Den, der har øre, skal høre! Ikke kun evangelisten pointerer dette – også epistlen – den anden læsning – fra Johannes Åbenbaringen – den bog, der slutter biblens tekstsamling, siger det! Den, der har øre, skal høre!
Nu er det jo sådan, at hørelsen hos mange af os er selektiv – som den fx. også er hos mange hunde! Vi høre, hvad vi vil høre … og resten overhører vi – måske – og her skal overhøre ikke forstås som en art eksamen – altså en overhøring hvor studenter lirer remser af! Næ nej, den overhøring, jeg tænker på, ER: alt det som vi lader fare ind af det ene øre og ud af det andet! Forøvrigt en genial og livsvigtig “ventil”, som vi der er skabt med!
For at gøre en lang indledning konkret vil jeg derfor i dag overveje, hvad vi egentlig hører -… og hvad vi – måske børe lade fare ind og ud igen … af den tekst, der er betænkt os på denne – 28. sommerdag i år – i kirkesprog benævnt 2. søndag i trinitatis …
Lad mig straks sige det lige ud, Lukas’ ord lagt i Jesu mund virker en kende uforståelig. For hvorfor denne snak om at hade sine forældre og brødre og søstre for at kunne være en Jesu disciple? Hører jeg det sådan, så er jeg i hvert fald ikke en Jesu disciple og bliver det heller aldrig! Skulle jeg hade mine gamle forældre? – og min lillebror? Hvorfor i himlens navn skulle jeg dog hade ham! Nuvel, vi har også været små – ham og jeg – og udkæmpet de der søskende-slagsmål; de hører livet – og opvæksten – til! Men nu – i vores høje alder, nej … og hvor bliver Jesu ord om at elske sin næste af? Hvor bliver hele kristendommens kerne om at elske sin fjende af hos Lukas?
Den, der har øre, skal høre … nuvel, jeg tænker, at der er brug for en del mellem-høre-regninger for at afkode dagens tekst …
Tillad mig at begynde med lidt baggrund! Trinitatis-tiden – som kirkeåret tog hul på fornylig er udformet sådan, at langt de fleste af søndagene handler om vi menneskers forhold indbyrdes – om hvordan vi bøvler lidt eller meget med etik – og hver især kæmper med hvem vi vil, kan, tør omgive os med blandt hinanden! Jesus dukker altid op – enten i mødet med et medmenneske eller også har han en historie i ærmet – en såkaldt lignelse – som vi så får lov at tænke lidt over. Sådan er det langt de fleste søndage i trinitatis-tiden. På nær altså her de 3 første søndage, hvor temaet er forholdet mellem Gud og mennesket! Vi er som tidligere nævnt nået til 2. søndag efter trinitatis – og dermed er vi som menighed kommet til den sidste omgang kerne-reflektion over emnet: gudsforhold! Forholdet mellem guden og mennesket! Dette omdrejningspunkt har rigtig mange tænkt over i tidens løb! Tanker der siger en masse om, hvordan vi mennesker forestiller os guden! Og dermed også noget om relationen mellem guden og mennesket!
På 50 året for ungdomsoprørets protest mod småborgerlig vanetænkning og moralsk sortseende kristendom er det på sin plads at hive Trilles sang “Øjet i det høje” frem. En tekst forfattet af Jesper Jensen – en af venstrefløjens sande helte dengang tilbage i 60’erne og 70’erne. Sangen blev afsunget fredag d. 18. september 1970 i programmet “Musikalske Venner” – vi er tilbage i monopolets dage! Så der var kun den ene kanal, at forarges over! Forargelsens spøgelse for da også med lynets hast hen over den jyske højderyg; den udløste telefonstorm i den hedengangne TV-by i Gladsaxe og inden for et par døgn lå den første anmeldelse for overtrædelse af blasefemi-loven på politiets bord. Teksten handler meget kort om, hvordan guden i det høje holder et vågent øje med den unge teenager-piges kæresterier. Trille – sangerinden – som umiddelbart var kendt fra børne-TV – var selv vokset op i en streng religiøs familie med et gudsforhold, der ikke gjorde det nemt at være menneske!
Grunden til at jeg nok engang kom til at tænke på Trille hænger sammen med, at jeg forleden hørte om en lille arbejdsplads, hvor en af medarbejderne holder ramadan. I kollegagruppen har de snakket om, hvordan en sådan faste fungerer. Muslimen synes selv, det er hårdt, men det går – og det går også fint nok på jobbet! Men med sådan en hot sommer er det hårdt kun at få væske, når det er nat! En af kollegaerne spurgte så vedkommende om det ikke var muligt at snyde lidt, sådan bare nappe en tår vand hist og pist! Men nej svarede den fastende: Gud ser ALT! Nå ok, så var den snak jo ikke længere … før en af de andre indskød: Gud ser muligvis ALT, men han sladrer vel ikke?!
To guds-billeder i hver sin religion – kristendom – islam – men begge med en vogtende gud – med et øje i det høje, der fører tilsyn – holder regnskab! PÅ den måde går der nemt frygt i gudsforholdet! En art STASI-religion – ja, undskyld mig! Hvad i himlens navn vil en gud dog med så uendelig megen negativ bogføring? Og for at sige det lige ud, hvad skal vi med en sådan kosmisk regnedreng? Som om vi ikke lever i en tid, hvor ALT i forvejen registreres i mere end rigelig mål … vi mennesker er mestre i at bogføre hinanden!
I den protestantiske udgave af kristendommen vil jeg vove den påstand, at her eksisterer der slet ikke noget øje i det høje! Fra det høje er Gud steget ned! Han blev menneske – og vi kender ham som Jesus!
Jesus gik ikke rundt og optalte menneskers meritter på godt og ondt! Der imod talte han med de mennesker, som han mødte på sin vej! Han gik ofte i dialog, spurgte folk, hvad de selv syntes – satte argumenter på prøve – nogen gange i en blid og forsonende tone – og andre gange som hård tale:
“Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.(…)”.
Så er jeg tilbage, hvor jeg begyndte … hvad er det egentlig vore øre skal høre i dag? De danske oversættere af den græske glose (miseå), der er blevet til hade, har mildest talt været noget bombastiske. De har åbenbart gerne villet, at vi skulle høre andet end hvad der faktisk står i primærteksten (tak til Margrethe Dahlerup Kock, p. 296 “I anden række”, 2012). Den Nye Aftale – ny testamente på hverdagssprog – foreslår i stedet “bryde med” eller “opgive”. Med andre ord – vi skal ikke hade, men vi skal bryde med eller opgive familien for at blive Jesu discipel! Det lyder mig næsten en kende for katolsk! Så hvad er det, vi skal høre?
Jo, det Jesus fortæller os er, at vi til hver en tid er bundet til én, der er større og vigtigere end vore menneskelige relationer er det: det være sig forældre – søskende – ægtefælle – børn – venner – bekendte – kollegaer – ja for den sags skyld fjender! Vi er bundet til den Gud, vi kalder kærlighed! Vi er bundet til den kærlighed, der er evig – kærligheden der tåler alt, tror alt, håber alt – til den kærlighed der altid er den samme og som aldrig hører op! Den kærlighed som hver enkelt af os er skabt i – og skabt til at leve af og dø i! Den kærlighed, der tilgiver – ja, tilgiver ALT det, som vi mennesker af menneskelige grunde ikke er i stand til at lægge fra os – det være sig i forhold til os selv – og i forholdet til vores næste! Det er også den kærlighed, der kræver, at vi hver især tager ansvar! At tage ansvar ER at følge Jesus! Ikke blot tage ansvar for eget ego – på godt og ondt – men tage ansvar for medmennesket! Overfor den kærlighed kan vi kun passivt tage imod! Lade os opmuntre, så vi fyldes med mod til at leve livet med de glæder og sorger og bekymringer, som er uundgåelige. Vi skal intet gøre for at holde kærligheden ved lige – den vil os lige meget hvad! Det er, hvad vi skal høre …
Og så må jeg blankt indrømme, at jeg aldrig bliver en Jesu disciple! Jeg hverken kan eller vil “bryde med” eller “opgive” med mine gamle forældre eller min aller kæreste bror! Overfor den fordring – om det så er hade, bryde med eller opgive – er jeg aldeles afmægtig – og har kun dåbens løfte at støtte mig til! I dåben slås relationen Gud – menneske nagelfast med 7tommer søm! Intet – absolut intet – kan ændre, rives os ud af eller omfortolke det løfte, som Gud har givet os! Nemlig at vi har fået syndernes nådige forladelse og se det gudsforhold er ALT nok! Herfra må vi så selv hver især tænke os om, når vore øre hører … AMEN
GÅ DA FRIT... 