Mennesketlivet er vigtigere end loven! Sådan er en af pointerne i den libanesiske film: “Hvad gør vi nu?”.
”Vi er ikke født til at gå i sort” lyder en replik fra en af kvinderne i den lille bjerglandsby. Men mange af kvinderne bærer netop sort, fordi deres sønner og mænd ligger på landsbyens begravelsesplads som følge af de altid nærværende voldelige konflikter ude i den større verden. Det er denne store verden med dens blodige strid, som man forsøger at holde på afstand – ikke mindst kvinderne, som har mistet så meget. Selvom begravelsespladsen uden for landsbyen nok er delt i en kristen og en muslimsk del, så er den dog fælles, her bærer både muslimske og kristne deres elskede til graven. De 2 religiøse retninger lever side om side i nogenlunde fred og fordragelighed, og det samme gør landsbyens pater og imam, der begge ved det mindste optræk til ballade mellem byens mænd appellerer til ro og forstandighed.
Men en dag kommer der et fjernsyn til byen, og det bliver stillet midt på torvet, så alle kan se vidunderet. Men kvinderne, både de muslimske og de kristne, forsøger på alle tænkelige måder at forhindre, at mændene ser nyhedsudsendelserne. Kvinderne ved af bitter erfaring, at fjernsynets krigsreportager nemt går i mændenes reptilhjerne, højner deres testosteronniveau og alt for let får dem til tankeløst at gribe til våben.
Men skaden er sket, beretningerne om konflikter i korsets eller i halvmånens navn har allerede sat sig spor i krop og sind og mændene går nu aktivt i gang med at udøve deres had til den andens religion. De går i gang med at udfolde et sandt dem-og-os for fuld udblæsning, meget morsomt og yderst menneskeligt. Det begynder med lidt religiøse drillerier, dog i den noget grove udgave: Kirkens kors brækkes, og fra moskeens minaret lyder gedebrægen ud af højttalerne, vievandet i kirken byttes ud med hønseblod og under fredagsbønnen bliver de bedendes sko stjålet. Det vilde ridt op ad konflikttrappen fortsætter på trods af kvindernes mange kreative forsøg på at stoppe det – et af dem involverer fem letpåklædte ukrainske glædespiger, som kvinderne har hyret på ugebasis til at få mændene på helt andre tanker. Men det hjælper ikke, og til sidst trækker mændene våbnene frem fra deres skjulesteder.
Konfliktoptrapningen kulminerer da i den mest rå smerte og sorg, der findes, da en kugle rammer en ung dreng, og en mor mister sin søn – hendes mand er i forvejen død fra hende. I afmagtens og sorgens stund samles nu kvinderne og græder over det meningsløse tab af et ungt menneskes liv, der slet ikke var levet ud endnu.
Alle kvinderne er samlet og græder. Den unge dreng er død og det religiøse vanvid raser, alle er gået helt i sort. Der er kun eet tilbage at gøre.
At vende alle de absurde bestræbelser på at dele hinanden op i et os og dem helt på hovedet, så der kan blive plads til et fælles broget VI. Derfor: da mændene i landsbyen vågner næste morgen, har kvinderne byttet religion. De kristne kvinder har nu iført sig slør og ber til Allah på et bedetæppe foran deres måbende mænd. Og de muslimske kvinder har nu løst hår, kors om halsen og strør om sig med vievand. Som en af kvinderne siger til sin vrede mand: ”nu bor du under samme tag som din fjende…jeg er blevet en af dem”.
SE, den her historie handler ikke kun om: at elske sin fjende. Jo altså, det gør den sådan set også. MEN overordnet handler historien om, at menneskelivet er vigtigere end noget som helst andet i hele verden! Skabelsen er vigtigere end loven og diverse overleveringer – også selv om disse måtte være nok så religiøse og sat i system – og trykt på helligt papir – af præster, mullaher, lamaer, paver og andre skriftkloge!
Evangeliet handler om menneske først og religion så! Grundtvig omskrevet til vores tid. At vi alle som én er fælles om at være mennesker. Og derefter har vi så fordelt os ud på diverse konfessioner.
Jesus helbredte mennesker på sabbatten. For ham var det et fedt om den syge af de etablerede religioner var dømt uren og dermed sat ud af fællesskabet. For et menneske er et menneske og dermed skabt i Guds billede. Og skabt i Guds billede betyder, at du er elsket og velsignet! Jesus viste med andre ord verden, det som også epistlen i dag formaner os om: at vi skal leve med tålmodighed, så vi bærer over med hinanden i kærlighed. Det er dagens opdrag, som vi skal tage med herfra.
Kvinderne i den libanesiske film viser os, hvordan den eneste måde at opnå fred på er at bære over med hinanden i kærlighed. De vender det hele på hovedet og bytter for en stund religion. De sætter sig i den andens sted og viser os dermed, at der ikke er langt mellem ven og fjende. For det, der gør vejen kort, er, at begge parter er menneskelige.
Vi skal med andre ord turde glemme os selv – ikke kun for den andens skyld, men i lige så høj grad for fællesskabets skyld. Evangeliets grænser er flydende på en helt anden måde end vore er det – derfor kan biblen heller ikke bruges som en manual, hvor vi kan slå diverse dilemmaer op i … Hele tiden må du selv afgøre dig – tage ansvar – finde ud af hvordan du vil bære over … Tro på, at hvad du er blevet lovet i dåben – nemlig at du er Guds og det for altid – lige meget hvilke valg eller ikke-valg, du træffer – også dem der måtte få dig til at gå i sort mentalt eller fysisk.
Sammen skal vi turde tro på, at vi rent faktisk er sat fri til at leve i åbenhed – og have modet til at leve uanset hvad livet har for med os og med hinanden – og det på tværs af alle skel … AMEN …
(udviklet i tæt samarbejde med Malene Bentsen)
GÅ DA FRIT... 