Jeg begynder lige et andet sted! Vi er i Korsbæk i episode 8 – Maude har en stille forelskelse i sin gamle tegnelærer Ernst Nyborg (som må betegnes som ganske dame-glad) – han er i byen og hun opsøger ham på Postgården. Og tillad nu, at jeg fører os sagte igennem dramaet. Til de der ikke måtte kende tv-serien Matador, så skal lige suppleres, at Maudes mand Bankdirektør Varnæs har et forhold – efter lukketid – til bankens medarbejder Ulla – Ulla er blevet gravid – efter lukketid. Men tilbage til Postgården – byens fine hotel:
Maude går med beslutsomme skridt hen ad etagen, ser på dørnumrerne. Standser til sidst og banker på den dør, hvor Ernst bor. Står lidt, da der ikke bliver svaret. Tager i dør-håndtaget. Går ind. Værelset er som flest på gamle danske hoteller: en maghogniseng, blomstret tapet, et skrivebord og en lænestol. På sengen ligger Gitte (Gitte Graa som også er i et forhold til Maudes svoger Jørgen – bankdirektørens forlystelsessyge lillebror Jørgen) altså Gitte ligger på sengen iført et håndklæde og læser ”Lille mand, hvad nu”. Fra badeværelset lyder brusen af vand.
Maude står som fastnaglet i døren. Gitte samler håndklædet, sætter sig op.
GITTE: Maude – kom bare ind.
Maude ryster på hovedet.
GITTE: Ernst er i bad.
MAUDE: Hvad gør De her?
GITTE: (trækker på skuldrene) Trøster Ernst – han var så deprimeret – hvorfor lukker De ikke den dør, det trækker.
Maude vender sig om og løber hen ad gangen og ned ad trappen. Hjemad og op i lejligheden. Hun åbner døren til dagligstuen og kalder på sin ægtemand: Hans Christian… Hans Christian… Maude åbner døren til spisestuen og kalder igen Hans Christian… Der står han og Maude falder ham om halsen.
MAUDE: Hans Christian.
BANKDIREKTØR VARNÆS: Jamen Maude, hvad er der?
Han stryger hende over håret.
MAUDE: Jeg tror – vi er de sidste ordentlige mennesker i hele verden.
Ja, gudskelov for, at vi ikke ER som de andre mennesker! Det er en ting … men midt i den ydmygelse, som Maude føler sig udsat for af Gitte Graa, som jo har hapset “hendes” Ernst … så må hun føle en eller anden form for ophøjelse! En ophøjelse der får hende til at føle sig som det sidste ordentlige menneske i verden! Ikke bare i Korsbæk men i hele verden! Og hendes mand – ja han må som tolderen i dagens tekst slå blikket ned …
Det, vi af den ene eller den anden grund giver afkald på, ophøjer vi gerne til at være en dyd! Så kan vi nemlig bevare vores selvrespekt – vort selvbillede – også selvom vi for en kort stund er på tynd is! Som en kollega sagde det forleden: jeg vil hellere sige, at jeg er ikke-materialist end at jeg er fattig som en kirke-rotte.
Farisæren – ham den kloge, der har styr på både Jahve, skrifter og traditioner – han både faster to gange om ugen og deler 1/10 del af sin overflod ud til de fattige! Han fortæller gerne højt og bredt om det! Helt sikkert for at få andres anerkendelse. Anerkendelse af, at han gør det rette for at leve som en sand troende. Han takker ovenikøbet Gud for, at han ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér!
Overfor ham møder vi så Paulus – han siger i den tekst, som vi hørte før barnedåben:
“Men sidst af alle blev han (altså den genopstandne Kristus) også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves.”
Paulus har ikke noget at prale over eller af! Han har som ung mand været med til at forfølge og medvirket til, at de første kristne blev stenet. Nuvel, han smed ikke stenen, men han holdt da trods alt bødlernes overfrakker og har dermed stiltiende været med til at forvalte det onde. En ondskab der har ydmyget og destrueret andre menneskers liv! På alle måder utilgivelige handlinger – i hvert fald i min optik. Men min optik er gudskelov dybt ligegyldig i det store billede – for Gud kan – som måske den eneste – tilgive det utilgivelige! Gud tilgiver det utilgivelige. Det kaldes nåde!
“For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes” slutter Jesus evangeliet af med. Det er svære ord: for betyder det, at jeg ikke må flashe mine succeser på de sociale medier? Må sportsfiskeren ikke lægge sin største fangst ud? Må jægeren ikke prale over den nedlagte buk? Må løberen ikke smide et stolt foto op af sit svedige ansigt, der har kæmpet sig igennem 10 kilometer? Betyder sætningen, at vi skal skrive vort ego ud af samtlige ligninger?
Ja, vil nogen sikkert hævde! Hvortil jeg vil påstå, det er umuligt! FOR selv den der ikke kan finde ud at stå ydmyg i et hjørne og hviske et “tag mig arme synder i nåde” ER Guds – det er hvad vi bliver lovet i dåben. Hvad vi derimod kunne overveje er hvorvidt, det giver mening at ophøje egne afsavn, forsagelser, selvvalgte ydmygelser til dyder! Dyder der gerne skal efterleves af andre. Vor tids dyds-katalog synes grænseløst og spænder over alt fra kød, cigaretter, kropsvægt over til grønne klima-habitusser og så videre …
Nietzsche -ham den tyske filosof – sagde engang, at når gud dør så bliver moralen den nye erstatnings-metafysik. Det betyder, at den dag mennesket holder op med at tro på Gud, så sætter vi vores egne mere eller mindre tvivlsomme dyder i stedet! Dyder begrundet i savn, længsel, afvisninger, selvhøjtidelighed etc.
Gudskelov er Gud ikke død! Så vi behøver ikke erstatte guden med os selv – med vort eget højst variable ego! Om vi kan formulere os i kirkesprog eller ej – om vi kan ydmyge os som Jesus – om vi kan den ædle kunst at tilgive – om vi har en lille Ernst Nyborg i os eller må sænke blikket som bankdirektør Varnæs … ja, selv når vi må gi den som Maude og tænke, at jeg er det sidste ordentlige menneske i verden, så er Guds kærlighed eviggyldig og den vil dig – og det lige nu og her – uanset hvad!
GÅ DA FRIT... 