Når vi nu alligevel er i Luther-året, hvorfor så ikke hive et af de helt store principper ind – og lade det være omdrejningspunktet for dagens tekst-overvejelser … Princippet hedder på latin: Sola Scriptura – på dansk Skriften alene!
På Luthers tid betød det, at traditionen ikke kun blev sekundær, nej den fik i princippet ingen gang på jord indenfor evangelisk argumentation. Hvis argumentet ikke kunne hentes i de bibelske tekster selv, så var de overflødige i enhver sammenhæng, der vedrører “Gud – menneske” – og dermed “menneske – menneske”! På den måde afgik “plejer” ved døden – og i stedet skal argumenterne, opfordringer, udsagnene, påstandene, trøsten etc. “drive på Kristus”! Det vil sige, at hvad vi trækker frem i Guds eget navn skal vokse eller udvikles på de ord og handlinger, der udgik fra Jesu egen mund og hjerte!
Når vi altså skal tolke en tekst – for eksempel dagens evangelium -, så skal – hvad vi måtte hive ud af den – drive på Kristus! – og dermed ikke på vores eget for godt eller for lidt befindende – ej heller på flosset eller forstokket eller super moral – vores dom eller fordom over hinanden – eller hvad vi mener om guden – alt det kan vi sådan set godt pakke væk! ELLER rettere sagt: vi skal være klar over – og rede til, at vi måske – højest sandsynlig bliver modsagt – bliver korrigeret – konkret sat på plads af Jesu gøren og laden.
Hvad der altså bliver sagt her i kirkerummet skal drive på Kristus! Det skal drives af Ånden, der jf dagens epistel gør levende! Og dermed er jeg nået til det næste og lige så vigtige tolkningsprincip, som Paulus har lagt navn til: Vi skal tolke med Ånd – og ikke læse og forstå tingene bogstaveligt! For det bogstavelige slår ihjel – det bogstavelige tager – som oftest – ikke højde for hverken den tid, vi lever i – ikke højde for den hverdag, vi trækker/trækkes rundt med – ikke højde for det samfund, vi bygger vores love og principper på … det bogstavelige mener, det er muligt at læse og forstå de bibelske tekster uden indragelse af samtiden og kulturen og den så ofte udskældte tidsånd!
Selv vil den bogstavelige tolkning hævde, at den ene og alene hviler på Sola Scriptura – på skriften alene – og at den derfor driver på Kristus! Og dermed ikke står til falds for “samtidens luner” … og er dermed i stand til at levere den rene vare!
Jeg indrømmer gerne, at for mig er det kun muligt at fortolke de bibelske tekster gennem den tid, som jeg lever og ånder i! Gennem den hverdag, som vi sammen og hver for sig lever vore liv på godt og ondt i – i medgang og modgang. Tidsånden er ikke en dæmon – et uvæsen – tidsånden er den virkelighed, som vi kulturelt og intellektuelt og socialt og økonomisk og politisk etc. trækker vejret igennem – både ude og inde! Og når vi i ny og næ tænker, at ALT var bedre i gamle dage – hvor solen for eksempel skinnede hele sommeren – så er det værd at blive mindet om udsagnet fra Prædikerens bog i det gamle testamente: “Sig ikke, at alting var bedre i gamle dage. Det er ikke af visdom, at du siger sådan” – det kan én så tænker lidt over, når længslen efter fortiden melder sig.
Når Jesus i dagens evangelium sukkende fremsiger et Effatha, der betyder luk dig op, så vælger jeg en tolkning, der vil, at vi skal åbne os for verden – åbne os for hinanden – åbne os for den hverdag inklusiv – den måske til tider forvirrende eller flertydige eller modsigende – tidsånd – som vi indånder og lever af om vil/tør inddrømme det eller ej. Jeg tolker udsagnet som et opdrag til os om, at kristendommen handler om at bryde mure ned og turde møde livet, som det nu engang melder sig.
Når Jesus i dagens evangelium kigger op mod himlen før han sukkende fremsiger sit Effatha, der betyder luk dig op, så vælger jeg en tolkning, der hævder, at der er højt til himlen eller omskrevet, at i kristendommen er der højt til loftet. En metafor som tolkede vi den bogstaveligt i denne sammenhæng vil være det rene nonsens, men som åndeligt – og omsat til levet liv – betyder, at kristendommen er rummelig!
Jamen kunne én så hævde: ER der virkelig slet ingen grænser? Jo, tænker jeg, der er grænser – grænser for vores adfærd … f.eks. må vi ikke hindre de små i at komme til Jesus! De ord lyder ved hver eneste dåb! Vi må med andre ord ikke hindre nogen i at møde den livgivende velsignelse – og dermed tilgivelse, som Jesus til hver en tid møder enhver skabning med. Om det er i dåben eller ved nadveren eller ved et af folkekirkens øvrige ritualer, så må vi ikke … og det må vi ikke, fordi Guds kærlighed er grænseløs … præcis som Guds ånd er det! Den lader sig simpelthen ikke hegne ind – den lader sig ikke begrænse – “vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.” … sådan er det bare …
Jeg må ihukomme min første biskop – Salige Jan Lindhardt – til bispeeksamen formanede han os om, at det er vigtigt, at vi holder helligånden i kort snor! Det tænker jeg ofte på, for kan man egentlig det? Lader ånden sig virkelig sådan begrænse? Kræver den kort snor – jeg tænker naturligvis på hunde her – helligånden med et lækkert læderhalsbånd eller vil et af de der lede kvælerhalsbånd i stål med for eksempel indvendige pigge være en hjælp? OG nej, det Lindhardt mente var, at vi har en forpligtelse til at styre vore tolkninger og netop derfor gå i clinch med andres – især hvis vi finder dem helt ude i hampen. Selv holdt han sig aldrig tilbage – og delte hellere end gerne teologiske kindheste ud til dem, han var uenig med. Men hvad Lindhardt formanede os om var, at vore tolkninger altid skal drive på Kristus. Udlægninger, formaninger, trøst, påstande etc. skal drive på Guds kærlighed! Det er den livgivende forståelse af sola scriptura. Den er nemlig mennesket tro!
Her skal ikke deles kindheste ud (ihvertfald ikke lige nu) – og helligånden skal heller ikke udstyres med nogen form for hundesnor. Derimod skal dagens Effatha opmuntre os til at gå fra kirke med modet til at bryde mure ned og til at modsige bogstavtro fundamentalisme. Vi skal turde tro på, at gudsriget altid er mere end hvad vi selv mener eller evner at præstere eller magter at rumme! Guds kærlighed er i tiden – er altid i tiden – og det uanset åndens (med lille hverdsags å) kvalitet – sædernes eventuelle forfald og hvad vi ellers måtte ængstes over! AMEN
GÅ DA FRIT... 