C.S. Lewis – den britiske forfatter – ham med Narnia – skulle have gjort sig følgende overvejelse over dagens Jesus-metafor om kamelen og nålen:
“Alle ting (fx. kamelens vej gennem et nåle-øje) er mulige – det er sandt! Men se lige – forestil dig, hvordan det må føles for kamelen at blive trukket ud i en lang blodig tråd fra halen til snuden.”
(“All things (e.g. a camel’s journey through a needle’s eye) are possible, it’s true. But picture how the camel feels, squeezed out in one long bloody thread, from tail to snout.”)
Skal vi følge den tanke til dørs, så koster det blod, sved og tårer at nå det forjættede gudsrige! Der er ingen genveje – for vi kan hverken gøre nåleøjet større og suge al luft ud af kamelen ER heller ikke en mulighed. Den unge mand – der af egen fri vilje opsøger Jesus – får den helt enkle besked, at vil han gudsriget, så skal han sælge ALT, hvad han ejer og har – og giv da beløbet til de fattige. Da er han klar til at følge Jesus!
Vi skal helt ind til den nøgne eksistens. Ophørsudsalg – al blingbling skal væk … vi skal sættes fri af enhver form for materialisme! Problemet er så bare, at den tanke er total umulig for sådan en gennemsnitlig midaldrende middelklasse dansker som mig, så hvad i himlens navn stiller jeg så lige op med den fordring, som Jesus stiller os i dag?
“Tom, tom, tom – saligt tom / er verden for andet end ting” skrev Klaus Rifbjerg i digtet Frihavnen fra samlingen Konfrontation tilbage i 1960. Rifbjerg nedskrev enhver værdi til nul! Tømt for mening af guddommelig art er verden! Der gives kun ting …
Gives der virkelig kun ting? Tja, om det er hos Rifbjerg eller Jesus, så er det i hvert fald tingene, der fylder! Hos den første en simpel konstatering af, at tingene er det eneste, vi mennesker kan klamre os til, da der ikke gives nogen religiøs mening. Og hos den anden en barsk konstatering af, at så længe vi klamrer os til vores ting og sager, så er gudsriget – tør jeg sige det – jo, da er gudsriget en saga blot!
Jeg vil forsøge mig med en 3. vej … – velvidende, at jeg kan havne der, hvor jeg både punkterer kamelen og samtidig gør nåleøjet større!
Men jeg tænker, at der faktisk er en pointe i, at vores gods blokerer udsynet over bøgehækken til verden, så vi hverken får øje på naboen eller den ukendte næste – højst deres fejl og mangler og anden irritation!
Jeg tænker også, at vores evige online-tid meget nemt reducerer det i bund og grund fællesskabs-afhængige menneske til en lille ensporet og ofte krænkbar narcissist (undskyld, hvis jeg støder nogen – inklusiv mig selv – #undskyldmigselv)! For et efterhånden ligegyldigt ord bliver vi fortørnede over hvad som helst – og deler nok engang verden op i endnu et stakkels os og et onde dem! Os de forudrettede mod … De STORE Andre … og vice versa …
Så måske er det slet ikke vores TING, der i dag blokerer for udsynet til verden og næsten! Måske er det vores evige fortørnelser over verden og næsten! Måske er det al den forargelse, der spærrer for vejen til det, som Jesus kalder gudsriget …og som jeg vil kalde det gudsskabte medmenneske!
Det er blot en tanke … en mulig udlægning! Vi forarges i et væk over andres valg: det være sig materielt, politisk, eksistentielt, religiøst, hygge-mæssigt og så videre. Vi ryster på hovedet og vælter gerne vores harme ud over andre på den uskønne måde! For pokker, hvor har vi altså travlt med hinandens gøre og laden! Blodigt trækker vi hinanden gennem alt for små nåleøjne … hvad skal det egentlig gøre godt for?!!
Er vi blevet smålige? ELLER er vi fra tidernes morgen skabt sådan? Jeg tror måske det sidste … det var nok også derfor, at Jahve – jf den første læsning – måtte udstyre os med diverse påbud og forbud! Der måtte sættes ramme om fællesskabet, så vores evne til at fejl-navigere i det daglige ikke tog overhånd: derfor må vi fx. hverken stjæle eller lyve eller myrde. Misunde må vi for øvrigt heller ikke …
Vi har igen og igen brug for at blive mindet om disse helt basale regler (måske er det derfor, at de 10 bud er afbilledet hele 3 gange her i Budolfi), så vi tænker os om før fx. vi karakter-myrder hinanden, før vi stjæler hinandens øjeblikke ved at nedgøre dem eller på bekostning af andre lyver os bedre end vi i virkeligheden er!
Lev og lad leve, som en tysk talemåde (Schiller?) lyder – leben und leben lassen – det er måske vores største udfordring i tiden! Men hvad har det så med kristendom at gøre? Det kunne være en måde at minimere forargelsen på – kontrollere den om man vil, så vi igen kan se og høre hinanden! Så vi måske igen tør kærre os om hinanden …
I min teologiske optik handler kristendom lige præcis om, at vi forstår, at den Anden – vort medmennesket – altid er den vigtigste! Derfor skal den unge mand også give, hvad han ejer og har, til den fattige (ikke til hverken kirken eller vatikanet eller kongen eller stiftet eller staten)! Relationen mellem os – dig og mig – fællesskabet på tværs af grøfter og skel – ER altid det vigtigste! Vores egen personlige frelse, hvordan vi (kamel)-pukler med at trække maven ind, så vi tror, at vi kan smyge os igennem nåleøjet til det evige liv vil jeg tillade mig at sige ER lige gyldigt! Vi må og skal tro på det løfte, som vi hver især har fået i dåben: Det evige liv ER sandt og bærer os igennem – også igennem det umulige! Det er nemlig i den tro, vi hver især skal leve og lad hinanden leve; skal gå på smalle stier og snørklede veje og møde hinanden … og på trods turde rumme hinandens valg, udsagn og forstå, at vores egen ufuldkommenhed ER en del af det at være menneske blandt andre … AMEN.
(med tak for inspirerende præk-sparring til sognepræst Else Hviid, Kastelskirken, Øst-Danmark)
GÅ DA FRIT... 