I 1867, efter Danmarks nederlag til Bismarck og preusserne (i 1864), forlangte den preussiske stat, at alle embedsmænd skulle, inklusive dem i det besatte Sønderjylland, aflægge troskabsed til den preussiske konge. Mange af præsterne i grænselandet nægtede og måtte som en konsekvens forlade deres menighed og flytte til Danmark – nord for Kongeåen.
En del andre valgte at aflægge troskabseden. Blandt andet Andreas Christian Ludvig Grove-Rasmussen i Gram. Han begrundede sin edsaflæggelse med, at han ikke ville lade menigheden i stikken og begrundede det med følgende bibelcitat:
Jeg er den gode hyrde, den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter. (Joh. 10,12).
Grove-Rasmussen twister mildest talt udsagnet – men den detalje kommer jeg tilbage til! Jesus fortæller til os i skriftstedet om sin metier i verden! Nemlig at han ER hyrden og at han sætter sit liv på spil!
Men tilbage til Grove-Rasmussen – i 1870 forlangtes det yderligere af præsterne, at de skulle bede for de tyske våbens sejr i den tysk-franske krig, der udbrød i året 1870. Dette nægtede Grove-Rasmussen. Adskillige andre af de danske præster i Sønderjylland afslog også at følge denne ordre om at bede for den tyske hær og dens tropper og måtte derfor forlade præstegård, sogn og dermed også embedet.
Grove-Rasmussen blev i første omgang i det sønderjyske, hvor han ernærede sig som boghandler. Han købte sig et hus i Gram, hvor han søndag efter søndag hen på eftermiddagen afholdt gudstjeneste. Men af økonomiske grunde – han fik jo hverken pension eller anden form for underhold – måtte han efter en tid opgive den lille frimenighed og flytte mod nord – til Danmark – hvor han blev kaldet til et nyt embede.
Men tilbage til bibelcitatet, der har sin rod i dagens evangelium og tilbage til min påstand om, at Grove-Rasmussen twister teksten. For det han gør, er, at han rask væk overfører Jesu ord på sig selv! Pludselig bliver præsten hyrden og menigheden er så fårene! Og det er præsten, der vil sætte sit liv til for menighedens skyld, når ulven – forstået som fjenden – kommer … hm … det lyder smukt og ædelt! I kirkehistorien findes der da også eksempler på en sådan adfærd, men for nu at blive jorden tro så holder denne applikation ikke rigtig – ihvertfald ikke i min optik!
Nu er det faktisk sådan, at glosen pastor betyder hyrde, og kirkens biskopper kan skrive hyrdebreve og nogen af dem har en hyrde-stav og så videre i den dur, så på den måde har Grove-Rasmussen ikke i et anfald af megalomani grebet denne “præsten som hyrde”-tænkning ud af det ingenting. Hyrde/pastor-billedet går tilbage til oldkirken, men i et reformations-år finder jeg det på sin plads at ruske lidt op i vanetænkningen – også den teologiske – bare lidt rusk …
Så spørgsmålet er ikke om Grove-Rasmussen har belæg for sin opfattelse af præsten som hyrden jf. kirkehistorien, men der hvor det skrider er nok nærmere i brugen af dagens evangelium som belæg for at blive i Sønderjylland. Hvad siger teksten egentlig?
Vi befinder os i Johannes evangeliet og et af kendetegnene i dette skrift er spørgsmålet: Hvem er Jesus? Og svarene – prædikaterne – kommer i en lind strøm igennem kapitlerne: Jesus er livets brød, han er lys, han er hyrde, han er en frodig eng og der er flere eksempler. Jesus er med andre ord ALT det, der er godt! Alt det vi som mennesker har brug for i tilværelsen.
Men ikke nok med det, Jesus sætter også sit liv på spil! Når han gang på gang konfronterer vanetænkning – baseret på enten moral eller religiøse love – så twister han udlægningen på en sådan måde, så menneskets værd altid overtrumfer tradition og et “sådan-plejer-vi-at-gøre-her”-regel-tyranni! Det være sig, da han sagde, at livet er mere værd end helligdagen/sabbatten! Det være sig, når han en gang for alle gjorde op med dødsstraf, præcis på den dag hvor han bad mændene rydde op i egne bedrifter før de stenede en kvinde til døde! Det være sig, da han fastholdt, at hvad vi putter i munden ikke er urent, derimod er det, der kommer ud af os urent. Og det være sig ikke mindst i påsken, hvor han red lige op foran templet – satte æslet på støttefod – og derefter gik bersærk mellem alle handelsbordene med deres udbud af offerdyr – spurve, duer, lam, okser etc.!
For at gøre en lang påske-historie kort, så 1) afskaffer han hele ideen om, at vi skal ofre til Gud 2) han gør op med hele den hierarkiske tænkning om, at nogen mennesker – qua deres status, køn, fromhed – er nærmere Gud end andre! Jesus sætter med andre ord Gud fri af det forhæng, han var spærret inde bag – så Gud igen kan blive forstået som kærlighed! Som den kærlighed der overvinder og overtrumfer alt i verden. Som den kærlighed der sætter sit liv på spil – for os – når ALT andet ramler! Når vi pludselig ikke kan holde, hvad vi har lovet os selv og hinanden … når vort indre – indbildske – hyrde-motiv krakelerer og det viser sig, at jeg blot er en simpel daglejer, der kun magter at hytte mit eget skind, når ulven pludselig står der …
Og på den måde tror jeg også, at Grove-Rasmussen (måske) måtte erkende, at der for selv (en nok så from eller kæk) præst er grænser for, hvor længe og hvor meget den der hyrde-tænkning egentlig rækker og strækker … – når først ulven hyler og modet svigter, så er det godt at vide, at der kun gives en sand hyrde – hans navn er Jesus Kristus og hans metier var at sætte menneskets fri af samtlige prædikater … sætte os fri, så vi både ser og forstår, at vores næste deler vi vilkår med … AMEN!
(TAK til psykiatri-præst – og jungiansk analytiker Henriette Heide-Jørgensen for at dele historien om Grove-Rasmussen)
GÅ DA FRIT... 