I 1987 blev verden et nyt begreb rigere med den engelske glose: Overwiev-effect – på dansk forstået som en slags ”overbliks-effekt”. Det var den amerikanske astronaut Frank White, der introducerede ordet. Overwiev-effect henviser til den oplevelse, som mennesker, der svæver rundt i rummet, får, når de på denne lange afstand iagttager jorden. De ser pludselig ned på en skrøbelig kugle af liv, der bare hænger der og svæver i tomrummet. Herfra kan de nationale grænser overhovedet ikke ses og dermed anes heller ikke de mange konflikter, der skiller os og smadrer mennesker ad helvede til. Derimod oplever de pludselig et stort behov for, at vi – menneskeheden – samles om at beskytte denne ”blege blå prik” – forstået som skabelsen med alle dens mennesker, dyr og natur. Frank White beskriver, at en særlig ærefrygt melder sig og en dybere forståelse for al tings sammenhæng – en forbundethed menneske-menneske imellem og mellem mennesker og den skabte omverden. En følelse af omsorg for at tage ansvar for jordkloden melder sig.
På en måde må det have været det samme, som de tre vise mænd oplevede den dag, de fik øje på stjernen, som forfatteren til Matthæus skriver det: ”Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.”
De 3 konger – for det var de jo foruden at være vise mænd – kommer ifølge legenden fra hver deres land: Kasper er konge i Persien, Baltazar er konge i Nubien (et land midt i Afrika), og Melchior er konge i Egypten (fakta: Kaj Mogensen 2015) – de er forskellige af både alder og hudfarve. MEN fælles er de i længslen efter fred! Deres evne til at tyde stjerner leder dem på vej! Forudsigelsen vil nemlig, at samtidig med denne helt særegne stjernefødsel, så vil også Messias blive født! Stjernen er da det konkrete tegn, der viser ned på, at Gud bliver menneske.
En kærlighedens konge skal åbenbares for verden. En konge der for altid vil stå i modsætning til samtlige jordiske herskere i det store som i det små, for hvem magten er det alt afgørende – og som vil den for enhver pris …
Herodes vil den om nogen … og derfor har han hyret de 3 vise til at spionere og fortælle ham, hvor hans p.t. fjende nr. 1 – spædbarnet i krybben – er og han er bestemt ikke alene om at ville myrde gudsbarnet – eller ”tage det ud”, som det så neutralt hedder på militærsprog. Det lille Jesusbarn er også en torn i øjet på flere af de forfærdede i Jerusalem. Med dagens evangelium bliver det derfor åbenbaret for os, hvordan det skal gå Jesus! Det store drama mellem liv og død – mellem kærlighed og ondskab er sat! Påskens begivenheder anes mellem linjerne.
De 3 vise konger er sendt af sted på en mission. Spørgsmålet er så bare om den skal være i kærlighedens eller ondskabens tjeneste. Vælger de barnet eller vælger de Herodes?
De vælger, som vi høre det: kærligheden. I huset hos Mor og Barn må de 3 falde ned på deres knæ og tilbede den lille Jesus! De bliver ramt og overvældes af barnets lidenhed og skrøbelighed – ja, man kan vel godt sige, at de rammes som astronauterne af en art Overwiev-effect og kan derfor ikke andet end trodse Herodes. Mødet efterlader dem fuld af trangen til at beskytte kærligheden – passe på kærligheden selv! Nuvel, de hjælpes på vej af et drømmesyn. Men hvad de har mødt – ansigt til ansigt – under stjernen sætter spor langt ind i krop og sind.
Hvor Herodes vil sig selv og sig selv og sin helt egen magt på løgnens præmisser, så vil de 3 vise mænd ”den Anden”. Vil det andet menneske! Vil mennesket med både dets lidenhed, dets skrøbelighed, dets svaghed – med alt det, som vi kalder liv – liv i afmagt – liv i utilstrækkelighed – hvad jo netop kendetegner et spædbarn – ja, vel i bund og grund kendetegner mennesket! Dig og mig.
Relationen: ”du og jeg” er kristendommens centrale kerne. Syns-retningen ændres julenat og her på denne helligtrekongers søndag manifesteres denne retnings-ændring for alvor. Hvor folk tidligere har lagt nakken tilbage for at spejde og måske – hvis det overhovedet er muligt ?! – få øje på det (lyder udefinerbart) guddommelige, så hjælper stjernen og i hvert fald de 3 vise mænd os med at sænke blikket! Sænke – og se – se på det ganske konkret levende spædbarn for dermed at forstå, at vi – ”du og jeg” – er afhængige af hinanden. At vi bliver nødt til at forstå, at hvis vi ikke tager ”jeg – du” relationen lige så alvorligt, som de 3 vise, der jo netop ikke vendte tilbage for at aflægge rapport til Herodes, så får glæden trange kår og freden udebliver.
De 3 vise konger var på en mission. De gik – de så – de bønfaldt – den uforfalskede glæde i det skrøbelige. Og de gik videre, fordi de indså, at hvad de lige havde mødt var af så uvurderlig en vigtighed, at beretningen om gudsbarnet skulle bringes videre. Bringes videre for livets skyld! Så du og jeg i dag lidt over 2000 år senere kan forstå, at hvad der fødtes julenat gør det muligt for os at vælge kærligheden frem for ondskaben! Kniber det … og modet alligevel svigter, så vi ender med at vælge os selv (det sker jo) og vores ensomme ego er os alt nok … så hænger vi alligevel sammen som ærtehalm … og forhåbentlig kommer der en Anden til os! Ser vores skrøbelighed, tør rumme vores svaghed, rækker hånden frem og trækker os med ud i lyset! AMEN
GÅ DA FRIT... 