Når nu vejret har besluttet sig for at være meget mere grøn-november eller i bedste fald lun-april, så er det en sand fryd, at vi har højtiderne at ty til. Og ikke nok med, at vi har de kristne højtider, vi lever gudskelov også i et samfund, der gir den fuld gas! Knap har vi smidt halloween-græskarene på møddingen før de første julegavekataloger banker ind gennem postkassen og tager os med til drømmeland … og mens dagslyset stødt og sikkert minimeres og dagene bliver kortere og kortere og vi tungt slæber os mod vintersolhverv, hvor altid ingen vender, så tændes der flere og flere lys inde som ude … parceller landet over plastres til med finurlige lys-dekorationer og i midtbyen stråler butiksvinduerne om kap ud i nisse- og snelandskaber, som minder os – på den nostalgiske måde – om, hvordan vi helst vil huske vores barndoms jul …
Julemanden er også en obligatorisk aktør gennem hele december. Han har sin oprindelse tilbage i det 4. århundrede og kendes som Sankt Nikolaus. Han dør den 6. december år 343. Hvert år mindes han og børnene får gaver – vel at mærke de artige børn! Her er der kun plads til de søde børn og langsomt udvikler Nikolaus-figuren sig og han får sig en medhjælp – KRAMPUS – som har til opgave at straffe de uartige børn. Der findes nogen virkelig skønne gamle fotografier af Krampus, der kommer forbi og indfanger de frække børn og putter dem i en stor sæk efter, at han har rykket dem grundigt i ørene – og på et andet foto flyver han afsted på en stor kost med hele 9 (frække!) spædbørn bagpå …
Den julemand, som vi primært kender i dag og som er fast inventar i de fleste storcentre og sikkert også i mange hjem, er den standartiserede, som læskedrikken Coca Cola reklameopfandt i 1931 ved kunstneren Haddon Sundblom. Julemanden er her en stor mand med et kæmpe hvidt skæg iført hvid vams med et bredt sort bælte om maven. Han er uden omsvøb blevet en venlig og sød mand, og hans hjælper: den djævelske Krampus er med et snuptag retoucheret væk … thi Krampus er vist ikke den rette figur der kan sælge cola i massevis …
MEN julemandens spørgsmål til de små drenge og piger, der sidder på hans lår er slet og ret det samme, som det altid har været: “Har du været sød i år?” – og på den måde kunne én jo snildt tro, at julen kun er de sødes højtid … bum bum … at her kun er plads til artige børn og til artige voksne … OG lige nu kunne vi så gøre os en kollektiv fortrængning og med krydsede fingre nikkende forsikre hinanden om, at vi skam er de artige – os her i Budolfi … eller vi kunne se realiteten i øjnene og sige … nå, men så må vi hellere slutte her … aflyse resten af julefesten … og så gå slukørede hjem i og med al vores uartighed …
Hm … på de sociale medier så jeg først på måneden en poster – og jeg oversætter lige fra engelsk til dansk – hvor der stod: “Kære Julemand. Jeg skriver for at fortælle dig, at jeg har været uartig og det var det hele værd. Din fede dømmende skiderik”.
Sådan!!! … tænkte jeg … endelig et opgør med den der artigheds-mytologi … for intet menneskeliv kan jo udleves – gennemleves i en sådan opdeling med “sød – ikke sød” eller mere præcist mellem “god og ikke-god” … og intet menneske kan leve et ansvarligt liv, hvis det skal leve under en dom, der – efter forgodtbefindende – svinger mellem enten, at ville dig det godt eller ville dig det ondt … der altså enten vil opmuntre dig og give dig mod til at være i verden med al dens sikre og usikre mangfoldighed – eller som vil banke dig ned og den ganske tid fortælle dig, at du ikke er god nok, sød nok, artig nok …
Jesus-barnet – som er den kristne julehøjtids hovedperson – kom til Planet Jorden for at udviske de skel, som vi den ganske tid sætter op imellem hinanden – fx. “os og dem” – “ren og uren” – “inde og ude” … Jesus brugte sit hele liv på at hente det menneske ind, som af den ene eller anden grund var sat udenfor fællesskabet – thi ethvert menneske er skabt i Guds billede – skabt til at leve og elske.
Jesus kom for at give dommen ny mening og den mening hedder kærlighed. Igennem kærligheden kan og skal der dømmes – andet er ikke muligt. Julenat i Betlehem kom det lille Gudsbarn med budskabet om, at Gud ER kærlighed og at kristendommens opgave – eller mening om man vil – er at opmuntre os alle – uden undtagelse – til at leve og elske hinanden i kærlighed. For som der står skrevet, så skjuler kærligheden en mangfoldighed af synder, den skjuler en mangfoldighed af unoder – af uartigheder … og Jesus kom altså ikke til planeten for at belønne de søde og de artige … han kom heller ikke for at putte nogen i en sæk og gemme dem væk … Jesu kommer derimod midt i vores mangfoldighed af brogede traditioner af: nisseskæg og stærke øl og flommefedt og stress-skænderier og julelængsler og familie-skærmysler og musetrapper og hvad vi ellers har – KOM for at velsigne – for at blåstemple vort liv, sådan som det udspiller sig lige her og nu … og som det må udspille sig i aften og de kommende juledage og når nytåret melder sig og når alt igen bliver hverdag – og når nogen af os atter går i hamsterhjul-mode og dagligdag også rimer på trummerum … JA, Jesus kom for at velsigne os og minde os om, at kærlighed er altings mål … Glædelig jul!
GÅ DA FRIT... 