Skærtorsdag sad Jesus sammen med sine 12 disciple – de delte vin og brød – de delte sorger og glæder – de var samlet ovenpå hektiske dage i Jerusalem … hektiske dage der havde budt på alt lige fra folkets jubel over Jesu indtog palmesøndag til vrede, da Jesus gik amok, fordi templet var forvandlet til en markedsplads, hvor offerdyrs-sælgerne tjente kassen på folks religiøsitet.
Dagene var også gået med verbale konfrontationer med forskellige præster og andre skriftkloge!
Der havde været tryk på – som der i virkeligheden var i hele Jesu missions-tid! En tid – et liv – der i den grad understregede noget nyt! En ny tilgang til livet – til mennesker – til sygdom – til fattigdom – til kvinder – til børn – til utroskab – til dødstraf – til døden – til hævn – til straf … og denne nye tilgang båret af den ene sætning, som han også gentog i Jerusalem: “du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.” Dernæst kommer: “Du skal elske din næste som dig selv.” Intet andet bud er større end disse.” (Markus 12,30-31)
Elsk Gud og elsk din næste! Et omdrejningspunkt som alle var enige om; deri lå der egentlig ikke noget nyt! Det nye var og ER, at Jesus som altid skærpede kravene, da han ifølge forfatteren til Lukas-evangeliet på et tidligere tidspunkt sagde – og jeg citerer:
“Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til.” (Lukas 6,27-29b)
Det er den nye gud – det nye gudsbillede – som Jerusalem møder – og som bliver slået ihjel langfredag. Dermed har Jesus søsat en aldeles anderledes etik, der er et definitivt opgør med hele den gamle tænkning, som jeg lige vil ridse op i få hovedtræk.
Moses, ham vi også har glæde af her i Budolfi, han står både oppe på alteret og så dernede, hvor han bærer prædikestolen … begge steder står han med de 10 bud i favnen – hvor der blandt andet står: du må ikke slå ihjel. På Sinaj-bjerget hentede han lovtavlerne. Han hentede dem af 2 omgange, det første sæt “var Guds eget værk, og skriften var Guds egen skrift, mejslet i tavlerne” (2. Mos 32,16), som han i raseri kastede mod jorden, da han kom ned og så, at folk dansede om guldkalven. Derpå samlede Moses en gruppe mænd og sagde til dem: “Dette siger Herren, Israels Gud: Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel.” (2. Mos 32,27) – så på den dag blev henved 3000 mand dræbt! Moses blev efter kort tid atter kaldt op på bjerget, hvor Jahve bad ham tage imod diktat – denne gang selv skrive budene ned – vel at mærke efter, at han – Jahve – have sat prædikater som barmhjertig og nådig på sig selv og mindet Moses om, at han også “straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn” (2. Mos 34,7).
I Kain og Abel historien spiller hævn også en vigtig rolle. En af Kains efterkommere: Lemek belærer sine 2 koner med følgende ord:
Jeg dræber en mand for en flænge,
et barn for en skramme.
Hævnes Kain syv gange,
skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange (1. Mos 4,23)
“Straffen udmåles ud fra Lemeks helt subjektive vurdering. Hvis en af hans egne eller han selv får så meget som en flænge, så skal fjenden straffes med, at han eller en af hans folk skal dræbes. Lemeks udbrud er et følelsesudbrud, der bygger på stolthed og selvovervurdering, ville vi sige. Hævn bygger på subjektiv vurdering af skaden.” (Kirsten Nielsen, prof GT, Århus)
Den vilkårlige form for hævn erstattes NU af den berømte “øje-for-øje-tand-for-tand-tænkning”. Et menneskeliv er ikke mere værd end et andet menneskeliv. Det er måske for meget at sige, at sund fornuft gør sit indtog. Men der skal dog være et rimeligt forhold mellem det skete og straffen. Straffen bliver hævnens afløser! Der sker en humanisering af den gamle tradition.
Det er så den tænkning, som generationer før generationer har levet med – og som præsteskabet har prædiket og praktiseret og delt liv og levned op efter, – som Jesus langfredag gør op med! Langfredag går han planken ud – helt ud! Det, der karakteriserer det nye gudsbillede, er, at der er en klar sammenhæng mellem ord og handling! Jesus efterlever selv sine egne ord! Han kunne – hvis han ville – været gået til modstand eller have talt udenom eller stukket halen mellem benene og være stukket af! MEN midt i kaos holder han fast. Fast i at Gud hverken hævner eller straffer! Men gudsriget er for enhver, der forsøger/tør/kan/vil/magter/ønsker/higer efter at elske … og for den sags skyld mislykkes i at elske!
Spørgsmålet er så bare om langfredag – og Jesu manifestation af, at Gud er kærlighedens gud rent faktisk ændrer på menneskets natur? Jeg tænker, at folkemordet sat igang af Moses – og Lemeks hævntanker – stadig eksisterer og/eller gentages i bedste velgående! Det er som om den habitus altid ligger som en mulighed i os eller for os …
Måske nogen husker filmen Naboerne af Bent Christensen og Leif Panduro fra 1966 – den sorte farce om 2 familier kan stærkt anbefales. Begge ægtepar bekriger hinanden – mens børnene ser hovedrystende til – indtil ødelæggelserne er totale og den eneste, der har tjent fedt på krigen er den lokale købmand, der har forsynet parterne med alt fra kilometervis af klistrede fluefangere til mejetærskere.
I virkelighedens verden fra 1977-1987 udkæmpedes de voldsomste bandekampe siden 1945 sig – primært i København men også her i sognet over i Holbergsgade. 10 mand blev koldt og kynisk likvideret. Jeg tænker på den første rockerkrigen – den mellem Bullshit og Hells Angels, som fornylig blev så udmærket dokumenteret i den cavlingprisvindende bog: Bullshit – fortællingen om en familie.
Det der slog mig, da jeg læste bogen var to ting. 1) de fortabte sønner – for en stor del af knægtene fra Bullshit kom fra det vi på bullshitbingo-dansk kalder “udfordrede” familier – kunne indgå i en moderne gammel testamentlig historie, hvor det handlede om at stjæle hinandens rygmærker, ville være de eneste ene, stramme æresbegreber, en del kaos i gelederne når det kom til stykket og hvor et angreb fra modparten blev besvaret med gengældelse … som i begyndelsen bestod af tørre tæsk med næver, jernstænger, morgenstjerne og lignende – men efter kort tid mord begået med skydevåben og knive! Subjektiv afstraffelse for bandens skyld og ære! 2) Det andet der slog mig var, at de myrdede alle som én fik en kristen begravelse! Medlemmernes børn blev naturligvis døbt og det var en ære at være gudfar for hinandens babyer. Efterhånden som flere og flere af dem døde fik Bullshit deres eget “familiegravsted”. Da præsidenten for Bullshit Henning Norbert Knudsen aka Makrel blev bisat fra Tårnby kirke af præsten Andreas Woller (han kendte Makrel og dennes hustru Pia fra hundetræning) sagde han bl.a.: “vi er alle blevet tabere, fordi vi har svigtet”. Det er præcise ord! Overfor hævnen er vi fortabte, fordi den ligger så tæt op og ned af den menneskelige natur – alt efter evnen til impulskontrol ligger den som en art rygmarvs-reaktion hos os – og vi er endnu mere fortabte, fordi hævnen i sidste ende kun fører mere død og elendighed og sorg og nihilisme og … ikke-liv med sig!
Problemet med os mennesker – og det vidner både det nye og det gamle testamente også om – er, at vi i bund og grund ikke ønsker at dele! Når nogen tager noget fra os eller kræver, at vi afleverer, så er det nærliggende at foranstalte enten en serie af dårlige undskyldninger eller iværksætte sit eget lille eller store hævntogt!
Langfredag sætter Jesus en ny dagsorden! Hans kærlighed gælder også fjenderne – alle dem der er i fuld gang med at banke ham op på et kors og alle dem (aka os), der taktfast råber: Korsfæst ham!
Kærligheden gælder med andre ord hele menneskeheden, der på denne dag slår Gud ihjel. Med det er en torn i kødet, at Jesu kærlighed af OS kræver, at vi deler … ikke kun vort materielle gods, men også deles om Guds kærlighed. Nåden og frelsen er ikke kun for de få – ikke kun for de rene i ånden eller ham med den største offerokse eller hvem der ellers mener sig tættest Gud. Guds velsignelse er umådelig og uendelig og uden omsvøb – det er hele korsdødens pointe!
På korset langfredag fuldendes gudsriget med en lettere omskrivning af Grundtvigs berømte salme Den signede dag, hvor det i sidste vers lyder:
Så rejse vi til vort fædreland,
der ligger ej dag i dvale,
der stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale,
så frydelig dér til evig tid
med fjender (tak til david bugge for den idé) i lys vi tale! AMEN.
GÅ DA FRIT... 