Endnu en afskedstale fra Jesu mund! Til disciplene, som – og jeg forstår dem egentlig godt – ikke helt fattede, hvad deres Herre talte om! ”En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, skal I se mig … Jeg går til Faderen”.
Vi må forstå, at talen i evangeliet til disciplene fandt sted før påske – og vi, som menighed i år 2015, er langt på den anden side af den første påske og har derfor en anelse mere kontekst eller viden at læne os op ad. Og så måske alligevel ikke!
Lad mig lige pinde de 3 sætninger, som disciplene undrer sig over, ud:
– En kort tid, så ser I mig ikke lægger op til det, der skete langfredag, hvor Vor Herre Jesus Kristus blev korsfæstet. Ja, sætningen lægger faktisk op til det, som allerede tog sin begyndelse, da Jesus palmesøndag red ind i Jerusalem. Red ind for at styre direkte mod templet for at rydde op i dårlige religiøse vaner! Ryde op i Guds bedehus, hvor ussel mammon spærrede vejen for almindelige mennesker og hvor Gud selv blev holdt spærret inde bag et forhæng i det allerhelligste – pakket væk bag religiøse dogmer. Jesu mission for at sætte Gud og mennesket fri kostede ham, som bekendt, livet.
– Og atter en kort tid, skal I se mig – da, kvinderne kom ud til den tomme grav, var den tom! Kristus var opstanden og gået i forvejen. OG på den vej mod Emmaus stødte 2 af disciplene på ham. Det var de ikke helt klar over, de havde alle deres tanker svøbt i sorg. Håbet var bristet, alt det, de havde troet, var tabt. Men pludselig åbnedes deres øjne i et split sekund og en kærlighed brændte i deres hjerte. Det var jo ham – det var jo Kristus! Den opstandne selv.
Alt det ved vi i 2015, men det vidste de ikke den dag, da Jesus i lignelser talte til dem, om fødsler og tid og om at være og ikke at være. Og ikke nok med det, så pludselig den sætning: Jeg går til Faderen. Der er ikke noget at sige til, at de spurgte efter mening. For også vi bøvler med Kristi Himmelfart. Bøvler med at Jesus blev opsuget af det evige. For hvad er det evige i grunden?
Se, det er der kommet rigtig mange bud på i tidens løb. Enkelte har gjort kort proces og afskaffet det. Andre har valgt at betragte fænomenet psykologisk eller poetisk og lige lidt har det hjulpet på forståelsen.
Grundtvig forestiller sig f.eks. i Den signede dags sidste vers: så rejse vi til vort fædreland, dér ligger ej dag i dvale, dér stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale; så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale. Og en præst tilføjede for nylig, at det lyder, som om vi en dag skal sidde ved et langbord og drikke mjød af horn.
For nogen er dommedag den afgørende vinkel for i det hele taget at kunne tale om det evige liv. Fra malerkunsten kommer jeg i tanke om Michelangelos fantastiske billede ”Dommedag” som findes i det Sixtinske kapel, hvor mennesket i overensstemmelse med alle tankerne om skærsilden skulle dømmes efter kvaliteterne af dets gerninger. ET sted på billedet kan man se ”de dømte” krybbe sammen i en båd, alt i mens de bliver truet af en stor mand med vilde øjne og en stor åre. Her er der bestemt ingen gammen i gyldne sale.
Efter at skærsilden blev afskaffet har nogen teologer dog fastholdt dommedagstænkningen. De taler ligefrem om ”den dobbelte udgang” – at der skulle være en himmelsk frelse og en fortabelse til helvede! Hvem der ryger, hvorhen kan én så gisne om. Denne tanke er for mig at se ”usund” kristendom og har gennem tidens løb skræmt mennesker og fået dem til at leve deres liv i frygt. Plus at tanken har været med til at udvikle en sindelagskontrol, som bestemt ikke tilfører livet ret megen glæde i det daglige.
Disse 2 poler kendetegner ganske godt den danske teologihistorie. På den ene side var der de grundtvigske, som ventede på deres gyldenår og på den anden de missionske, der ventede på dommen (og den blev heftig) i frygt og bæven.
Som jeg nævnte i begyndelsen, så har enkelte også forsøgt at afskaffe det evige liv – jeg formoder – og håber – uden den store succes. Måske de gør det, for ikke at havne i en af de to førnævnte kategorier – de gyldne sale eller den evige fortabelse. Ligesom enkelte også forsøger at omskrive opstandelse til ren og skær metafor, som i virkeligheden betyder noget helt andet end, at Kristus rent faktisk SÅDAN GANSKE KONKRET overvandt døden, rejste sig og gik i forvejen.
Men uden opstandelse og evigt liv vil Guds væren i verden være fri fantasi! Så kan vi lige så godt bytte fortællingen ud med pæne etiske intentioner, hvor det alt sammen afhænger af vore evner og vore kategorier.
Opstandelsen og det evige liv – kan hverken gribes eller begribes historisk og slet ikke tros i en rationel verden, hvor 2 plus 2 altid giver 4. Opstandelsen og det evige liv SKAL derimod forkyndes ind i vore helt almindelige liv, både når vi er i glæde og når vi er i sorg – når vi oplever nærvær og når vi oplever fravær!
Forkyndelsen af Jesu Kristi opstandelse og det evige liv flyder nemlig over af overskud – flyder over! Et overskud, der beror på, at der altid er mere at sige til dig og mig end, hvad vore menneskelige kategorier og etiske fordringer vil og tør hævde.
ET overskud, der beror på det glædeligste – som den gamle teolog og kirkehistoriker P.G. Lindhardt siger det et sted (og jeg citerer efter hukommelsen): for ”det betyder, at du nu må leve på syndernes forladelse, og nu har du Guds nåde at synde på, og deraf skal du springe af glæde, ja munterhed, så du ubekymret tager vare på dit kald og gør det med alt, hvad du råder over af lyst og mod og evne” og et andet sted siger den selvsamme P.G.: ”Du skal holde budene, siger Jesus, og lever du således i kærlighed til Gud og næsten, at du deri glemmer dig selv, så er det det evige liv”. Eller sagt på en anden måde, der hvor kærligheden råder, er det evige liv.
Det evige liv betyder, at du altid er Guds – både i liv og død! Præcis som også Jesus er det – det ligger i sætningen: Jeg går til faderen. Og fordi du altid er Guds, så bliver al snak om dobbelte udgange ukristelige. For som der også står at læse i Johannesevangeliet – hvor vi også har læst dagens evangelium fra – i kap 3,19 smukt og klart: Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden … og et par vers før står der: Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. AMEN
GÅ DA FRIT... 