Der gives ikke en rigtig måde at sørge på! Det sagt midt i en tid, hvor det ene stykke selvhjælps-litteratur om sorg efter det andet rammer os! Der gives – i min optik – ikke en rigtig måde at sørge på! Det sagt i en tid, hvor forskellige kendte og mindre kendte personer stiller sig offentligt frem og fortæller om deres tab af børn – af unge – af ægtefæller – af forældre. Sorg ER sorg – død ER død – og hver især må vi finde vejen fremad! For tiden går selvom den er gået i stå. Livet leves videre – om vi magter det eller ej. Statsbanerne bliver ved med at snakke om tog til tiden og SKAT bliver ved med at forsikre os om, at der kommer styr på sagerne … JA, verden fortsætter sin skæve gang på trods af vort tab! Om vi vil det eller ej.
Vi bærer tabet med os. I dåben med dens 3 håndfulde vand loves vi det evige liv. Vi er i al evighed hos Gud, men samtidig ER vore døde på trods af deres fravær også hos os. Evigheden er troens domæne, mens kærligheden og savnet til den, som vi har mistet, ER hjertets domæne. Den døde er og vil for altid være SALT og LYS i vort liv. Det kan ikke være anderledes. Det er derfor savnet gør så afsindigt ondt. Erindringen er både smerte og varme. Nogen dage ER det ok, mens andre dage kan være svære eller hæslige. SÅDAN er sorgen. Den er lige så alsidig og foranderlig, som enhver anden følelse her i livet.
Salt og lys – evangeliets omdrejningspunkt på denne Allehelgens søndag, hvor vi ikke holder begravelse eller bisættelse – de 3 skovlfulde jord er kastet en gang for alle. I dag er vi sammen om i ord, sang, tanke og kærlighed, at mindes vore døde: det familie-medlem – den ven eller veninde – den bekendte – eller arbejdskollega, der er død. SALT og LYS – det er ord, der kendetegner vores relation med hinanden. Om vi er levende eller døde. Midt i fraværet opleves – eller toner nærværet – frem.
I er verdens lys, siger Jesus i dag – til os – og det opdrag, som vi får, er at lade lyset skinne! Lade det skinne for hverandre og dermed også for os selv – vi skal midt i sorgen og savnet – og hvad vi kan opleve som meningsløshed – turde snakke om de døde – ikke meta-snakke på den der overordnede måde – ikke psyko-snakke på den fremmede måde – ikke kloge-tale på den intellektuelle måde – og hvad vi ellers måtte have konstrueret os af tale-diskurser, men vi skal turde snakke helt almindeligt og konkret med venner og familie og bekendte om det menneske, der døde fra os. Ord gør levende. Som Marcel Proust skriver det til en kvinde, der har mistet sin bror under krigen tilbage i 1915: ’Når vi sørger over et elsket menneske, kan vi kun trøstes af ord fra dem, som har kendt dette menneske, og som er i stand til at genkalde ham for os.’
MEN er der så noget nyt i det? Næ, det er der vel egentlig ikke – i kirken hører vi sjældent noget nyt – her bliver vi derimod mindet om det, der ER og som hele tiden har været. I en verden, hvor det hele tiden handler om at komme fremad og opad og over-det og være-på og hvad vi ellers har gang i, så er der faktisk en pointe i at turde vikle sig ind i det, der bare ER – er et grundvilkår for os alle. At vi bliver født for at dø. Det er slet ikke så indviklet, men når det så er sagt, så er det rasende provokerende – måske endda angst-provokerende – for os – eller mange af os – at blive mindet om den kendsgerning, at døden er lige så sikker som amen … i hvert fald i kirken.
I er jordens salt, siger Jesus i dag – til os. Vi skal give hinandens tilværelse smag. Eller sagt mere konkret: vi skal være med til at fremhæve livet for og sammen med hinanden. Vores opgave er da at undgå at oversalte og dermed ikke pr. automatik overføre egne behov eller idéer på den anden og ende med at gøre tilværelsen uspiselig. At være i relation er bestemt ikke altid nemt – det handler om fingerspids-fornemmelse – nogen gang er det på liste-sko … og andre gange er det ok at vade ind i hinanden med træskostøvler på! Men sorg gør sårbare – og derfor kan det virkelig være en kunst at salte tilværelsen. På samme måde som det heller ikke altid er lige nemt at leve med de døde – med erindringer, der kan være mørke – endda formørkede … eller ligefrem være som sorte huler. Sorte huler er kendetegnet ved, at de suger ALT til sig – selv i døden kan de suger livet ud af de efterladte … man kan som efterladt stå energiforladt tilbage … og det eneste, der kan mærkes, er en udefinerbare uro … og måske vrede.
På den ene eller den anden måde så er vore døde altså også jordens salt. For de er med til at krydre vores liv på godt og ondt. Ikke på den der synske eller clairvoyante måde. Men i vore erindringer bliver de ved med at skærpe vore sanser. Tænk blot på talemåden: Han eller hun ville rotere i sin grav. Underforstået: at den døde bestemt ikke vil synes om, hvad vi netop nu har gang i. De døde optræder i vore vurderinger, det vil sige i vores måde at være i verden på. De døde lever videre i vores tilværelse! Erindringen om dem ER af værdi – igen på godt og ondt – og de er på den måde altid med til at forme vores gang i verden. Præcis derfor skal vi turde snakke om de døde – snakke med hinanden om dem – med andre, som har kendt ham eller hende og som kan være med til at genkalde dem for os. Når det så er sagt – så vil jeg indføje et MÅSKE … m å s k e – skynder jeg mig så at sige højt og tydeligt. For andre gange – som kun vi selv ved – er det også helt på sin plads at lade de døde hvile. Hvile med det, de bød os! For der gives ikke en rigtig måde at sørge på, som jeg begyndte med at sige. Hver især må vi selv finde ud af at bære vores tab – vores sorg – vores døde – og så forsøge at leve i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for i ligegyldighed. AMEN.
GÅ DA FRIT... 