Da jeg i går forlod Klosterkirken efter en vielse gjorde jeg det iført ornat (præstekjole og krave) … jeg skulle jo bare lige over C.W. Obels Plads og Gammel Torv og så ind i Budolfi og af med den sorte uld!
Midt mellem Folkekirkens Hus og Domkirken var en guide i fuld sving med at fortælle en gruppe turister om, hvad de så … og jeg hørte, at han kort skiftede emne og på engelsk sagde: “Der gå en luthersk præst, hun går i en dragt, der stammer tilbage fra det 16. århundrede …”
Det fik mig til at tænke på, at rigtig mange religioner har utidsvarende tekstiler! Upraktiske er de egentlig også … de egner sig ihvertfald ikke til ret meget … jo, de egner sig til at blive genkendt! OG det er præcis uniformens væsen … dels at blive genkendt … og samtidig skjule privatheden! Når vi springer i ornatet her til lands, så bliver vi lutherske præster (nuvel, enhver der er krøbet ud af dåben er både præst, biskop og pave), der er kaldet af folkekirke-menigheden til at sige noget om Gud!
Derved – vil jeg påstå – adskiller vi os fra de andre religioner! Dels i vores forståelse af hvem Gud er – og hvem vi er i forholdet til Gud og i forholdet til hinanden! I folkekirken skal med Paulus ord: “troens ord” prædikes! Og “troens ord” er Gud!
Men mere adskiller os! Ingen præst i den evangelisk lutherske kirke bærer hat! Der er intet krav om, at vi af religiøse grunde skal dække hovedet! Det gør stort set alle de andre konfessioner – katolske præster, nonner, russisk-ortodokse præster, også de græsk-katolske, biskopperne i den svenske og den finske kirke bærer også hatte – spidse hatte – mitra’er – og er dermed en luthersk undtagelse ;-)! Det forventes, at kvinder dækker skulder og hoved med et sjal, når de går ind i kirken i Rusland eller Grækenland og vist også i Italien …
Så er der de andre religioner: sikh-mænd der bærer turban – amishfolket der bærer kyser og stråhatte – og rigtig mange jøder og muslimer lever med et tildæknings-påbud! Det tolkes forskelligt – kalot eller shtreimel (pelshue) til jødiske mænd alt efter tradition og der er ortodoks-jødiske kvinder, der bærer paryk, da de har barberet hovedhåret af – og så er der de forskellige muslimske udlægninger, fez til mænd i visse lande – og til kvinderne er der påbudt tørklæder, niqab eller burka.
De to sidstnævnte stykker tekstil har vi så hørt rigtig meget om denne sommer, fordi vore folkevalgte lovgivere har indført et maskeringsforbud! Vi skal kunne se hinandens ansigt! Det er der holdninger både for og imod, dem vil jeg her fra prædikestolen iført 1500-tals ornat i massiv sort uld ikke mene noget som helst om! Men blot konkludere, at religiøs påklædning suppleret med en eller anden form for hovedbeklædning – utidsvarende, upraktisk eller ej – har rødder tilbage i historien … for fleres vedkommende helt tilbage til gamle skrifter.
OG midt i dette virvar af holdninger og praksisser med korte eller dybe rødder møder Jesus så en kvinde med udslået hår! Hende havde de andre omkring farisæerens middagsbord intet godt at sige om – den manglende hovedbeklædning sagde jo alt om hende! Desuden var hun slet ikke inviteret, men mødte bare op! Op med et formål: at komme i kontakt med Jesus. Ikke i dialog – ingen disputter her – ikke noget med at udveksle meninger og erfaringer om skik og brug – om lov og moral – bundet op på mere eller mindre teologiske og snørklede bagtæpper og ALT det der, som vi igen og igen rykker hovederne af hinanden med! Nej, hun kom af ren og skær kærlighed! Med udslået hår kom hun med en krukke fuld af olie!
Hun – hører vi – “stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien” – og anerkendte – ja ligefrem bekendte, at Jesus er troens ord! At Gud kender vi gennem Jesu ord og gerninger – og tilføjer jeg: gennem ingen anden!
Hun kom – hun kunne ikke andet! Hun havde brug for at høre Jesu ord til hende: “Dine synder er tilgivet”! Dermed kunne hun gå derfra og ud i livet, som et frit menneske med sit udslåede hår! På en måde sat fri af loven – sat fri af skik og brug! For i denne lille episode fra en dag i Jesu liv lærer farisæerne og Simon og vi andre, hvad der er livets mening! AT ELSKE! Som Jesus siger det til Simon, da han ikke fatter, at Jesus overhovedet lader sig berøre af kvinden: “Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget.”
Underforstået, det handler om at kaste sig ud i livet! Finde modet til at være i tilværelsen med hinanden på trods af forskelle – det være sig i meninger – i holdninger – i religiøse praksisser og hvad vi måske ikke forstår eller for den sags skyld magter at anerkende. Velvidende, at det også er svært og til tider uoverkommeligt at kaste sig nogen som helst steder hen uden, at vi forudindtaget (som Simon) gør hinanden ufri! …
Når vi derfor går fra kirken om lidt og ud i verden med al dens hurlumhej på godt og ondt, så må og skal vi huske på de ord, som Jesus sendte kvinden afsted med. For præcis de samme ord sendes også vi afsted med! Din synd er dig tilgivet – kristendommens omdrejningspunkt – troens ord – OG med de ord i ryggen skal vi møde hinanden! Thi de ord sætter fri! Sætter os fri af andres moral og andres religiøse praksis – sætter os fri til at være! Slet og ret være i livet, som dem vi er! AMEN
GÅ DA FRIT... 