“Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?” … Ja, der er vel egentlig ikke noget at sige til, at de må stå der med store øjne og bare glo på dette højst mærkværdige syn: At en sky kommer forbi og vupti så farer Jesus til himmels.
Det kan godt være, at vi – eller nogen af os – bøvler med påskemorgens opstandelse og hvordan den nu kan eller skal tydes i forhold til bekendelser, lærde, bisper og andre gode rettroende folk. Den morgen hvor kvinderne kom ud til den tomme grav og der fik at vide, at han – Jesus – ikke er her: Han er opstanden – han går i forvejen for Jer til Galilæa …
MEN Kristi Himmelfart slår på en måde opstandelses-begivenheden i sin egen absurditet – forstået som en begivenhed, der trodser ALT det vores fornuft og fantasi og følelsesregister kan rumme på en og samme tid! Den er på en måde for science fiction agtig … lidt ligesom når vi ser den gamle amerikanske tv-serie Star Trek, hvor personer flyttes rundt ved hjælp af en art fremtidsmaskine, der kan beame folk op – flyttet dem hurtigere end lyset fra et sted til et andet. Evangeliet er naturligvis ikke science fiction. Evangeliet er derimod beretningen om Guds væren i verden – om Jesus, der blev født i en stald julenat – og som døde en pinefuld død på et kors langfredag – for at genopstå påskemorgen – og som vi hører det i dag, fór til himmels (40 dage senere) – for i pinsen at returnere som hellig ånd. Evangeliet handler kort og godt om Guds kærlighed til mennesket – til hele folket og det over den ganske jord.
Sagt på en anden måde; den sten i skoen og det kors for forstanden, som vi måtte blive – før eller siden – overrumplet af, fordi vores fornuft ofte ikke kan rumme mere end en simpel 2 dimensionel-fortælling i tid og rum er for en stund – og det er lige nu – uendelig ligegyldig. FOR i dag handler det om himlen: om det “grænseløse og det ophøjede” (Jørgen Schultz. 35 prædikener fra Vartov kirke 1975) – om, at den relation vi kalder: “menneske og menneske imellem” er omsluttet af mere end det, som vi siger til hinanden på godt og ondt – mere end det, som vi gør eller glemmer eller manipulerer hinanden til … ja, endda mere end det vi elsker og opmuntrer hinanden til … OG netop derfor blev Jesus 40 dage ekstra på jorden efter sin opstandelse – som ingen ganske vist så – 40 dage brugt på at trøste de angste kvinder og mænd, der både var i sorg og fortvivlelse over, om det nu også kunne være sandt, at Jesus virkelig havde overvundet døden … 40 dage hvor Jesus måtte opmuntre dem til at fortsætte, hvor han konkret slap … fortsætte med at prædike, at kærligheden er det største – det største af ALT uden undtagelse – at den sande kærlighed er grænseløs og at den ophøjer ethvert menneske uden undtagelse! Ophøjer det til at være mere end det selv kan tro og tænke sig til: nemlig et sandt og et elskeligt Guds barn!
Præcis som det lød ved dåben lige før, da den lille pige ved navns nævnelse og de 3 håndfulde vand og Ånd fik syndernes forladelse og det evige liv … Der omkring døbefondet hørte nemlig også vi ordene om: at gå ud i verden … at også vi skal gå ud i verden og sprede verdens vigtigste budskab! Budskabet om, at kærligheden er det største!
Vi skal sprede det i ord og vi skal sprede det i gerning! I ord og gerning skal kærligheden spredes. Ikke for at bringe os nærmere Gud – eventuelt med nakken bøjet godt tilbage og blikket fast fæstnet mod himlen – men vi skal sprede kærligheden for at gøre vores næste godt! Det er ok, at vi for en stund især i dag må stå med himmelvendte – men når vi går fra kirke, så er det – ikke med sænket blik – med med horisontale øjne – hvor vi har fået i opdrag at turde se på hinanden …
Vi skal ophøje hinanden – ikke til små hel- eller halv- eller afguder, men vi skal forsøge – og mere end forsøge kan det vel aldrig rigtig blive til ?! – MEN vi skal altså – forsøg eller ej – til stadighed ophøje hinandens menneskelighed. Vi skal turde få øje på muligheder fremfor umuligheder. Vi skal indgyde mod og vi skal gøre det igen og igen og igen …
OG før jeg nu selv letter og flyver til himmels i en ballon af små – etiske – og – moralsk – korrekte -varmlufts – ord … i min måske absurde tro på ALT det, som vi burde og måtte og skulle … OG som vi rent faktisk også skal kunne give hinanden, hvis vi da lige var som de der renskurede engle med sunde interesser og uegennyttige tanker … så lad mig lige skrue hælene ned i den nordjyske plovfure og ihukomme, hvad vi også skænkes – skænkes kvit og frit for intet – nemlig syndernes forladelse … ordene om at ALT er forladt … FORDI kærligheden er det største … og fordi den er grænseløs … derfor kan Gud love os mere end vi kan holde: nemlig at han på trods af vores svigt, fejl og mangler altid er med os! Med os alle dage lige indtil verdens ende …
GÅ DA FRIT... 