Enhver religion er – efter min bedste teologiske overbevisning – evig og altid forpligtet til at overveje sine udlægninger af sig selv og af de forskellige tekster og dogmer, som netop kendetegner den. Det er den ikke kun, fordi “religionskritik” er en vigtig akademisk disciplin; nej, det er den i lige så høj grad for menneskelivets skyld.
Vi bliver med jævnlige mellemrum nødt til standse op sammen, stikke en kæp ind i det store dogmatiske hamster-hjul og lige for en stund overveje, hvad det er, vi siger og gør. Holder diverse påstande stadig i tid og rum – og eksisterer de i deres udtryk for menneskelivets skyld.
Stivnede og menneskeskabte dogmer giver kun mening – og nu taler jeg specifikt om kristendommen – hvis de “driver på Kristus”, som Martin Luther sagde det. Forstået som, at enhver tale skal tage sit afsæt i kærlighed – den kærlighed som Jesus altid mødte sit medmenneske med – uanset den andens køn, tro, etnicitet, seksualitet, moralske habitus etc.. En selvforglemmende kærlighed for menneskelivets skyld.
Jesus gør det for eksempel også i dagens tekst, hvor han møder en kvinde der i fulde 12 år – t o l v år – har lidt af blødninger. I samtlige disse år har hun ikke kun døjet med sin svækkede tilstand rent fysisk, MEN også med lovens strenge forordning – sådan som den står beskrevet i det gamle testamentes 3. mosebog kapitel 15. Loven der beskriver, at en sådan kvinde – som hende – er uren! OG hvor hun har siddet og ligget er der urent. Og skulle hun have været i berøring med andre, så er også disse mennesker nu at betragte som urene. Det vil sige foruden, at hendes krop rent konkret har været belastet af 12 års menstruation og det helt uden pause, så er hun også blevet presset socialt ud af de relationer, der i det daglige netop gerne skulle støtte, trøste og bærer os, når vi er svage i koderne eller endnu værre ikke selv magter livet.
Det er en sådan kvinde, der kommer hen til Jesus. Et udstødt menneske der længes efter nærvær – efter fællesskab – efter menneskelivet. OG havde Jesus været kultisk fundamentalist, så havde han straks selv måtte ty til de foreskrevne renselses-riter. Han skulle da have badet og alt hans tøj skulle vaskes og indtil næste dag var også han sat ud af det “gode” selskab – sat i isolation …
Men Jesus er ikke kultisk fundamentalist, han anerkender ikke skellet mellem rene og urene mennesker – for ham eksisterer der ikke et “os og dem”. For Jesus er ethvert menneske skabt i Guds billede. Skabt til at elske og leve iblandt andre. Skabt til at tænke selv – skabt til at træffe de valg og beslutninger, som vort liv hver eneste dag er så fuld af. Valg der enten vil mig selv eller vil fællesskabet.
Da kvinden er helt tæt på Jesus, rører hun ved hans kappe. Berør den og mumler for sig selv – for husk hun har ikke talt med noget menneske i hele 12 år – »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.«
Mere skal der åbenbart ikke til end et “bare” … og resultatet udebliver heller ikke, Jesus vender sig om og møder hende med: 1) Frihed: forstået som, at hun er velkommen til at træde ud af lovens kultiske åg – alle reglerne om renhed/urenhed ophæves i samme øjeblik. 2) Jesus møder hende med Lighed: forstået som, at hun er lige så meget et Guds barn som enhver anden skabning. Og endelig møder han hende med 3) Broderskab: forstået som den kærlighed der altid gør os til mere end, hvad vi – ofte – måtte være i egne eller andres øjne OG han gør det slet og ret for menneskelivets skyld.
For menneskelivets skyld er nemlig altid svaret på, hvad religionens opgave er. Og så er det et fedt, hvilken tro der er tale om … om den er stor og global eller om den er lille og måske kun lokal – grænsende til det private. I min egenskab af psykiatri-præst møder jeg mange forskellige livstydninger, der også indbefatter en eller anden form for guddommelighed. Og som oftest kan disse deles op i 2 overordnede grupper: vil din gud bygge dig op eller vil han slå dig ned? Er han Gud for menneskelivets skyld eller ?
De seneste ugers terror-anslag virker på ingen måder for menneskelivets skyld – nærmere tværtimod – de vil slå – slå ihjel. Jeg tænker konkret på det russiske fly, der blev skudt ned over Sinai ørkenen – på selvmordsangrebet torsdag aften i Beirut Libanons hovedstad – og så forleden aften på det massive angreb udført flere steder i Paris.
Alle 3 mord-aktioner med store civile tab af menneskeliv. Alle 3 udført under påkaldelse af en gud, som den tyrkiske imam Fatih Alev ikke kan genkende … for som han skriver på sin facebook-væg: “Jeg deler ikke religion med gerningsmændene. De har vist råbt Gud er størst. Jeg ved ikke hvilken Gud de tænker på. Deres Gud og min Gud er nemlig ikke den samme. Deres Gud tillader dem at dræbe uskyldige mennesker, min Gud forbyder mig det. Så det kan ikke være den samme Gud.” citat SLUT.
Gud vil liv og ikke død! Gud vil, at vi skal finde modet – måske endda genfinde det – og gå fra kirke og ud i verden med al dens turbulens på godt og ondt – gå afsted sammen og hver for sig i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed. OG det for menneskelivets skyld. AMEN
GÅ DA FRIT... 