – han skal jo foregive at være en ung dansk mand i DDR på et turistvisum – og så afsted mod grænseovergangen ved Friedrichsstraße – også kendt som det såkaldte “Tårepalads”. Det lykkes Michael Schneider at passere grænsevagten. Næste hurdle er toldkontrollen, og østtyskeren ved allerede, at han ikke har Mortens lyserøde told-dokument, som er beviset på, at Morten ved indrejse har tvangsvekslet det obligatoriske antal vest-mark til øst-mark.
Men også her kommer han igennem og kan stige på S-banen mod Vestberlin. Fri – sluppet ud af et af Europas mest overvågede og lukkede lande. Her i toget må Michael bryde sammen, han trøstes af et fremmed ægtepar og i Berlin går han direkte på politik-stationen, hvor han bliver tiljublet og lykønsket for så at blive kørt på den amerikanske ambassade, der efter en samtale fastslår, at den unge østtysker ikke er DDR-spion.
Michael ville livet, derfor måtte han flygte fra en stat, der mente at eje mennesker – mennesket var til for systemet og ikke omvendt! Men som Ezekiel påpeger i dagens gammeltestamentlige tekst: Så tilhører mennesket Gud og aldrig nogensinde staten – og slet ikke en stat der overvåger, registrerer, fængsler og generer hin enkelte.
Efter aftale med STASI tager Michaels far til Vestberlin for at overtale sønnen til at vende hjem til DDR, han vil – lover de – kun få en minimal straf. Men faderen har også aftalt med moderen, at han IKKE under nogen omstændigheder skal overtale … han skal se ham – han skal se, at han lever!
“Hvis I ikke får tegn og undere at se, så tror I ikke”, sådan siger Jesus i dagens tekst. OG det er jo sandt – vi er afhængige af de erfaringer, vi gør os, med vores sanser og forstand! Vi har brug for at se – især når det umulige sker … se, med vores helt egne øjne. Se og mærke, som Thomas der i påsken ikke kan fatte, at Jesus kan og er genopstået – og derfor bliver han nødt til at mærke Jesu sårmærker i hænderne og på kroppen.
Moderen til den unge østtyske dreng har brug for, at faderen ser ham! Ser, at han lever – mærker ham – og de to må give hinanden et kram – snakke – grine – fælde en tåre – alt imens de bliver overvåget af STASI, der er lige i hælene på dem. Far og Søn går ind i en af de der gamle pas-foto-bokse (vi er længe før smartsphones), hvor sønnen sætter sig på fars skød og de får taget en selfie anno 1988 … et bevis på: ikke kun deres samhøringhed, men også et tegn til moderen hjemme i Øst. Den bekymrede Mor – der både savner og er ræd for aldrig mere at skulle se sin dreng. Hun er overbevidst om, at kommer Michael tilbage, så vil han flygte igen og denne gang vil han højst sandsynlig blive skudt. For det var jo sådan, at det var lovligt at skyde folk, der stak af.
Drengen – den unge mand – hotellærlingen – Michael ville livet. Han kunne ikke se nogen som helst fremtid i det lukkede regime – hans drøm om at blive journalist kunne ikke blive til noget med mindre han gav 5 år af sit dyrebare liv til folkearmeen – den østtyske hær og det var aldeles udelukket.
Jesus siger til Faderen i dagens evangelium: “Gå hjem, din søn lever” – Michaels far drog alene tilbage til Øst – præcist som aftalt med moderen – hjem – til den øvrige familie – med både ro og sorg i hjertet – men også med en vished om, at hans søn lever – lever det liv, han vil – i frihed.
Det er nu over 30 år siden! I dokumentarudsendelsen “Dobbeltgængeren fra Østberlin” møder den østtyske Michael og Morten fra Skanderborg hinanden for første gang – i en hotel-lobby i et nu forenet Berlin – siden deres livsbane blev flettet sammen via et rødbedefarvet pas på et hotel i Øst. Det er et rørende møde og samtidig et tegn på, at vi som mennesker hænger sammen – og vi helt uden at vide det faktisk kan være lys for hinanden – at vi kan ændre hinandens løbebane … endda uden at vi ofte ved af det … ved at holde fast i troen på det evangelium, der igen og igen hævder, fastholder og forkynder os: at kærligheden ER det vigtigste – og meget meget vigtigere og væsentligere og livgivende end ideologier, ideer, konstruktioner og systemer.
Systemet og ideologien – det være sig totalitære, politiske eller religiøse har det med at tage al magt – og passer du ikke lige ind, så er du problemet. I evangeliet ER det enkelte menneske aldrig problemet! Tværtom – det er ham og hende Jesus altid kærer sig om og har blik for! Det er til de fortvivlede forældre, at han i dag siger: “Gå hjem, din søn lever”. AMEN
GÅ DA FRIT... 