I fredags skrev en ung kvinde følgende på et af de sociale medier: “I morgen er det 20 år siden, at min farfar, mine to onkler, min 15-årige fætter og 8368 andre mænd og drenge blev brutalt slået ihjel og smidt i massegrave i den største etniske udrensning i Europa siden 2. Verdenskrig.” #NeverForget
Det er Srebrenica-massakren, som kvinden skriver om! Hun beder os alle om ikke at glemme, hvad der skete. Så hvad var det egentlig lige, der skete? Tillad mig ganske hurtigt at ridse et par historiske fikspunkter op. Med murens fald og opløsningen af det tidligere x-Jugoslavien begyndte landene i området, der tilsammen havde dannet det kommunistiske Jugoslavien: Slovenien, Kroatien, Bosnien, Serbien, Montenegro og Makedonien for alvor at røre på sig. De ønskede hver især løsrivelse og selvbestemmelse. Ønsket om selvbestemmelse indebærer i sagens natur, at andre dermed ikke længere skal eller kan bestemme over én.
Netop dette var tilfældet i Bosnien. Landet bestod i 1991 af 44% muslimer, 31% serbere, 17% kroatere og 8% smågrupperinger. Ved en folkeafstemning den 1. marts 1992 vedtog befolkingen en løsrivelse fra Jugoslavien. De 31% bosniske serbere boykottede dog afstemningen og udråbte istedet deres egen selvstændige republik med hovedstad i vintersportsbyen Pale lige uden for Sarajevo med Radovan Karadžić (født 1945 – børnepsykiateren) som “præsident”. Fra selve Serbien fik de masser af våben og med paramilitære styrker begyndte de bosniske serbere erobringen af store territorier i Bosnien og iværksatte den årelange belejring af hovedstaden Sarajevo.
Landet var i borgerkrig – 3 religiøse grupper: muslimer og ortodokse (serbere) og katolikker (kroatere) – udkæmpede, hvad der siden er blevet kaldt den grusomste krig i Europa siden 1945. Alle var i krig mod alle. Tidligere havde folk levet fredeligt dør om dør, ingen havde sådan gået og tænkt over hvilken religion eller konfession naboen dyrkede. Fællesskabet havde bestået så fint med de forskelligheder, der var en realitet.
Om det var en religionskrig eller ej bliver forskningen nok aldrig helt enige om! Vi vil helst kalde krigen for en etnisk konflikt og det er den sådan set også. Men et faktum er det også, at de 8372 mænd og drenge, der koldblodigt blev henrettet – aflivet – i disse dage for 20 år siden i Srebrenica alle var muslimer. Og bødlerne der foretog den etniske – eller skal vi sige religiøse – udrensning var af serbisk herkomst, det vil på en eller anden måde sige tilhørende den ortodokse kirke. Netop derfor er det nærliggende at tale om en religionskrig mellem kristendommen og islam. De serbiske magthavere og deres ortodokse kirkevenner var da også fuldstændig overbeviste om, at Bosnien var på vej til at blive en islamisk stat. Derfor var krigen nødvendig! Det kunne ikke være anderledes, hvis Serbien incl. Bosnien – som serberne historisk tænkte sammen – skulle forblive en kristen nation.
OG så er det jeg endelig er nået frem til det ene af dagens 2 spørgsmål: ER religionerne skyld i alverdens krige, sådan som det ofte hævdes? Mit svar er kort og godt NEJ! På samme måde som det ikke er knivens skyld, at folk bliver dræbt ved knivstik! Der skal et menneske til at føre kniven – til først at vredes – til så at gribe den – for endelig at stikke den ind i den Anden – på samme måde skal der mennesker til at fortolke religionen – udlægge den (helst ift tid og sted) – og eventuelt spænde den for en ideologisk – f.eks. nationalistisk – vogn, som det skete i Serbien.
Dagens evangelium er et fint eksempel på, at tekster skal udlægges, ikke med skumle ideologiske bagtanker men udelukkende for menneskelivets skyld!
Jesus er i gang med at fortolke loven! Det er forbudt at slå ihjel, står der i de 10 bud … javel, det ved vi, den norm gælder vist i de fleste kulturer. Men Jesus skærper budet og sidestiller vrede med drab! Giver det overhovedet mening i en “vredes-kultur” som vores, hvor vi så let farer i flint i f.eks. supermarkedskøen, hvis damen i kassen ikke åbner kassen ved siden af, så jeg ender med at stå her og vente i uger og dage … og hvor vi – eller ihvertfald en pæn del af os – i trafikken kører rundt som små tikkende bomber, der nægter at give plads til den Anden … for jeg kom jo først …?
JA, det giver mening at tale om VREDE må svaret kort og godt være; det giver rigtig god mening, at Jesus vil, at vi skal forliges med den Anden, før vi vælger at fare ind i kirkens fine gemakker … vi SKAL forliges med hver andre – det er en pinedød nødvendighed. For kristendommen er relation – relation mellem dig og mig eller lidt mere filosofisk sagt mellem JEG’et og DU’et! Vi hænger sammen som ærtehalm – intet menneske – på trods af alle de forskelligheder vi hver især kan diske op med hos hinanden – lever for sig selv – alle som én er vi afhængige af hinanden! Sat på en spids vil jeg hævde, at ALT hvad vi har og kan er skænket os … og det fra undfangelse til død … skulle vi blive i tvivl, så kan vi vende blikket og se på det lille dåbsbarn! Så små og afhængige har vi alle været … og nogen af os er det nok stadig i ny og næ …
Vi er AFHÆNGIGE af hinandens evne til at forsone og tilgive. Sådan så når jeg træder ved siden af og sårer dig og gør dig ked eller direkte ondt, så er mit liv afhængig af, at du på trods rækker hånden frem og siger ok, lad os gå videre sammen, for ellers vil det dyrebareste – vores relation gå itu. Sådan er det i det små! Og sådan er det i det store.
Netop derfor virker det så bizart at udråbe et land til at være kristent – det være sig på Balkan eller i et regeringsgrundlag! Og dagens andet spørgsmål må derfor lyde: Giver det overhovedet mening at tale om, at et land er kristent? Svaret er NEJ! Med mindre projekt “kristent land” går ud på, at fortælle den Anden, at her til lands er der noget, som han eller hun ikke må eller ikke kan eller ikke skal … men det er jo ikke kristendom! Kun et menneske kan være kristent. For det er kun et menneske, der kan tro! Et land kan ikke tro på noget.
Et land – en nation – skal sætte rammerne – og her til lands har vi en grundlovssikret ret til at tænke, skrive, tale, elske og tro frit! Det kan eller skal ingen stat eller noget menneske eller noget parti blande sig i! Du må tale med ånder og hviske med dyr, fordi du var indianerdreng i et tidligere liv, hvis det er, hvad du vil. Dit valg af gud kan ingen ikke blande sig i.
Den unge kvinde, der for 20 år siden mistede 4 nære slægtning ved den brutale nedslagtning i Srebrenica, minder os i dag om, hvad kristendom er! Det er til stadighed i mødet med den Anden at søge forsoningen. Det er at tage hånd om den Anden! Der er i kristendommen en indbygget etik! Du udråbes i dåben ved navns nævnelse til at være et Guds barn og med de ord følger der både velsignelse og pligten til at elske vores næste! Det er, hvad vi aldrig må glemme …