Det var så den jul og den Hellig3Konger – nu bliver det for alvor alvor! Timen er kommet … vi kan langt ude i det fjerne – måske – måske ikke – ane påske! Påsken hvor krybbebarnet pludselig er blevet en voksen mand … en voksen mand, der palmesøndag vil gøre sit indtog i Jerusalem – på et æsel … samme transportmiddel som da han ankom til Bethlehem – ufødt! Jerusalem – byen der rummer afslutningen og samtidig giver menneskeheden en ny begyndelse! Den by, der tror ét, men må sande noget andet!
Timen er kommet og vi står kirkeårsmæssigt midt imellem! Bag os har vi Bethlehem og foran os Jerusalem! Bag os en krybbe og foran os et kors. Bag os englesang om fred til hele folket og foran os taktfaste og støvletrampende vredes-ord, der igen og igen brøler: Korsfæst ham – korsfæst ham!
Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres, står der i dagens tekst! HERLIGGØRES … et rigtigt kirkeord! Jeg tror faktisk ikke, at glosen forekommer mange andre steder end i det religiøse sprog! Mit spørgsmål er så, hvordan svigt, ensomhed, skyld og død kan ryge under kategorien HERLIGGØRELSE – er der ikke snarere tale om, at Jesus fornedres – ydmyges – hånes og foragtes?
Svaret er ganske simpelt, at hos forfatteren til Johannes-evangeliet er Jesu død på korset sand herliggørelse! Hvilket understreges af Jesu ord på korset: Alt er fuldbragt! Jesu død er en triumf! Forfatteren har overhovedet ingen fokus på hverken lidelse eller fornedrelse!
De 4 evangelier er skrevet gennem opstandelsens prisme – skrevet i troen på, at Jesus stod op påskemorgen – efterlod graven tom og gik sin vej – og ud fra dette faktum er det interessant at se på, hvordan Jesu død tolkes – og den tolkes ganske forskelligt. Ihukommer vi Jesu sidste ord i Markus- og Matthæusevangeliet, så lyder de: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Klageråbet der rammer den absolutte gudsforladthed – der runger af ubeskrivelig ulidelig ensomhed – sådan er det hos de to forfattere! Hos Lukas lyder der et: Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør. Som hos Johannes er der dømt overskud på korset – overskud til at bede om tilgivelse for menneskehedens svigt, vrede, ligegyldighed og manglende mod til at gribe ind og tage ansvar for næsten!
Jesu dødsdag har på engelsk to navne: Long Friday og Good Friday … på dansk lang-fredag og god-fredag … Markus og Matthæus hører til: Long Friday / lang fredag og Johannes og Lukas: Good Friday / god fredag. Og efter denne lille opsamling på korsdøden, så vil jeg vende tilbage til HERLIGGØRELSEN med et blik på den gammeltestamentlige tekst – og jeg tillader mig lige at læse den højt igen – det tåler den på alle måder:
Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.« Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys. (Es 2,5-7)
“I den gammeltestamentlige tekst tales der om, at folkene i bogstaveligste forstand skal ophøjes, idet de drager op til det hellige bjerg. Man kunne måske sige, at Jesus også drager folk op til sig i sin ophøjelse på korset, hvor han står med sine åbne arme strakt ud til siderne rede til at rumme og favne hvem, der måtte komme til korset” (Leise Christensen: I anden række p. 125) – Se, det er HERLIGGØRELSE!
Jeg vil tillade mig at tænke herliggørelse på en anden måde! Det vil jeg, fordi “det lykkelige langfredags-mord” på alle måder provokerer mig! Vi slår håbet og kærligheden ihjel en tilfældig fredag … og skulle det være gudens plan ud i en idé om, at Jesus dør for vores skyld, så får jeg det lidt som Karen Blixen, der skulle have frabedt sig, at nogen aka Jesus døde for hendes skyld!
Gud herliggøres i Jesus – er min påstand! Ikke på korset – men i samværet med mennesker – og det hele vejen fra krybben til korset! Jesus er det konkret levendegjorte udtryk for den kærlighed, som vi kalder Gud.
Jesus kunne, hvad vi ikke kan! Leve fri af destruktion og ondskab, ethvert medmenneske mødte han på tværs af grænser og skel – uden fordom – uden skepsis! Vi er ikke Jesus – og lige meget hvor gerne vi – måske – vil “følge efter”, så er og forbliver vi “bare” mennesker – vi kæmper ofte med skepsis og fordomme og misundelse og alt det andet trælse, vi helst gemmer væk.
Jesus kan på trods lære os noget om relationer! For det er relationerne, der gør os til, hvem vi er! Alene er vi intet – og det på trods af, at mange af os arbejder på at accellerere vores evolution udi både ånden og selvet! Løgstrup – for det er ham, jeg læner mig op ad lige nu, taler om tre fænomener: sproget – kærligheden – sorgen! Disse eksisterer kun i kraft af relationen. Hvem skulle jeg tale med, hvis du ikke eksisterer? Det er utænkeligt at elske eller sørge, hvis der ikke er en anden! Vi er med andre ord hinandens.
Hvad Jesus lærer os gennem hele sit virke er, at vi er hinandens medmennesker og det om vi vil det eller ej – vi er forpligtet på hinanden – vi har altid noget af hinandens skæbne i hånden! Se, det er den efterfølgelse, som evangeliet – også – taler om i dag! På den måde er timen virkelig kommet!
“Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres” … kirkeårs-mæssigt er vi på vej ind i fastetiden! Fra gammel tid blev der sparet og spæget … forskellige kristne traditioner spiser kun grød og vender blikket indad – og andre dropper enten kød og/eller facebook i 40 dage … det må hin enkelte naturligvis selv afgøre sig for! Men vi kunne måske overveje at herliggøre relationen – vi kunne måske aktivere vores kompasnål, så den peger væk fra os selv – evt i 40 dage – peger ud mod den verden, som vi er sat til at leve i sammen – og hver for sig! Vi kunne slå et slag for fællesskabet …Timen er kommet. AMEN
GÅ DA FRIT... 