Hvem siger folk, Jesus er?
Gennem kristendommens cirka 2000 år lange historie har der været og er der fortsat et hav af bud på, hvem Jesus egentligt er. De forskellige religioner og trossamfund har tænkt, overvejet og kommet med mere eller mindre gennemtænkte forslag. Som oftest går de artsforskellige spekulationer dog de fleste lukt forbi … mens andre lander lige midt i dagligstuen bedste sendetid og så går den halve kristenheden ellers i crescendo og kræver både bål og brand. Tænk blot på hvordan medierne slog flik-flak over præsten fra Sydhavnens mere eller mindre gennemtænkte opstandelses-overvejelser og den medfølgende debat – ja selv i Politiken, som vist nok helst ser sig selv omtalt som en hedninge-avis … eller ihukom dengang Tårbæk-præsten tog livtag med Jesus af Nazareth og trosbekendelsen.
Ser vi bort fra disse enkeltstående – og som sagt ofte medie-bårne – begivenheder, så har ingen som kunsten: litteraturen, musikken og ikke mindst maleriet tolket Kristus og det til stor glæde for de fleste af os. Fornem lige Budolfis kirkerum, som vi sidder i. Musikken, arkitekturen, malerierne, træskærerarbejdet, indretningen, alle de små detaljer. Det er her alt sammen for at henlede vores opmærksomhed på kristendommens kerne: Jesus Kristus.
Men hvem siger folk, Jesus er?
Lad os tage en mindre tour-de-force rundt i de bibelske tekster – en petit bibel-stund:
A.
Nogen troede, at Jesus var Johannes Døberen. Johannes, der levede et nøjsomt og strengt alvorligt liv. Overalt prædikede han, at frelsen var nær og derfor var det tid til omvendelse – jo før jo bedre. Især én troede, at Jesus var Johannes Døberen og det var kong Herodes Antipas. Johannes – moralens på mange måder bedste vogter – havde åbenlyst kritiseret kongen for først at lade sig skille og dernæst at gifte sig med sin brors hustru, som hed Herodias. Derfor var kongen virkelig bange for den folkestemning, som Johannes’ kritik foranledigede blandt de lovtro jøder.
Da kongen fejrede sin fødselsdag med fest og dans, så viste der sig et gunstigt øjeblik. Herodias datter – Salome – optrådte med en smuk dans, som krævede en særlig belønning. Derfor foreslog Herodias, at Salome skulle forlange Johannes Døberens hoved på et fad. Hun håbede dermed, at kritikken af deres ægteskab ville forstumme. Men ak nej, drab får sjældent folks snak til at tie. Der skete nærmest det modsatte, måske især fordi henrettelsen foregik på så pervers og makaber en måde. Så kongens frygt for Johannes Døberen blev blot forstærket yderligere af hans død.
B.
Andre mente, at Jesus var profeten Elias. Folket kendte beretningerne om Elias. Han havde med Guds kraft bespist en hel familie med blot en enkelt krukke mel og en kande olie (1.Kg 17,14ff). Han kunne bespise 100 mand med 20 byg-brød og en smule korn og alligevel var der overskud (2.Kg 4,42ff). Folket kendte også beretningerne om, hvordan Elias havde gen-opvakt en død dreng (1.Kg 17,17ff) og historien om Elias’ himmelfart. Om hvordan han blev taget op til himlen på en ildvogn i en storm. Elias var derfor slet ikke død og folk havde en klar forventning om hans genkomst.
Så var Jesus: Johannes Døberen, der levede en renfærdigt liv i streng lydighed overfor Gud og havde modet til at gå imod enhver magthaver eller var han Elias, der kunne give folk fred og ro og evig frelse eller var han lærer, rabbi eller profet? For profet var Jesus jo også, han vidste præcis, hvordan hans videre skæbne ville forme sig: ”at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.”
Jesu blev kaldt Herre, Guds søn, Davids søn – han blev kaldt Kristus eller Messias, der betyder den salvede. I Johannes-evangeliet følger et hav af metaforer ham: han er vejen og livet og sandheden – han sammenlignes med en frodig eng og med en dør, der fører ind til noget bedre. Og i dagens evangelium omtaler han sig selv som Menneskesønnen.
Hans modstandere kaldte ham for besat og dæmoniseret. Men summasummarum Jesus var ikke – og er noget entydigt menneske. Vi kan ikke sådan putte ham ned i en kasse og give ham en etiket i panden og sige, sådan og sådan er han. For Jesus er hele tiden meget mere end det, vort sprog kan rumme. Han sprænger vore forestillinger og begreber. Måske er det også netop derfor, at vi igen og igen vender tilbage til de samme tekster og de samme teologiske problematikker, for Jesus bliver man ikke sådan lige færdig med! Og derfor bliver vi også ved med at spytte mere eller mindre plausible fortolkninger ud …
Gennem evangelierne bruges de forskellige tilnavne alt efter hvilken situation, han befinder sig i. Men næsten uafhængig af situation og dermed tilnavnet, så stiller Jesus sig op som et spejl foran os. Så vi dermed får mulighed for at se, hvem vi egentlig selv er. Når vi for eksempel vil fordømme den anden, så fortælles vi beretningen om kvinden, der blev grebet i hor og som ifølge loven skulle stenes. Men Jesus kommer med en omvendt tolkning. Han sprænger lovens ramme og tillægger den en ny præmis: Nemlig, at den der kan kalde sig syndfri, kan kaste den første sten. Han tvinger dermed sine tilhørere – dig og mig – til at se indad og stille spørgsmålet: Hvem er jeg? Er jeg syndfri … eller har jeg ikke noget at lade den anden høre – og derfor bør jeg nok lægge min sten, gå i enrum og overveje, hvem jeg egentlig er. Og endnu mere vigtig han gør plads til hin enkelte – der skal være plads til individet i gruppen eller samfundet om du vil! Mennesket er altid over loven – det er sand kristendom.
Jesus sprænger vore egne begrænsninger og gør os til mere end, hvad vi som oftest selv synes, vi er. Han skærer igennem de forskellige lag af påduttede klicheer, diagnoser, etiketter og selvudslettende neuroser. Skære lige ind og rammer os i hjertekulen og afslører for os, at vi i hans øjne altid er langt mere end hvad vi selv måtte tro, mene og synes! Altid mere og vel egentlig aldrig mindre …
Men I, hvem siger I, at jeg er?
Peter kommer med svaret: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Peter rammer rigtigt og det i første svar. Og det han har ramt er kirkens bekendelse. En bekendelse som intet menneske kan tænke sig til eller erfare i verden. Bekendelsen er og forbliver troens gåde: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”… og disse ord er slet og ret kirkens hele grundlag. Kirkens grundlag er derfor ikke de mursten, der bærer kirkerummet her eller andre steder. Kirkens grundlag er ej heller pave, dronning, biskop, provst eller præst eller andre timelige mennesker. Kirkens grundlag er ikke storslået fromhed, personlige tros-meriter.
Kirkens grundlag er derimod det Ord, der sprænger vores egen selvforståelse og dermed vore egne idéer og konstruktioner om, hvad Gud er for en størrelse. Kirkens grundlag er det Ord, der peger hen mod manden på korset – Jesus Kristus – og mod alle de ord, der rummer og summer og emmer af tro, håb og kærlighed.
Tro, håb og kærlighed – denne helt særlig treklang, som gennemsyrer al redelig kristendom – skal igen og igen opmuntre os til modigt at være i verden – sammen og hver for sig – også når verden går os imod eller vi går verden imod … Og det er vel i grunden slet ikke så skidt endda.
GÅ DA FRIT... 