Nede i Paris sidder der en mand – han sidder foroverbøjet – på hans venstre lår hviler venstre håndled sådan hen over knæet – højre arms albue støtter sig på samme lår – og på hans højre hånd hviler han sin hage – ja, faktisk hoved og blikket er rettet mod jorden.
Der sidder han nøgen og der har han siddet siden 1902. Han er irgrøn – i bronze – det siges, han sidder og mediterer – han bærer navnet Tænkeren – eller i folkemunde Grubleren. Sidenhen er kopier af ham også blevet placeret på Glyptoteket i København – og i Asien, Nord- og Sydamerika og andre steder i Europa …
Grubleren! Man kunne jo tro, at det der grubleri var et moderne fænomen. sådan noget vi har fundet på med oplysningstiden og den kritiske tænkning. Men rent faktisk er der i Israel fundet en anden tænker eller grubler i ler, der kan dateres 3800 år tilbage i tiden. Vi er tilbage i bronzealderen – længe før Kristus – længe før Jesus formanede, vi skal leve som himlens fugle – bekymringsløst og i den dur. Alle dage har mennesket tænkt – siden tidernes morgen har det grublet – har det bekymret sig!
Rodins tanke med skulpturen var oprindeligt, at den skulle sidde over en port! Over den port der fører ind i helvede. Vel at mærke Dantes helvede – det helvede som hans berømte værk “Den guddommelige komedie” beskriver. Der skulle Grubleren sidde sammen med den sætning som Dante i bogen netop lader stå som en indgangs-replik til helvede: “Her lades alt håb ude” (Lasciate ogne speranza, voi ch’intrate).
Grubleri og håbløshed har det med at gå hånd i hånd … som hønen og ægget – dog uden deres frugtbare samarbejde! Den golde håbløshed gør mange mennesker sig før eller siden erfaringer med – måske kun i glimt og gudskelov for det – eller som angst for at møde den – og igen andre står i den til halsen …
Evangelierne har det jo med at tage de menneskelige erfaringer under behandling. Derfor må Jesus da også i dag snakke om både gudsriget og det bekymringsfrie liv. Det tilhører nemlig markens liljer og himlens fugle. Der er noget barnlig poetiske over det billede. Det tilhører det sorgløse – og siger vist mere om gudsrigets beskaffenhed end om os og vores hverdag! Os dødelige jordiske væsner med en – vist nok – højere bevidsthed end både liljer og fugle. Jeg har ofte tænkt på netop dagens fortælling som et glansbillede – med glimmer … det er en fin lille historie at varme sig ved … men når tankerne stikker af med én … så går tændstikken, som den lille pige med svovlstikkerne sad og stirrede ind i ud! Så er der atter mørke og kulde … og døden er den kendsgerning, vi alle må face.
Midt i det alt sammen, bryder Jesus ind i vores liv! Han taler om gudsriget, der fastholder, at der er et håb! At der altid er håb; endda et evigt håb. Den snigende nihilisme – der har det med at trykke én ned ad – puste flammen ud – mentalt smide én ind under bussen – bliver sagt imod af Jesus.
Intetheden – følelsen af den – er altid statisk – urokkelig og kold, præcis som den bunke bronze Grubleren – manden nede i Paris – er blevet skabt i.
Vi belæres i dagens evangelium netop via markens viljer og himlens fugle, at livet ER dynamisk! At tilværelsen altid er i bevægelse (også når vi føler den er gået i stå) – at den simpelthen ikke kan stå stille og lige præcis derfor eksisterer bekymringerne – og det i alle mulige afskygningerne! De er en del af det at være i relation med hinanden: som kærester, som forældre, som familie, som venner, forbipasserende, kollegaer, kirkegængere og som både bekendte og ubekendte … vi er flettet sammen! Tilbage i 1970’erne sagde en mand (Edward Lorenz – matematiker og meteorolog): “At når en sommerfugl basker med vingerne i Brasilien kan det udløse en tornado i Texas” oversat så hænger det hele sammen i et stort rodnet – uoverskueligt … kaostisk … en lille påvirkning kan have stor påvirkning! Han sagde også, at forudsigelser kan være aldeles uforudsigelige og dermed er overblikket over verdens gang et stort fatamorgana og netop kontrol-tabet har det med at skabe grublerier. MEN også denne komplekse måde at ville rode rundt på modsiges af Jesus, som fastholder, at vi skal turde tro på, at enkelthed ER mulig! Ikke dermed ment, at vi partout skal reducere alt vores habengut til, hvad der kan være i en rygsæk! Men enkelthed det er hvad vi kan lære af fuglene og liljerne …
På en måde er bekymringerne måske slet ikke problemet – nuvel, de kan da tage pippet fra én hver og holde én søvnløs i uger og hvis vi ikke gøre noget medfører de stress og sygdom! Men der er altid hjælp at hente. Vi kan lære at lade bekymringerne ligge … uden altid at gribe dem … uden altid at skulle begribe dem. Men det er en helt anden snak – en psykologisk en. Problemet i min teologiske optik ER derimod L I G E G Y L D I G H E D. Den dag, hvor relationen bliver ligegyldig, så er der virkelig grund til bekymring … den dag hvor forpligtelsen menneske og menneske imellem er blevet gold og kold og statisk, da skal vi mindes om kristendommens omdrejningspunkt: At vi, som Paulus siger det, skal bære hinandens byrder – vi skal turde løfte, hvor det er muligt – uden at fratage hinanden hverken friheden eller ansvaret … vi skal gensidigt lade os opmuntre til at løfte blikket – og turde tro på, at Gud med hele fortællingen om markens liljer og himlens fugle VIL, at der altid er mere mellem netop himmel og jord end de erfaringer, som vi hver især bøvler rundt med! Og det om vi bekymrer os eller ej! Der er mere – der er altid mere – det skal vi turde tro! Præcis som de 3 små i dåben, der i dag har fået velsignet deres tro på, at de for altid er Guds! Guds elskede – og at han vil følge dem og os med sin kærlighed – og det lige meget, hvad fremtiden byder … på det løfte skal vi leve og turde være hinandens mere eller mindre baksende sommerfugle. AMEN
GÅ DA FRIT... 