Ventetid! Et efterhånden negativt ladet ord … for ventetid rimer for mange på at hænge i kø pr telefon og blive tortureret med en mekanisk udgave af Für Elise eller noget i den dur … Ventetid kendes også i forbindelse med behandlingsgaranti og anden sundhedsbehandling … VENTETID er en størrelse – en ukendt faktor, der udfordrer vores TÅLMODIGHED! Vores mod til at tåle ventetiden …
Ventetid er ikke for tøsedrengen og tøsetøser – for det er netop i ventetiden, at én kan gøre sig en masse forestillinger, der bekymrer – og hvis der er noget, der virkelig kan slide selv den mest hårdkogte baggårdspuma op, så er det bekymringer for den fremtid, som vi ikke kender til! Hvem kender ikke til de bekymringer, der aldrig blev til noget … de nætter der bare sneglede sig afsted … de nætter hvor fortvivlelsen med en “flammende utålmodighed” (Johannes V. Jensen: Interferens) efterlader én med store tomme øjne, der bare ikke vil lukkes og falde i … søvn.
MEN MEN MEN – i dag – i evangeliet – i kirken – ER det en anden ventetid, vi tager hul på. Det er nedtællingen til den fødsel, som det meste af kloden har taget til sig! Det er nedtælling til Jesu komme til verden, der igen og igen sætter sine spor i den verden, som vi lever og ånder i på godt og ondt. Det være sig kulturelle-, kommercielle-, kirkelige-, gastronomiske-tegn – og så alle de skikke og traditioner, der er smeltet sammen med andre tydninger, betydninger og gammel overtro! En smeltedigel som ER med til at gøre ventetiden til noget ganske særligt. Ventetiden er også en forberedelsestid, hvor vi gør os klar …
Klar til hvad? Hvad er det egentlig, vi gør os klar til? For nok er Jesu komme omgivet af det store halleluja, men erfaringsmæssigt så er tiden også omgivet af ALT det, som hjertet også er fuld af: savn, sorg, smerte, længsel … OG lige præcis derfor er den tekst, som vi hører i dag, vigtig! FOR den rummer en dobbelthed! Den læses nemlig 2 gange om året: I dag den 1. søndag i advent – og palmesøndag som optakt til påsken! Den peger hen mod krybebarnet i Betlehem og samtidig hen mod den tomme grav i Jerusalem, som skræmte kvinderne påskemorgen! Jesu’ sagtmodighed, den han kommer ridende med, ER spændt ud mellem vores glæde og sorg!
For øvrigt glosen SAGTMODIG er vist noget altmodisch og oversættes den til nudansk, så ER der noget stille over den. Jesus kommer på det der æsel med en blidhed – med en fredsommelighed – med forsoning i sinde. Kommer som kærlighedens væsen – den kærlighed der tror alt, tåler alt, håber alt! Den kærligheden der omfavner vores glæde og vores sorg og ALT det midt imellem og udenom. Den kærlighed, vi kalder Gud – og som vi tæller ned til skal fødes som et helt almindeligt spædbarn under helt almindelige menneskevilkår. Sagtmodig kommer han og ridder os i møde og ind i det nye kirkeår! Os i møde og ind i ventetiden! Os i møde mens vi gør os klar! Også selvom vi er bagud – eller helt ved siden af!
Et døgn består af 1440 minutter – vi får med andre ord hver eneste midnat – kl. 00:00 – 1440 nye minutter – det er den kvantum tid, som vi har til rådighed – lige meget hvem du er og hvad du tror og hvad du stemmer og hvor meget du tjener og hvor lidt du vejer – og hvor du kommer fra, så har vi den samme mængde minutter! 1140 minutter får du! Og selv – har vi så ansvaret for at forvalte den tid, selvom noget af den kan blive beslaglagt som telefon-ventetid med de enerverende ventetoner … og så er der tiden, der går på at vente på toget eller bussen eller svaret eller hinanden – eller på at køre børn til håndbold eller hente – eller selv skulle en masse ting – måske endda på samme tid – og vi organiserer og vi multitasker, hvis vi da evner at jonglere flere bolde på en og samme tid – og vi kan synes, at døgnet har for få timer, når vi nu skal nå det alt sammen: job, studie, hobbys, ingenting … andre gange så snegler tiden sig afsted eller den punkteres af den der indre urolige rastløshed.
Der er så mange måder at forvalte sine minutter på, men måske skulle vi overveje om vi blot et øjeblik skulle give slip på alle tidsskemaerne med få eller mange gøremål og så i stedet lade os komme i møde! Komme i møde af den sagtmodige mand på æslet … eller som en gammel bisp (Henrik Dons Christensen) midt i adventstiden skrev til sin fortravlede hustru:
Min elskede!
Nu er dagene korte, for korte til det, vi skal nå. Hvad skal vi nå? Snart vil vi se, at det, som er livets glæde, er ikke det, som vi nåede, men det, som nåede os. Og dagen bli’r lang, uudtømmelig.
SE, nedtællingen eller ventetiden eller adventstiden kunne være den tid, hvor vi gearer ned i stedet for at speede op! Hvor vi slipper ALT det – sådan på den mentalt fuldkomne-måde – , slipper, hvad vi burde nå og slapper af – for jul bliver det – det tør jeg godt garantere … og kan vi ikke det – for slappe af skal jo ikke ende som en præstation og et krav, der bare akkumulerer ny stress! Kan vi ikke geare ned, fordi december-tiden kræver, at vi multitasker endnu mere, tja, så går det også nok! For i møde kommer han os – det fortæller evangeliet os i dag! Sagtmodigt ridende – klar til at favne vores glæde og vores sorg – og alt det imellem og uden om … stress, hysteri, fortvivlelse, vrede … for meget eller for lidt juleøl … for meget eller for lidt sylte … han kommer! Sagtmodigt kommer han! Og havde han en replik – så ville den bestå af 4 ord – 4 helt enkle ord, og jeg tror, at de ville lyde: Lev og lad leve! 4 små enkle ord – som de 4 lys i adventskransen. Lev og lad leve – lad det være ventetidens – med de 1440 minutter i døgnet – omdrejningspunkt. Glædelig advent!
Tak til Leise Christiansen for inspiration til de 1440 minutter og verset af den gamle bisp.
GÅ DA FRIT... 