“I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen” lød det blandt andet i den 2. læsning fra alteret – i epistelteksten. Og dette “I” tillader jeg mig så i dag at lade handle om “os”, der er samlet til højmesse i Budolfi … Skulle en enkelt eller flere tænke: “næ nej ikke mig”, så er det naturligvis helt ok at vriste sig ud af prædikantens trang til at indfange menigheden med sin lasso af personlige stedord …
Men tilbage til sagen: “I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen”. Den sætning er på mange måder god – og karsk – at begynde det nye år på. Egentlig er det jo fadervor, der er dagens omdrejningspunkt sådan rent evangelisk. MEN jeg vil frimodigt tillade mig at sige ja og amen til alle bønners moder og i stedet gøre denne nytårs-prædiken til en reflektion over sætningen: “I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen”. For det er jo så sandt, som det er sagt.
Ikke fordi det skal handle om de nytårsforsætter, som vi måtte sætte os om røg, motion og anden selvkontrollerende helse; fred være med dem. Det er derimod “det uforudsigelige”, det som ikke kan forudsiges, det der pludselig bryder og smadrer vore vante livsmønstre og arbejdsgange og tænkemåder … det der på både godt og ondt kan kaste os ud af hverdagens trygge hamster-hjul og måske for en stund sætte os skakmat … på både den glædelige og på den ulykkelige måde …
For begge dele er vi ikke herre over. Det glædelige og det gode, der sker os, spørger vi sjældent efter meningen i … og gør vi det, så er svaret som oftest kærlighed – og kærlighed gør godt og kræver sjældent en yderligere udlægning – jeg tror aldrig, at jeg har oplevet den som værende meningsløs.
Det trælse eller det direkte “onde”, der kan ramme naturen eller mennesker, søger vi – helt naturligt – en forklaring på. Vi har en indbygget idé om, at der må være en årsag – som vi ovenikøbet måske selv er skyld i – der har forårsaget virkningen … mennesket – de fleste af os – har det bedst med, at tingene hænger sammen …
Guds vrede – sådan som den manifesterer sig i dagens læsning fra salme 90: “Vi går til i din vrede” er ofte blevet tænkt ind som virkningen af menneskets fejltrin. Sådan at alverdens naturkatastrofer er blevet udlagt som Guds lærestreg til mennesket – ihvertfald ifølge visse præster og deres respektive kirke-samfund. Det være sig f.eks. i 1755 ved jordskælvet i Lissabon, som Brorson måtte skrive digtet “Lissabons ynkelige Undergang ved Jordskiælv” om og spørge hvordan Gud kunne lade det ske på en højhellig søndag alt imens fromme mænd og kvinder sad med foldende hænder i bøn midt i kirkerummet …
Man skulle så tro, at denne gøren naturens vildskab til en guddommelig udfoldelse, var en saga blot. Men lige så sikkert som amen i kirken er det, at hver gang en tsunami eller en tornado har hærget, så er der mindst en amerikansk tv-prædikant, der er ude og tale om Guds straf over som oftest menneskets promiskuøsitet.
Men ikke kun vejret har fungeret som forklaringsmodel – også opfordringen til det første korstog blev kørt af med den samme argumentations-teknik: Dengang “da Pave Urban II i 1095 italesatte muslimernes herredømme i Jerusalem (som havde stået på i århundreder) som en katastrofe og tilskyndede til korstog. Urban beskrev tabet af Jerusalem som Guds store chance til de kristne. Ved at gå i krig i Det hellige Land i stedet for at bekrige hinanden, kunne de kristne vinde deres frelse. Urban pegede på dét, der for ham og den folkemængde, der hørte hans tale, var en katastrofe: den jord, som Gud havde levet på som menneske i skikkelse af Jesus, er på ikke-kristne hænder! Urban gav også et slagkraftigt forslag til, hvordan hans tilhørere ville kunne handle, så den katastrofe ville få mening i deres liv: Gå i krig for Gud og bliv frelst. Gud vil det!” (teol.ku.dk kursus om Katastrofens meningsløshed/katastrofens meningsfuldhed).
Sidenhen er sygdomme – det være sig alt fra pest til aids – blevet anset som et konkret udtryk for Guds vrede og tanken om, at sygdom er en straf eksisterer stadig – og hvis det ikke er Gud, så må det være mig selv.
Spørgsmålet er bare om Gud kan bruges som forklaring i vort forsøg på at tillægge det uforudsigelige – det der pludselig melder sig i vort liv af katastrofer på det fysiske eller psykiske plan – det være sig individuelt eller kollektivt – mening. For nogen giver det måske ro/trøst at tænke sådan … men det er jeg nu ikke så sikker på, når alt kommer til alt. Jeg tænker ikke, at vi får svar på det store HVORFOR? hvorfor mig – med tumor eller som jordskælvsramt etc.
Derimod tænker jeg, at HVORDAN-ordet er yderst relevant i modet til at finde en strategi i forhold til den meningsløshed som f.eks. kronisk eller terminal sygdom automatisk må udløse spredte tanker om. Hvordan lever jeg med, hvad der har “ramt” mig? Hvordan kan jeg være i den afmagt, som på dage eller timer eller minutter vil være min faste følgesvend?
Måske er det netop bønnen, der kan hjælpe. Fadervor får vi skænket i dåbsgave – Luther skriver om bønnen: ”Som en skomager laver en sko, eller en skrædder en frakke, sådan burde en kristen også bede. Bøn er den kristnes daglige gøremål.” Selv bad Luther ifølge visse kilder mellem 3 og 4 timer dagligt, og han mente uden omsvøb, at dagen burde begynde og slutte med bøn. Det er nok de færreste, der i den danske folkekirken er så bøns-ambitiøse. I dag er der nærmere gået æstetik i bønnen og der er vist aldrig blevet udgivet så mange kreative og metaformættede bønner. Spørgsmålet er så bare om disse er relevante, når vi fanges i det store eksistentielle HVORFOR og skal finde en HVORDAN-strategi. Med andre ord hvordan bevæges vi fra fortvivlelsens rum over i det spæde ja … det JA, der vil livet på trods?
På alle måder afspejler fadervor – for her til slut at komme tilbage til dagens evangelium – det JA, som ligger indbygget i Guds gådefulde skabelse. Det JA som vil os ligemeget, hvad morgendagen – og det kommende år – så må byde ind med. Det JA der julenat bliver genfødt til et levende håb. Hvor Guds gammeltestamentlige vrede for altid er blevet blødgjort af barnet i krybben og hvor verden sammen med englene på alverdens sprog må synge, at Gud ER kærlighed … en kærlighed, der skal give os mod, når ordene “I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen” runger faretruende og ekko-agtig i vor erindring. Godt Nytår …
GÅ DA FRIT... 