“Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” – sådan lød det i forgårs – juleaftensdag – verden over. Fred til mennesker – og på de ord satte vi os til bords og hyggede og spiste og skålede og sang – og vi delte gaver ud – og dansede om juletræet …
Her knap 36 timer senere – siger den voksne Jesus uden omsvøb – til os: “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden.”
TAK for kaffe! Er det nu den samme Jesus – den samme religion eller hvad er der på færde? De to tekster kan virke som som nat og dag og må vække undren – jeg undres i hvertfald … og det gør jeg gerne højt.
SE, den første jul i Betlehem var en barsk omgang – pladsmangel, en kold og mørk stald, hvor Guds egen søn kom til verden og knap havde englene sunget færdig på marken før den lille familie var på flugt, fordi en jaloux konge ville slå alle potentielle rivaler ihjel – selv spædbørn! Kom i Budolfi på søndag og hør hele den historie.
Det, jeg vil sige i dag, er, at der ikke var ret meget bjældeklang over den fødsel – og hvad der fulgte med! Den jul, vi holder nu om dage, er relativt ung – det var borgerskabet – vi velbjærgede – der fandt på den – inspireret af det store udland – som i Peters Jul – den fantastiske julehistorie fra 1870, der indledes med ordene:
Jeg glæder mig i denne Tid; nu falder Julesneen hvid, og saa maa Julen komme! Min Faer hver Dag i Byen gaar, og naar han kommer hjem, jeg staar og ser hans store Lomme.
Senere lyder det (kap 5 – Julesangen):
Men se, Klaveret op er lukt, og hør, hvor Moer nu spiller smukt! Med foldede Hænder vi synge maa Den Julesang, vi har øvet os paa.
Du grønne, dejlige Træ, god Dag! Velkommen du, som vi se saa gjærne med Julelys og med danske Flag og højt i Toppen den gyldne Stjærne! Ja, den maa skinne, thi den skal Minde os om vor Gud.
Borgerskabet fandt så også på, at fattig-lemmerne – som de ubemidlede så charmerende blev benævnt – også skulle ha’ en god jul!
I 1860 havde en skjult velgører – “S” kaldte han sig – skænket et fattighus 25 rigsdaler, beløbet var tiltænkt de værdigste, mest trængende og ældste … og efterfølgende skulle de så takke – pligtskyldigst – den “ærede giver”. Andre steder fik særlige fattig-lemmer et julemåltid med risengrød, steg og 1/2 liter hvidtøl. En “ukendt mand” gav et tredje sted 12 flasker vin. OG kigger vi lidt længere tilbage i arkivet i det Herrens år 1808 så gav en også ukendt mand 50 rigsdaler til en julemiddag på et hospital – han skrev følgende hilsen med:
“Gid denne ringe gave måtte på nogle øjeblikke husvale den ulykkelige trang, at de fattige med mig ville takke Gud for den lykke og held jeg har haft og måtte i fremtiden have, så skal jeg ikke glemme den fattige”.
Ha – det virker jo næsten absurd, at den rige ikke bare vil hjælpe – næ nej han vil også bruge sin gave til at takke Gud – en slags handel: jeg hjælper den fattige og Gud fortsætter med at give mig lykke – det vil sige, at de fattige bliver hans middel til at takke Gud! Ja, sådan er vi mennesker også – vores tak til Gud er – måske – en noget-for-noget-deal og skal gerne vises frem … det er åbenbart kun interessant at være god, når andre ser det – også selvom man er anonym.
Allerede tilbage i middelalderen var der tradition for at give til de fattige og det året rundt – almisser. Men med julens indtog – altså med juletræer, gås og gaver blev højtiden tiden, hvor alle skulle have en god jul! Tænk fx. på H.C. Andersens eventyr fra 1845 om den lille pige med svovlstikkerne: hun sidder der frysende og døende og når hun stryger en tændstik, ser hun i flammen et smukt pyntet juletræ og et overdådigt festdækket spisebord. Det bliver hendes trøst midt i elendigheden … en god jul fik hun da i et drømmesyn.
Alle skal have en god jul, den tanke lever i bedste velgående – der deles stadig masser af julehjælp ud. De glade givere gør det så bare ikke anonymt mere – næ nej, de kommer i avisen med antallet af julefeste, som de har reddet. Godhed skal flashes – ellers eksisterer den ikke eller?
Måske vi også gir for at retfærdiggøre os selv – os der har råd – retfærdiggøre og virkeliggøre ordene, der lød på marken julenat: Fred til mennesker – en glæde til HELE folket for det er jo, hvad Guds komme er … en glæde!
Måske juleaften i vores tanker er forsøget på at virkeliggøre utopien om fred i verden og familien – og samhørighed mennesker imellem og i glimt forsøge at indfange lidt af det for evigt tabte barndommens land … Peters jul – at omgøre den lille fattige pige der stryger den ene tændstik efter den anden – at omgøre, at ingen skal dø – i hvert fald ikke i julen. OG bang så brister boblen ALLIGEVEL – illusionen taber pusten … luften går ud af ballonen og i dag 2. juledag rammes vi så af den rigtige hudløse virkelighed! Stefanus stenes hører vi i den ene læsning og ingen gør noget – der er skrig – der er råb – der er vold – der er død – og ingen gør noget – ingen forhindrer mordet. Paulus – kirkens første teolog – står også bare der og glor, mens han holder mordernes kåber.
Ikke nok med det – ikke nok med en rask lille stening – Jesus taler alvors-ord ind i den verden, som vi pt har pakket ind i gavepapir og gran og gløgg og jule-sul og hjerter med flettet hank: jeg er ikke kommet for at bringe fred, siger han og han taler om, at vi skal række den, der tørster, et glas vand.
Jo jo, vi har da både sendt julehjælp og smidt lidt i kirkebøssen og se vores julehjælp er omtalt i avisen, så den kan vi godt vinge af! OG resten af året er mange af os – måske – elendige til at dele, men det er så en anden snak eller nej, det er det ikke, for det er lige præcis i dag, at vi får at vide, at vi samtlige 365 dage om året skal have blik for hinanden!
Men hva’ så med den fred? ER kristendommen ikke fredens religion og taler Jesus ikke om at vende den anden kind til og siger han ikke, at den der er ren kan kaste den første sten … og alle måtte vi lægge stenene og gå! JO, det gør han, men vi må også se i øjnene, at han provokerer os helt ud over kanten, når han siger, at har vi to skjorter og møder en mand eller kvinde uden, så skal vi give det menneske den, som vi har i overskud! Jesus tvinger os til at forstå, at vi er forpligtet på hinandens ve og vel!
Når vi piller al julepynten af krybben og af Jesus, så er han en alvorlig og hård mand, der vil, at vi skal hanke op i egen etik – at vi skal forstå, at vi har ansvaret for hinanden – ikke kun med hensyn til give hinanden en god jul! Men vi er også hinandens, når det bliver februar og september og november … vi skal med andre ord skrue ned for narcissismen – for “mig selv” – og forstå, at den anden – medmennesket er vigtigst! Vi – du og jeg – har ansvaret for verdens gang – vi kan ikke ty til en idé om, at det onde – krig, vold, stening, sult, elendighed, overgreb etc – kommer fra Gud, nej … det onde er noget som vi tillader, fordi vi ikke har modet til at stoppe det! Vi har ansvaret for livets gang – i det nære – i det daglige.
Vi skal turde finde modet til at være – og sige til og fra – og det mod velsignes vi til i dåben! I dåben udråbes vi ved navns nævnelse til at være Guds. Vi får tegnet et kors for panden og hjertet – for forstanden og brystet! Små kors som vi skal bære med os alle dage. Bære dem som tegnet på, at vi skal tage ansvar for vort eget liv – tage ansvar for vort eget eventuelle jule-hykleri – OG turde træffe de valg, der opliver og oplyser – ikke kun vores egne veje, men også vores medmenneskers. For det blev Gud menneske – for det kom han til verden i en kold og ussel krybbe – som en glæde for hele FOLKET!
GÅ DA FRIT... 