1. søndag efter påske 2019

Den tomme grav og ordene om, at Jesus er gået i forvejen udløste ikke rigtig nogen form for jubel! Sidenhen er påskesøndag jo blevet kristendommens sande jubelfest … men den var alt andet den første morgen efter korsfæstelsen af Jesus. De kvinder, der kom ud for at se til deres lig – den døde Jesus, blev mødt af en fremmed, der sagde: “han er gået i forvejen” … det gjorde dem mildest talt bange. For normalt forventer vi jo, at de døde forbliver døde. Og er de væk, så er det, fordi nogen har flyttet dem. Men intet var, som de havde forventet og derfor måtte de forlade den tomme grav bange …
I dag er det så disciplenes tur til at være bange! De har muret sig inde. De sidder der og er bange for jøderne – det skal for en god orden skyld tilføjes, at forfatteren til Johannes-evangeliet altid gerne omtaler Kristus-modstanderne som jøderne … nu var Jesus jo selv jøde – og hans disciple var også jøde! Så derfor skal betegnelsen forstås som præsteskabet – dem der sad på flæsket – de rettroende – dem der definerede og fortolkede overleveringerne. Og altså ikke bredt som folket i al almindelighed.
Men altså disciplene sidder indendørs – de er bange! De er bange for, hvad påske-opstanden får af konsekvenser for deres liv lige her og nu! Er de jaget vildt? Venter der også hån, spot og dødsdom på dem? Midt i alle disse overvejelser – så dukker Jesus op! Han møder dem med et “Fred være med Jer”! Præcis som når vi holder gudstjeneste. Dagens evangelium kan derfor tolkes som en gudstjeneste. Den første ovenikøbet! Og faktisk også den anden …

Der er Jesus – som opstanden med sårmærker – han omtales som Guds søn! Der er helligånd – og hvor vi normalt tænker den sammen med pinse, hvor den i den 9.time kommer over dem, så der bliver både talt og rablet på alverdens sprog, så er det her Jesus i egen person, der kommer med den! Han blæser den ind i disciplene med ordene “Modtag helligånden” præcis som Gud gør det i mennesket i skabelses-myten. I det gamle testamente er Skaberens blæsen liv i mennesket begyndelsen på Guds historie med verden. I dagens evangelium er Jesu blæsen helligånd ind i disciplene begyndelsen på kirkens historie. En kirke der vel at mærke bygger på syndernes forladelse – som der står skrevet: “Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

Aha, vil den opmærksomme måske tænke! Syndernes forladelse kan nægtes … til det har jeg blot at sige, hvordan kan nogen – det være sig disciple, præst, biskop, anden gejstlig – eller slet og ret DØBT nægte andre noget, som de selv lever af – ja, som vi alle overlever på? Syndernes forladelse ER det nye, der kommer til verden – det er påskens sande opstandelses-budskab til os alle! Og det er hvad denne første gudstjeneste hos de bange disciple handler om! Syndernes forladelse … og dem har de brug for! Peter der lovede – op til flere gange – mere end han kunne holde … og de andre der stak hovedet i busken og var pisk væk, da det virkelig gjalt. Ja, selv Judas ville Jesu have taget imod med nåde og udsagt syndernes forladelse over – han ville have tilgivet ham forræderiet! Hvilket de måske skulle tænke lidt over i den polske by Poluchnik, hvor hundredevis af mennesker – både voksne og børn – langfredag tæskede, halshuggede og brændte en pænt stor dukke, der skulle ligne Judas. Teologisk holder det der hjemmestrikkede ritual – som stammer fra det 18. århundrede – ikke vand, men det er så bare min holdning. Langt være er, hvad organisationens “World Jewish Congress” meget præcist har påpeget – og jeg citerer (berlingske 23/04/2019): “Dukken er en antisemitisk og stereotyp fremstilling af en ortodoks jøde. Den har en lang, kroget næse, lange sorte krøller foran ørerne og en stor, sort hat på.”

Det er desværre en dokumenteret kendsgerning, at antisemitismens – hadet mod jøderne – er i kraftig fremmarch over hele Europa. Her har vi altså et fælles ansvar både i det store som det små for at råbe vagt i gevær før pogromerne igen bliver hverdag … en tanke der i hvertfald kan fortvivle mit sind!

Thomas – den tvivlende discipel har ikke været med til den første gudstjeneste – altså første gang Jesu gør sin entre og lader dem modtage helligånden. Men de øvrige har fortalt ham om mødet. ET møde der fylder Thomas med skepsis. For kan det nu også passe? Nej, han vil have beviser! Det bliver igen gudstjenestetid – Jesu møder dem med den obligatoriske liturgi-hilsen: “Fred være med Jer” … og tilbyder straks Thomas, at han kan mærke sår-mærkerne … han kan bare stikke fingrene helt ind i siderne på ham! Thomas’s tvivl forvandles …

Vi holder gudstjeneste – omdrejningspunktet her er præcis det samme som hos de første: Den opstandne Kristus der med sit ord er tilstede lige her og nu – hos os i Budolfi – er tilstede hvor 2 eller 3 eller flere er forsamlet i Jesu navn – tilstede for at møde os med den Ånd, der altid tilgiver – også når vi alene eller i samlet flok får lyst til at smadre hinanden fysisk eller psykisk eller bare en smule i tanken … NÅR vi kommer i tvivl, om hvorvidt den der tilgivelse nu også i virkeligheden tilgiver ALT …
Den Ånd der kan rumme enhver tvivl – der både kan vippe over i glæde og for den sags skyld i fortvivlelse … så vi både kræver sårmærker og tegn og syn for sagen … og som indimellem må give helt fortabt – og eventuelt banker panden imod nihilismens rå beton-mur, hvor ALT er et fedt … og derfor i bund og grund lige gyldig! Den Ånd der ikke kan sættes på formel, fordi kærligheden ER fri og aldrig lader sig begrænse af vore menneskelige grænser, love, regler, forordninger og andet juridisk og/eller teologisk dogme-hejs.

Siden den allerførste gudstjenesten – som vi er vidne til i dag – er der sket meget! Gudstjenesten er blevet fyldt op med kunst og rim og remser og toner og poesi og præste-pibe og sjove tekstiler og sølvtøj og så skal vi side og så skal vi stå og så ned på knæ og så op igen … og det er alt sammen så fint og godt og gennemtænkt og alt det der … MEN basis for det hele … kernen er SLET og ER Syndernes Nådige Forladelse. AMEN