Nuvel, det er agurketid og så ved vi traditionen tro – thi det er erfaret gennem efterhånden mange år, at det er svært at diske op med nyheder – nyheder, der både leverer relevans og substans … men topmålet ud i absurditet blev nået i løbet af ugen, da både Jorge Mario Bergoglio – biskoppen over Rom – og vist nok en mindre håndfuld folkekirkepræster slog fast: “uden gluten – ingen nadver” – altså ifølge Kristeligt Dagblad – det tidligere indremissionske tidende! Pludselig slog det mig … gad vide, hvad Jesus ville have ment om oblater uden gluten? … Ville han sige dur ikke eller ville han sige: Æd det!?
Siden Jesus gang på jord har teologer, præster og andet godtfolk påstået rigtig meget om, hvad sand kristendom er. De kirkelige retninger har opstillet dogmer – tros-regler – med afsæt i de bibelske kilder og andre ud – ikke af det blå – men ud fra kirkepolitiske grunde! MEN forhåbentlig får vi aldrig noget gluten-dogme i folkekirken, det vil vi lade den katolske dogmatik rode rundt med … for så ville vi være på spanden her i Budolfi: da vi både har dem med og uden … altså gluten!
Midt i disse teologiske mærkværdigheder, så er det godt, at dagens evangelietekst kan lede os tilbage på sporet og sætte fuld fokus – både med substans og relevans – på kristendommens kerne!
For hvad vi er vidne til i dag ER i grunden fortællingen om, hvordan missionen blev grundlagt! Den er på en måde en kusine-fortælling til dåbsteksten, der lyder: Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple.
Midt i hverdagens trummerum med den tilværelse, der gik op og ned … for det gør livet jo … var fiskerne kommet retur uden fangst! Ikke en eneste fisk havde de fået i nettet og på den måde var en hel arbejdsdag sådan set spildt … ingen salg, ingen løn, ingen mad … omsonst havde det været! Da var det, at Jesus kom forbi, sendte dem af sted og Peter sagde: “På dit ord vil jeg kaste garnene ud” – og resultatet blev, at fiskerne – de 3 “fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænge”.
Bogstaveligt kunne tur2 tolkes som et mirakel … milde makrel … fisk er vist også nok glutenfri … og den første turs skuffelse er med et med snuptag konverteret til fryd og gammen og fisk i uendelige mængder i de garn, som mændene havde kastet ud! MEN hvad der rent faktisk sker på den sidste fisketur er, at en ny vinkel på tilværelsen fødes og derfor fyldes – ikke bare garnene – men de tre fiskere: Simon Peter, Jakob og Johannes med evangeliets substans og relevans; de fyldes med tro, håb og kærlighed … de overdænges med tilgivelse – og deres snak om synd og deres følelse af rædsel tilsidesættes, fordi der er noget – eller rettere sagt nogen – der er vigtigere end deres eget føleri og ditto fornemmelser for synd! Hvad der er vigtigere end dem selv ER verden – ER “de andre”! Det er næsten – medmennesket – de bliver kaldet til at tjene!
Se, det er kristendommens kerne – menneskelivet er kernen! Og livet skal ifølge epistlens ord mødes med: medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Den fordring – den etiske fordring – pålægges ikke kun de tre, men også os – dig og mig!
Vi har et ansvar – sammen og hver for sig – for at bære budskabet om Guds kærlighed videre ud i verden … hvad vi får for intet, skal gives videre for intet. Det er derfor, vi holder kirke – hvor vi som sagt her i sognet har oblater med og uden gluten, fordi intet menneske skal holdes ude … enhver – med fed streg under enhver – skal kunne kommer forbi – spontant eller igen og igen – og modtage den tilgivelse, som gør det muligt at gå videre, hvis eller når etikken er smuttet og medmennesket stod mere i vejen end godt var … og ikke bare var sådan at møde på den altomfavnende Jesus-elskende-måde!
I fredags faldt jeg over en skrivelse, som biskoppen over Københavns Stift sammen med sine bispe-kollegaer har affattet til Folketingets Kirkeudvalg udfra spørgsmålet: Er det folkekirkens opgave at drive mission blandt ikke-kristne i Danmark? Spørgsmålet er på en måde næsten mere interessant end svaret, som jeg for interesserede her tillader mig at gengive i referat-form … jo, præsten er forpligtet på mission og skal møde både medlemmer og ikke-medlemmer, døbte og udøbte, migranter og ikke-migranter – og i en missions-situation altid ihukomme, at intet menneske kan komme imellem Gud og hin-enkelte! (en vigtig luthersk tro-regel – min kommentar). Og svaret slutter af med følgende sætning: ”Folkekirken som evangelisk-luthersk kirke er således ikke en frelsesinstitution, men et fællesskab af troende.”
Hvordan både spørgsmål og svar skal tolkes afhænger ene og alene af forståelsen af mission og hele dens væsen! Så her på falderebet, hvad er mission egentlig?
Rent historisk har mission som oftest været at drage ud i verden: som fx. dengang de søfarende fra Spanien og Portugal drog afsted for at opdage verden, så hoppede kirken med på galejen, for nu skulle evangeliet forkyndes for “de vilde” – alverdens folkeslag – imens sad en del skarpe teologer forøvrigt i central-europa og grublede over moder-kirken, skriften, traditionerne og dogmerne – og var med disse vigtige tanker med til at bane vejen for reformationen – den vi fortiden tiljubler folkekirken over …
I 1721 sejlede den norske Hans Egede mod Grønland og påbegyndte sin missionsvirksomhed blandt de indfødte inuiter – det var ikke nogen nem sag, kulturen var så anderledes og hele åndemanerierne kom missionæren aldrig overens med … for at gøre en lang historie kort så mente Egede, at før grønlænderne kunne blive gode kristne, så skulle de gøres til ordentlige mennesker …
I litteraturen har Hans Kirk beskrevet, hvordan en flok troende vesterhavsfiskere slår sig ned ved Limfjorden for bl.a. at missionere! Deres liv er dybt forankret i en benhård tro på, at enten fortabes man (ved egen “syndighed”) eller også ledes man til den evige frelse ved at efterleve en bogstavtro tilværelse i overenstemmelse med en streng gud og de medfølgende uopfyldelige tros-regler, som de mener, at Gud har befalet dem. Strengheden ender dog med at tage overhånd, da fx. Tea’s datter Tabita bliver gravid udenfor ægteskab – og den indremissionske præst møder op med karsk tale og derpå sendes ud af døren med Tea’s ord: ”De tænker mere paa Fordømmelse end paa kristen Kærlighed”
Mission og synds-erkendelse ER ofte gået hånd i hånd – dagens evangelium er et godt eksempel herpå, hvor Simon Peter falder på knæ og siger: “jeg er en syndig mand.” Men den store og afgørende forskel i min teologiske optik ER, om man selv erkender og udtaler sin egen synd eller om andre (fx. gejstlige/missionærer) bruger deres taletid på at fremhæve den hos andre som f.eks. præsten i Fiskerne.
Missionen har desværre haft en tendens til det sidste … og opskriften har lydt: JEG tordner for dig om helvede, død, fanden og synd og det på en sådan måde, at du ikke tør andet end erkende din synd – helst i fuld offentlighed – og så Jesus kommer og frelser! P.G. Lindhardt kaldte denne genre for svovl-prædikener.
I dagens evangelium er rækkefølgen den stik modsatte: HER kommer først kærligheden – den fylder fiskernes net – og derefter erkende Simon Peter så sin synd. Et bud på mission kunne derfor bygge på: medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Det er i den ånd, at evangeliet skal forkyndes for alverden – også her til lands … hvordan vor næste så hører, fortolker og forvalter det hørte, kan vi kun overlade til helligånden og hin enkelte … thi ingen kan eller bør lægge sig imellem Gud og den enkelte … og endnu vigtigere ingen – hverken pave, bisp, præst eller en helt 4. kan begrænse Guds kærlighed … med eller uden gluten – til mennesker. AMEN
GÅ DA FRIT... 