At tale i lignelser er på en måde som at tale i gåder, fordi vi – også lige nu – efterlades med måske flere spørgsmål end konkrete svar på, hvad Guds rige er for noget! For hvor ligger det? Er det sin egen nation med sin helt egen ukrænkelige suverænitet? Forefindes det i et atlas – kan jeg måske se det på en globus? Har det længde- og breddegrader? Kan det spores via en GPS? Nej, er svaret kort og godt! For det lader sig ikke afgrænse eller for den sags skyld begrænse. Gudsriget er derimod grænseløst! Grænseløst som skabelsen selv er det! Nuvel, er skabelsen da grænseløs? ja, skal mit svar være …
Når det er grænseløst, så kan det heller ikke tænkes som blot futurisk, det vil sige, at Guds rige er “et noget”, vi skal eller kan forvente bryder igennem ude i fremtiden, sådan som det også kan forstås, når vi i fadervor beder: ”komme dit rige” , for i Lukasevangeliet (17,20-21) står der nemlig (også): ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer”. Midt i blandt os vil altså sige, at Guds rige er her og nu, hvor vi står, sidder, ligger eller går. Guds rige er den skabte virkelighed, som kristendommen fastholder, at du og jeg er sat til at leve sammen i.
Guds rige er også langt mere end en mental tilstand, som jeg indvortes skal arbejde med -eller på – for at nå! Og det kan faktisk godt være svært at forstå, når netop vækst-metaforikken fylder så godt op i dagens tekst. For så kunne det jo meget nemt komme til at handle om, at det er mig og mit ego, der skal gro! Mig der skal ”vækste” (som visse erhvervsfolk siger det), præcis som mange åndelige retninger og spirituelle programmer gennem samtlige år, hvor der har været mennesker til, har forsøgt sig med at finde den sande opskrift på. Lige tilbage fra de første religiøse mennesker, der f.eks. søgte ensomheden – evt. siddende på en søjle – for i oprigtig længsel efter at finde Guds rige inde i sig selv afholdt sig fra både nydelse og samvær – og så helt op til vore dage, hvor ganske mange mennesker “murer sig inde” i længslens efter både fred og ro! For Guds rige symboliserer for mange også en art stress-fri-zone, hvor jag og måske især andre mennesker – i hvert fald dem der forstyrrer – ikke eksisterer. Et sted der ofte også er fri af lidelse og død. Ja, et slags vakuum uden foranderlighed og alt det frygtelige, som vi ikke kan kontrollere lige meget, hvor meget og hvor ofte vi forsøger os med et indre positivtænkende eksil …
Men Lukas-evangeliet præciserer, at Guds rige er ”midt iblandt jer” – er udvortes – og dermed ikke at forstå som en indre metafysisk tilstand afsondret fra virkeligheden. Guds rige er – i min teologiske optik – lig skabelsen. Der hvor Gud skabte og så, at det var godt og Gud velsignede det og dem, som Gud skabte. Der er også en klar lighed mellem skabelsen og dagens evangelium. Gud sår, det gror og det høstes. Sådan som det forholder sig med alt levende. Skabelsen er en proces, der gentages igen og igen. Ikke kun som en poetisk gentagelse men derimod som en konkret erfaring, vi skal sanse gennem vort levede liv.
Grundvilkåret i kristendommen er dermed, at alt skabt er velsignet! Det er, hvad der også fortælles os i dagens evangelium og det er i denne velsignelse, vi skal være i verden med hinanden. Det er i den velsignelse, at vi skal plante vore frø og ”vækste” sammen – ikke hver for sig – men sammen. I fællesskabet skal vi udfolde og bidrage med alt det, som skaberen har udstyret os med af forskelligheder! Velsignelsen skal vi ikke kæmpe for, vi skal ikke udvise bestemte færdigheder, evner, moraler eller dyder om man vil! Velsignelse er skænket os kvit og frit – den er gratis – og hver eneste gang vi går fra kirken lyses den over os på ny! Hvad der derimod er pålagt os er omsorgen for næsten – det er, hvad der også menes med ”midt iblandt jer”.
Lad mig repetere den sidste del af lignelsen: ”Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” Det er denne sidste del af sætningen: “Så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge”, der er vort ansvar! Det er dette lille kan, der bliver, hvad vi skal gøre muligt for hinanden. Ikke ved at komme ind fra venstre eller højre og bare curle løs – det vil sige overtage eller stjæle ansvaret fra den anden. Derimod skal vi forstå, at dette lille og på mange måder undseelige verbum KAN helt konkret betyder, at der er givet os muligheder.
Der er mulighed for, at vi giver den anden gode betingelser for at vokse samtidig med, at der også altid er muligheden for, at vi kan få den anden til at visne! Vi er altid hinandens verden i Guds rige. Vi har altid lidt eller lidt mere eller rigtig meget af hinandens liv i vore hænder. Men det må ikke lamme os i angsten for at gøre hinanden ondt eller ikke kunne gøre hinanden nok godt! Vi må ikke lade os begrænse af dette vilkår. Derimod skal vi huske og turde tro på, at afsættet for et hvert møde mennesker imellem altid finder sted under velsignelsens lys! Det er denne grænseløse kærlighed, vi er skabt til at leve i sammen og det er i denne grænseløse kærlighed, at vi hver især skal hente mod til at turde være hinandens verden i Guds rige.
GÅ DA FRIT... 