”Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord” – sådan står der skrevet i den epistel, som blev læst fra alteret før dåben. ”Bag lyset” er en metafor. Vi kan blive ført af en anden, men vi kan også være den, der forfører. Vi tager magten – bevidst som ubevidst – og på den fordækte måde forsøger vi så at få den anden til at agere eller tænke eller føle, hvad der nu måtte passe ind i vores kram. Vi gør den anden ufri og manipulerer derudaf – manipulation betyder slet og ret føre med hånden.
Lyset er godt; det er i lyset, at det fordækte må pakke sammen. Lyset symboliserer erkendelse og viden. Indenfor den europæiske historie benævnes perioden fra cirka 1690 til 1800 for oplysningstiden. Kloge mænd og ganske få kvinder satte vigtige spørgsmålstegn ved den tids 2 store autoriteter: konge og kirke; altså ved den magt der uden omsvøb definerede verden for alle undersåtterne. Det var også i den tid, at naturvidenskaben for alvor gjorde fremskridt – over alt blev naturen og mennesket vejet og målt og iagttaget fra samtlige vinkler. I stedet for overtro, hjemmestrikkede idéer om universets sammenhæng og anden – ja, undskyld mig – tågesnak, så skulle fornuften banen vejen. Bane vejen så mennesket netop ikke blev ført bag lyset – af tomme ord – men i stedet via viden og erkendelse skulle frisættes! Sættes fri af bundetheden til religion og tradition.
Fornuften blev altså det ny (sort)! Det hotte! Måske fornuften ligefrem blev den ny gud?! Nu skal det så straks nævnes, at helt ny var fornuften så alligevel heller ikke, de gamle grækere talte også om den. Aristoteles mente f.eks., at fornuften måtte være det guddommelige princip bag hele verdensordenen.
I oplysningstiden fik fornuften prædikatet sund – sund fornuft. Det var bl.a. Holberg – jeg skal ikke gøre mig klog på, om det faktisk er ham, der introducerede den. Men den sunde fornuft henviser til, at mennesket skulle have en naturlig evne – medfødt – til at tænke eller ræsonnere uafhængig af, hvad andre – i dette tilfælde autoriteter: kirke og konge – mente, at vi skulle mene. Ud af denne tid fødtes også religionskritikken. Det vil sige, man rundt omkring – på filosofisk og teologisk plan – begyndte at diskutere religionens indhold med alt, hvad det indebærer. Og i en positiv udgave kunne en sådan diskussion f.eks. tage sit udgangspunkt i sætningen: ”Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord”.
For det er åbenbart de ”tomme ord”, der fører bag lyset. Det er de tomme ord, vi skal være på vagt overfor. For det er med dem, der kan manipuleres.
Satan, som vi hører om i dagens evangelium, betyder på græsk ”bagtaleren” eller slet og ret løgn. Satan er symbolet på løgnen. Løgnen der står i direkte modsætning til livet og dermed til kærligheden. Når det er sagt, så lad mig straks slå fast, at løgnen hører livet til. En læs-let-undersøgelse (gengivet på netsiden Østrogen 9.11.2012) hævder, at 9 ud af 10 mennesker dagligt lyver – og vi gør det vist stort set fra, vi slår øjnene op om morgenen. Det være sig om alt: lige fra at en kollega spørger, om man kan li’ hans nye briller til, at vi lige selv-promoverer – det vil sige taler os lidt bedre – for at opnå mere status. Vi lyver ofte om, hvordan vi egentlig har det og vi lyver gerne, når vi vil have, at andre skal synes om os.
Psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen har forsket i løgn og hævder, at den ligger dybt i os og at vi bruger den både bevidst som ubevidst for at vinde fordele. Mennesket er et flokdyr, hvor det hele tiden handler om, at vi skal bevæge os opad i hierarkiet. Eller sagt mere psykologisk og mindre biologisk: vi er alle sammen i relation med hinanden og disse relationer er ikke altid i såkaldt øjenhøjde, faktisk er mange af vore relationer asymmetriske, hvor små eller store magtkampe udkæmpes og løgnen hjælper os til at få kontrollen over den anden. Løgne for egen vindings skyld for at vinde position eller gunst fører i bund og grund mistillid med sig; hvorimod løgnen overfor den anden (i virkeligheden synes jeg, at hans briller er grimme og i den grad misklæder ham) skåner både ham og vores relation og det er vist den løgn, vi ofte giver farven hvid.
ER løgnen så et valg? Måske – nogen gange og andre gange ikke. Henrik Ibsen introducerer i skuespillet Vildanden begrebet Livsløgn. Jeg vil ikke her gennemgå hele dramaet, men pointen er: Hvis man fjerner livsløgnen fra et menneske, så tager man lykken fra det. Så ja, sandheden kan bestemt være ilde hørt. Livsløgnen kan være det grundlag, der holder én i live. Der er også de løgne, hvor vi dækker os ind, fordi vi ikke vil eller tør lade os afsløre med vores egentlige identitet (en art livsløgn?). Det kan der være mange grunde til. Måske vi ikke tør fortælle andre om vores psykiske sårbar eller vi skammer os over private hemmeligheder. Fordi vi er bange for andres dom – bange for kollektive fordomme. Når vi støder panden imod et tabu kan vi føle trang til at omdigte vores identitet.
Løgnen er, som netop skitseret, utrolig bredspektret og har som beskrevet mange funktioner – på godt og ondt. Men fælles for dens udtryk og motiver er, at vi må forstille os. At løgnen som oftest fordrejer vores egentlige identitet, skævvrider relationen imellem os og ikke mindst kommer til at fremstå som ”tomme ord”.
Overfor Gud er løgnen overflødig. I denne relation behøver intet menneske forstille sig eller digte sig større eller mindre eller bedre eller værre eller mere eller mindre – f.eks. troende. Løgnen er overflødig i vort gudsforhold, for den ændrer ikke på det faktum, at du er Guds elskede barn. Det kan intet ændre på – hverken dig selv eller andre. De ord, der bliver sagt til os i dåben – de ord vi hørte, da Morten blev døbt lige før – er fulde ord – ord fulde af tro – fulde af håb – fulde af kærlighed. Tro, håb og kærlighed som skal fylde os op og ud med mod, så vi tør være mennesker (på godt og ondt) – mennesker skabt i Guds billede – skabt til at elske og skabt til tage ansvar for eget og næstens liv. Det er Guds Ord, og de er alt andet end tomme!
Men hvad så med de tomme ord? For tomme ord er verden – og vi i den – så rigeligt fulde af. Hvad angår religion så kan også vi i den grad projektere vores egne idéer over på guden – og vores til tider mavefølende eller ligefrem hævngerrige og tænderhvislende fortolkninger ud over hinanden. Da er det, at også vi har arvet oplysningsfædrenes tanker om den sunde fornuft. Da er det, at vi skal turde holde hovedet koldt – og hjertet varmt – og stille tidens absolut vigtigste religionskritiske spørgsmål: ”kan det virkelig passe, at Gud har sagt det?” eller er det blot tomme ord – tomme ord der vil føre os bag lyset … og når vi ikke helt kan gennemskue det, så er det, at vi skal vende tilbage til dåbens løfte: at vi i al evighed er Guds elskede børn (også selvom paver, bisper, præster, hændervridende og salvelsesfulde prædikanter skulle mene noget andet)og at Gud tilgiver alle mennesker (også hvis det skulle ske, at vi lyver, pynter os med lånte fjer og eventuelt manipulerer hinanden ud over kanten med tomme ord) …
GÅ DA FRIT... 