”Hop op på mit æsel, jeg giver et lift …” – en julepræk!
Mandag i sidste uge var den australske kvinde Rachael Jacobs på vej hjem i toget. Der i toget fik hun øje på en muslimsk kvinde, der var i gang med at tage sit hijab-tørklæde – et tørklæde der dækker hoved og bryst – af for at gemme det i tasken. Rachael Jacobs gik hen til hende og sagde, at hun skulle tage det på igen. Og sagde, at hun gerne ville følges med hende. Derefter begyndte den muslimske kvinde at græde og hun krammede Rachael Jacobs, inden hun gik alene. (JP 16.12.2014)
Situationen var nemlig den, at en mand – både sindsforvirret og fanatisk islamist – havde taget en hel café med kaffedrikkende morgengæster, der var på vej på job, som gidsler i Sidney. Og den muslimske kvinde frygtede nu, at enkelte eller i værste fald flere ville rette deres frygt og vrede mod landets muslimske medborgere – og muligheden for en regulær lynchning lå lige for … Efter dette møde satte Rachael Jacobs via de sociale medier gang i bevægelsen: #illridewithyou – på dansk betyder det: jeg vil gerne køre med dig … En bevægelse der har til hensigt, at DU skal være sammen med det menneske, der føler sig udenfor det ”gode” selskab eller som konkret er truet …
#illridewithyou sagde Josef også til Maria – eller måske sagde han nærmere: ”Hop op på mit æsel, jeg giver et lift …”. Vi tager det måske som en selvfølge, at de 2 er sammen, for det er jo, hvad vi hører hver evig eneste år, at de sammen drager af sted for at blive talt i mandtal i Bethlehem. MEN situationen var faktisk en noget andet, den dag Maria blev gravid. For hun blev det jo ikke med Josef, men med ordene fra Guds engel! Mon ikke Josef, som aldrig have været kødeligt sammen med Maria, har bøvlet lige så meget med den form for befrugtning, som det moderne menneske gør det i dag, når snakken falder på jomfrufødsler. Han kunne i princippet have sagt fra – sagt at han ikke troede hende, og at hun sikkert “bare” havde været sammen med en anden mand – og derefter kunne Josef have kastet hende på porten og så havde døden været hendes straf. Maria ville være blevet stenet ihjel, sådan som loven påbød den slags “utro” adfærd. Men Josef kastede ikke Maria på porten, derimod giftede han sig med hende (ifølge forfatteren til Matthæus-evangeliet) og højgravid sad hun nu på æslet og var på vej til at føde gudsbarnet Jesus.
Og Jesus blev født og voksede og levede på alle måder sit liv under overskriften: jeg vil være sammen med dig! Sammen med det menneske, der ikke har et fællesskab at være menneske i. Det menneske, der på grund af religiøse regler, ubetænksomme eller konstruerede fordomme, ejendommelige konventioner eller ren og skær frygt, oplever sig sat udenfor. Som for eksempel dengang de skriftkloge kom slæbende med en kvinde, der var blev grebet i utroskab og som derfor skulle stenes. Men inden de gik i gang med at myrde hende, så ville de trods alt da godt lige høre, hvad Jesus havde at sige til den lovregel og Jesus svarede dem kort og godt: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. Mændenes trang til hævn smuldrede i et splitsekund, for Jesus havde med sine ord udfordret deres samvittighed. Slukørede lagde de nu stenene og gik hver til sit.
Det er med andre ord ikke nemt at være menneske blandt andre mennesker. Og slet ikke når Jesus suspenderer den lov, vi altid troede skulle gælde: – i dette tilfælde øje for øje – tand for tand – og i stedet sætter relationen mellem dig og mig i centrum; ja, gør den til det vigtigste i hele verden!
Jeg tør godt vove den påstand, at den mellemmenneskelige relation er noget af det vanskeligste i hele livet. Vanskeligere end raketvidenskab, partikelfysik, uregelmæssige franske verber og for den sags skyld frembringelsen af den absolut bedste og lækreste julemiddagssovs. For vi kan aldrig tage det andet menneske for givet, selvom vi ofte gør det. Vi kan aldrig præcist vide, hvad hinanden tænker, tror og føler … heller ikke selvom vi måske har været gift med hinanden i mere end 100 år … Det var svært dengang for de skriftkloge – og det er svært for os i dag! Alle dage har vi været relations-udfordret i større eller mindre grad og derfor er julebudskabet lige NU en opmuntring til os alle – HELE folket – om at finde modet til at turde være sammen på den fredelige måde!
Være sammen trods forskelligheder – sådan så den muslimske kvinde trygt og uden frygt kan bære sit tørklæde i Australien og alle andre steder – sådan så den jødiske mand trygt og uden frygt kan bære sin kalot på Nørrebro og alle andre steder – sådan så par af samme køn trygt og uden frygt kan bo i Mariager og alle andre steder – sådan så intet menneske skal føle sig forfulgt af andres religiøse love, stivnakkede regler og ubetænksomme fordomme. Sådan så vi trods forskelligheder også i familien trygt kan fejre jul sammen uden frygt for, hvordan dagene skal gå: om vi nu også kan holde hinanden ud – uden pludselig at blive ramt af impuls-ubetænksom adfærd – eller selv skubbes eller “uden vilje” snubler hinanden i gryden med utilsigtede hændelser – og om vores julegave nu også falder i god smag – om det hele bliver mindst lige så perfekt, som jeg har planlagt det med regnearkspræcision i mit hoved … om … ja, rækken må eller kan I selv fortsætte, hvis I gider …
I bund og grund er julens budskab enkelt nok: ”Hop op på mit æsel, jeg giver et lift” – nu er det så op til os at turde sige ja tak … det vil jeg gerne … GLÆDELIG JUL …
GÅ DA FRIT... 