I dagens tekst bliver vi – måske – udfordret på vores retfærdigheds-sans! Kan det virkelig passe, at alle skal have det samme? Kan det virkelig passe, at ham eller hende der har arbejdet og været virksom i 1 time skal have præcis det samme, som ham eller hende, der har været i gang de sidste 8 timer? Svaret er kort og godt: JA! For når det er Gud, der afregner, så er der igen forskel på den, der yder lidt eller meget eller måske overhovedet ikke bidrager med noget som helst! Det er slet og ret evangeliets budskab til høj og lav!
Den tanke er – for mange af os – måske – lettere provokerende, for at sige det rent ud! Gennem alle tider har mennesker undret sig og diskuteret, hvad retfærdighed egentlig er. I sin grundlæggende form kan retfærdighed forstås som “straf og belønning” sat i system. Ofte tænker vi måske lighed som en et synonym med retfærdighed – især når vi selv oplever os uretfærdigt behandlet.
Sådan groft kan retfærdighed ifølge Aristoteles inddeles i:
1) Den almene retfærdighed handler om, at overfor loven er vi alle lige! Vi kender det fra trafikken – når vi – måske – giver den lidt for meget gas og dernæst fanges af en foto-vogn, sjask … så bliver der afregnet ved kasse 1 og efter kort tid har én bare at betale …
2) Den specifikke retfærdighed handler om, at vi alle får efter fortjeneste! Hvis vi altså skulle dele kroner og ører ud i vingården, ja så vil den, der havde arbejdet 8 timer naturligvis få 8 gange mere end den der kun havde været i gang i 1 time … det er i vores verden logik for høns og jeg er overbevidst om, at fik alle det samme, så ville både motivationen falde plus, at så ville vores retfærdighedssans/længsel for alvor koge over … men det er en anden snak!
I dag vil jeg i anledning af reformations-jubel-året tage et kirke- og dogmehistorisk tilbageblik. Dengang for 500-ish år siden, da Martin Luther – og med ham en masse andre – havde gang i de omvæltende reformationer i Europa, gik diskussionerne bl.a. ud på, hvordan Gud “straffer og belønner” mennesket.
Den katolske kirke havde i sen-middelalderen opfundet skærsilden – med et efter min teologiske forstand noget svagt – eller sagt rent ud umuligt – afsæt i Johannes Åbenbaringen (kap 21,27 intet vanhelligt kommer derind). I skærsilden blev det fysisk døde menneske “renset” for alle sine slette gerninger, det måtte have begået i dette liv – inden det så kunne sendes videre til paradis! Da kirken ikke havde sparet på at true folk med muligheden for et evigt liv i helvede, så var angsten for fortabelse enorm og folk ville gøre ALT, ja hvad som helst for at komme direkte i paradis!
Prisen på aflad kunne være forskellige ting. Det kunne fx være at hjælpe de syge og svage, bede eller få præsten til at gå i forbøn for en. En anden gerning, som gav aflad, var at tage på korstog. Dronning Dagmars (1186 – 1212) mand, Valdemar Sejr (1170 – 1241), drog på korstog flere gange.
I 1035 havde kirken opfundet afladsbrevet – med sådan et brev kunne man forlods købe sig fri af skærsilden. Priserne var ofte absurd høje. Hvis præsten fx havde kendskab til “kundens”/sognebarnets ugerninger kunne prisen meget snildt forhøjes – i dag benævnes det trick vel egentlig bare udbud og efterspørgsel! Kirken havde med stor succes bildt de arme folk ind, at med et afladsbrev kunne straffen reduceres i skærsilden … ja måske kunne den helt undgås.
Kirken – den katolske – havde på en måde reduceret Gud til en foto-vogn – undskyld mit primitive valg af metafor – og folk kunne aldrig vide sig sikre på, hvornår de blev blitzet af guds øje i det høje! Hastigheds-begrænsningerne kendte kun kirken og de skruede pænt op for både regler og bøder, så de ad den vej fik penge nok til både Peterskirken og et levned i sus og dus.
Så da Luther begyndte at fundere over Guds væsen og slog fast, at Gud er kærlighed, så måtte han i gang med at korrigere en teologi, der på alle måder var gået over gevind og en kirke, der sikkert og stødt korrumperede!
Luther stod og kunne ikke andet – og for det blev han jaget vildt – på mange måder et sandt held, at han ikke røg på kætter-bålet! Han fastholdt – for han kunne ikke andet, – at afladsbreve var det rene humbug! Den 31. oktober 1537 tog han skridtet helt og fuldt ud og satte sit store offentlige angreb på kirkens vranglære ind, da han bankede sine 95 teser mod aflad op på kirkeporten i Wittenberg: Og jeg tillader mig at citere tese nr. 82:
“Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden på grund af sin højhellige kærlighed og sjælenes største nødvendighed, hvilket er den mest retfærdige grund af alle, når han dog udfrier talløse sjæle deraf på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?”
Guds kærlighed kan der ikke handles med! Guds kærlighed er evig – er evig gyldig! Det var hvad Jesu gang på jord var og er et levende bevis på! Jesus der aldrig afviste noget menneske – der aldrig krævende gebyr eller honorar for sit samvær med folk – om de var syge, udstødte, skyldige, toldere, farisæere, prostituerede eller børn! Fx som i den tekst, der blev læst ved dåben lige før, hvor Jesus siger: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke forhindre dem i!
Ingen må eller kan forhindre nogen i at komme til Gud! Ingen må afskære noget menneske fra Guds kærlighed! Guds tilgivelse er aldeles gratis – tilgivelsen står ikke til diskussion eller kan forhandles! Tilgivelsen er der for enhver, der har brug for den!
Jamen er det nu også sandt? ER der slet ikke noget, som Gud ikke kan tilgive? Grove forbrydelser og lignende … ALT det vi mennesker ikke er i stand til at tilgive … JO, det er der … Gud tilgiver ikke, hvis vi forhindrer hinanden i at få del i hans tilgivende kærlighed – hvis vi forsøger at lægge os imellem Gud og det enkelte menneske! Men andre ord, så må vi aldrig gøre Gud så lille, at han ender med at få en middelmådig fartmåler-status, bare fordi vi mennesker har det med at dømme hinanden ude eller inde … derimod skal vi huske på de ord, det blev sagt til os alle ved dåben: LAD de små børn komme til mig, det må I ikke forhindre dem i! (…) og han tog dem i favn og velsignede dem!
Det er i den velsignelse, at vi skal leve vort liv samme – og finde modet til at være hinandens næste – og det er på det ord, at vi skal forstå, hvorfor alle i vingården får den samme løn! Får del i den samme kærlighed …
Salmerne: 749 – 298 – 170 – 487 – 752 v 4+5
‘Matthias Gerung (†1570) (zugeschrieben): Satire auf die katholische Geistlichkeit. Kolorierter Holzschnitt, 30,7 x 22,5 cm, vor 1536”