Jesus vil ikke være konge! Det er slet ikke hans mission sådan at skulle stige i graderne med kors og bånd og stjerner på – hans mission handler kort og godt om at fortælle os, at Gudsriget allerede er en realitet! Og at vi står midt i det. Jesus vil ikke være konge, derimod vil han sprede tro hvor der er mistillid, håb hvor der er tomhed og kærlighed hvor der er ligegyldighed! Når han i dagens tekst forvandler de 5 brød og de 2 fisk, så er det for at løfte og opmuntre folk … så er det for at lade dem vide, at Gudsriget allerede er her – og at det ikke bare et noget, der engang venter os, når vi er hinsides livet … nej, Gudsriget ER her allerede og det udmærker sig ved at være generøst – og overdådigt – der er nok til alle – der er i virkeligheden mere velsignelse end vi overhovedet kan forestille os, så vi behøver hverken rationere den eller fordre særlig evner ud i spiritualitet eller stramme moraler for at få del i den! Vi skal ganske simpelt turde lade os bade i velsignelse, præcis som det sker i dåben, så vi fyldes med mod på livet med ALT det som et liv nu engang byder os på godt og ondt! Det er evangeliets kerne på denne midfaste-søndag, hvor Jesus ikke vil være konge, men derimod præcisere – hvis vi havde læst lidt længere frem i dagens tekst: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Johs 6,35)
Tillad mig at spole tiden frem til året 1890 i Oslo eller Kristiania som byen retteligen hed dengang – her møder vi en eksistens, der faster – ikke af religiøse grunde – ikke af rationelle grunde – han faster vist primært i en søgen efter mening … jeg citerer:
“En ung mand kommer til en by. Han har ikke noget navn, ikke noget hjem, ikke noget arbejde; han er kommet til byen for at skrive. Han skriver. Eller mere præcist: han skriver ikke. Han sulter til dødens grænse. (…) Den unge mand vandrer gennem gaderne: byen er en labyrint af sult, og alle hans dage er éns. Han skriver uopfordret artikler til en lokal avis. Han bekymrer sig om huslejen, om sine klæder, der er ved at gå i opløsning, om besværet ved at skaffe det næste måltid mad. Han lider. Han bliver næsten vanvittig. Han er aldrig mere end ét skridt fra sammenbruddet.
Dog, han skriver. Nu og da lykkes det ham at sælge en artikel, at finde en midlertidig udsættelse fra sin ulykke. (…) Men han er for svag til at skrive støt og roligt og kan sjældent afslutte de ting, han er begyndt på. Processen er uomgængelig: han må spise for at kunne skrive. Men hvis han ikke skriver, kommer han ikke til at spise. Og hvis han ikke spiser, kan han ikke skrive. Han kan ikke skrive.
Han skriver. Han skriver ikke. Han vandrer gennem byens gader. Han taler med sig selv i fuld offentlighed. Han skræmmer folk bort. Når han, ved et tilfælde, kommer til lidt penge, giver han dem væk. Han bliver smidt ud af sit værelse. Han spiser, og kaster så det hele op. På et tidspunkt har han en kort flirt med en pige, men der kommer ikke noget ud af det, andet end ydmygelse. Han sulter. Han forbander verden. Han dør ikke. Til slut påmønstrer han, uden nogen særlig grund, et skib og forlader byen.”
Sådan indleder den amerikanske forfatter Poul Auster sit essay om den norske forfatter Knut Hamsuns debutroman SULT. Bogens hovedperson, som vi ikke ved, hvad hedder, har kort og godt systematisk skilt sig af med enhver tro på ethvert system/idé/tro, og til slut, gennem den sult som han har pålagt sig selv, opnår han ingenting. Han har ingenting at holde sig i gang med – og alligevel går han videre. Han vandrer lige ind i det tyvende århundrede spændt ud mellem en begyndende mistro til fremskridtet (både teknisk og videnskabeligt) og en samtidig søgen ind i det gådefulde og ofte formørkede sind.
Der er i SULT ingen guder, der er ingen velsignelse, der er ingen værdier, der er til gengæld masser af væmmelse over andre mennesker – over deres lugt og deres udseende – og der er forbandelse i et væk over, at ingenting bliver til noget – især ikke hos ham selv … og jo mere sulten – forstået både konkret og symbolsk som en længsel efter mening – sætter sig igennem jo mere forvrænget bliver livet og dermed udsynet til verden. Intet hænger sammen – og hovedpersonen – den sultne mand er på alle måder ind-kroget i sig selv, så ind-kroget så der vitterlig ikke er plads til andre end ham selv og hans egen elendighed – og den er der knap nok rum for – midt i det klaustrofobiske må han opleve sig spændt ud mellem grandiose ambitioner ift skriverierne og en afgrundsdyb usikkerhed over hans egen formåen og det vist på alle fronter!
Er han da en karrikatur på det moderne menneske? Nej, det er han egentlig ikke! Men splitter vi den sultne eksistens op i enkeltdele, så kan vi måske godt genkende enkelte sider: rastløshed – længslen – selvoptagetheden – selvhøjtideligheden – hamster-hjulets daglige trummerum – tiden der flyder sammen flyder ud går i opløsning – kontroltab – intethedserfaringer etc. … Hamsun inviterer os indenfor i et menneskesind og dets psykologi, hvor Gudsriget på alle måder synes fraværende … alle værdier et opløst og mit spørgsmål er NU: kan Gudsriget virkelig omfavne et så fragmentarisk liv – dette liv der emmer af mere forbandelse end velsignelse – et liv der rummer én så diffus fortælling uden en lykkelig afslutning – uden håb?
Slet og ret er mit svar: JA! SULT kan nemlig også læses som et udtryk for den menneskelige uperfekthed, som det grundvilkår der følger enhver uanset religion eller mindset eller attitude. Forleden udbad en journalist sig et svar fra mig om, hvorvidt SYNDEN overhovedet spiller nogen rolle for mennesker i dag. Hvortil jeg måtte svare: Ja, for vi kommer jo slæbende med den hele tiden eller ihvertfald ofte – til præsten og til psykologen eller en tredje instans – og ugentligt snakker gerne mindst en blog eller damebladsklumme om den – eller måske har vi i virkeligheden valgt at putte den godt ind i en af sindets kringelkroge af lutter skam over ikke at magte det hele – ihvertfald lige indtil vi bliver mindet om den – indtil fortrængningen brister!
Så hvis synd er at forstå som uperfekthed – som fejl og mangler – som forkerte valg truffet på forkerte tidspunkter så JA! Hvis SYND er at vælge bevidst som ubevidst sit eget ego fremfor sin næste og/eller fællesskabet, så har synden da om noget aller højeste aktualitet.
Det er netop det uperfekte, der er tiltænkt den velsignelse som omdeles i form af brød og fisk! Det er den uperfekte, der bliver mødt med tro fremfor mistillid, med håb fremfor tomhed og med kærlighed fremfor ligegyldighed. Det er, hvad denne midfaste søndag handler om! Jesus vil ikke være konge – hans mission er en anden. Hans mission er at retningsangive Guds kærlighed. Den kærlighed der vil, at vi vælger livet sammen med hinanden. Den kærlighed der kan rumme både rastløshed, selvhøjtidelighed , kaos og intethedserfaringer. Den kærlighed vi får for intet og som vi derfor også er forpligtet til at række videre. AMEN
GÅ DA FRIT... 