3. søndag efter Hellig 3 Konger 2014

Jeg tror, at det var engang tilbage i efteråret, at jeg på TV så livsstilseksperten Christine Feldthaus på besøg i det amerikanske bibelbælte! Og faktisk var det interessant at følge hendes tur rundt i det sydøstlige USA. Blandt andet besøgte hun et såkaldt kreationist museum, det vil sige et museum, der på samtlige punkter afviser enhver tanke og ikke mindst viden om både big-bang og evolution. Bevægelsen tror aldeles og absolut på, at Gud skabte verden på 6 dage og at denne verden er omkring 6000 år gammel! Senere i udsendelse besøgte hun en mega kirke med plads til omkring 16000 personer; hvilket vil sige Budolfi med sine 600 siddepladser ganget op med 26,67 …

Men det besøg, der absolut gjorde størst indtryk på mig og jeg tror også på livsstilseksperten selv, var en fattig pinsekirke i et afsides bjergområde bestående af en lille menighed i en ganske undselig træbygning med en meget ung præst! Og det vilde der fik mig til at holde vejret: i den ende, hvor præsten stod og skulle prædikere, var der rundt langs væggene adskillige glasterrarier fyldt med slanger! Små og store giftige slanger i alverdens farver. Thi der står skrevet: ”de skal tage på slanger med deres hænder” (Markus16,18 – præk-teksten Kr. Himmelfart).

Gudstjenesten gik i gang med bøn og sang og præsten begyndte så at prædike – prædike sig varm om man vil – og langsomt begyndte han at tale i tunger – et uforståeligt sprog som for øvrigt også benævnes glossolali – og han nåede ad den vej en art ekstase, som var ”tegnet” på, at nu skulle han løfte slangerne ud og ”håndtere” dem, som det hedder (jeg beklager, men jeg er ikke helt inde i denne tros-disciplins liturgi). Det korte af det lange er: undgår han, at slangen hugger sine gifttænder i ham, så er Guds frelse af netop ham god nok – sand – virkelig! Bliver han derimod bidt, så skyldes det ene og alene, at hans tro er for lille og skulle dette være tilfældet, så er det ham forbudt at søge lægehjælp og dermed få den nødvendige modgift, da en sådan handling vil være at sætte sig op imod Guds vilje.

Mit ærinde er ikke at gøre mig lystig på slange-prædikantens bekostning; for det han egentlig forsøger at undersøge er vel, hvad mange af os andre også bøvler – teologisk eller personligt – med: hvad er tro? Måske hans metode virker en kende voldsom, men intensionen er egentlig reel nok … og måske slet ikke så væsensforskellig fra vore hjemlige kategoriseringer af tro. Det være sig: stærk tro – svag tro – bogstavelig tro à la den som fremstilles på det amerikanske “Gud skabte verden på 6 dage”-museum? Og så er der dem, der kalder sig for salmebogskristne. En kategorisering, der vist nok stammer tilbage fra vækkelsesdagene i 1800-tallet, hvor de grundtvigske havde brug for at markere, at de forholdt sig poetisk til biblen – præcis som Grundtvigs egne salmer gør det – og ikke læser de forskellige steder bogstaveligt. Andre omtaler deres tro som lille – nogen i stolthed – andre i skam! Men kan tro i det hele taget gradueres? ja, vi gør det jo konstant – det ligger nærmest indbygget i vort sprog! Eller også er det snarere vores eksistentielle tvivl, der får os til på forskellige måder at overveje TROENs væsen.

TROENs væsen der i den grad kommer til udtryk påskemorgen hos evangelisten Lukas, hvor kvinderne kom ud til Jesu grav for at tilse hans døde legeme, men graven var tom og Lukas skriver om kvinderne: ”(…) de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro (…)”. Ja, selv de første opstandelses-vidner blev fanget af spørgsmålet: Hvad er tro?

I dagens evangelium beder apostlene om at få ”en større tro”. En større tro på hvad, kunne én så spørge. Jesus svarer dem: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: ”Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! Og det vil adlyde Jer”. Jesu svar virker på mig absurd og som en klog præste-kollega (Arne Mårup) skriver det i en prædiken-vejledning (I anden række p. 100): ”Hvorfor skal det morbærtræ dog flyttes ud i Middelhavet (…). Træer hører hjemme i haven, ikke i havet.” Med andre ord beder apostlene Jesus om det umulige: at Gud skulle give dem en særlig kraft! En magt der ville sætte dem i stand til at herske og regere over andre. Over andres liv og for den sags skyld også over andres tro! Men Jesus retningskorrigerer apostlene: TRO er ikke noget man har, det er noget, man er! Din Guds tro er til for andres skyld. Hvordan du definerer din tro, det forbliver en sag mellem dig og Gud! Ingen skal aflægge tros-regnskab her i sognet eller i folkekirken overhovedet, hverken med eksotiske giftslanger eller offentlige bekendelser af størrelsen på deres tro – eller om hvorvidt den måtte være poetisk, bogstavelig – eller måske mest af alt minder om kvindernes undren ved den tomme grav.

TRO er altså noget, man er. TRO er, hvad der binder vores relationer med hinanden sammen. Derfor belærer Jesus apostlene – og os med dem – om, at de – vi – skal være ”unyttige tjenere”, i stedet for at gå indre spekulation om større eller mindre tro. Brugen af netop ordet ”unyttig” er med til at understrege, at hvad vi gør for hinanden aldrig kan måles eller vejes! Relationen ”mig og dig” lader sig ikke omregne til en eller anden form for markedsværdi og den lader sig slet ikke børsnotere. Og det gør den ikke, fordi den anden – dig i forhold til mig – altid er den vigtigste. Det gælder ikke kun i vore nære forhold eller i vore selvvalgte relationer. Den anden – vores næste – er til evig tid den vigtigste i ethvert forhold alle mennesker imellem og det uanset køn, etnisk oprindelse, trosretning, seksuel præference, alder, økonomisk formåen etc. Den jødiske filosof Levinas går endda så vidt som at hævde, at vi har et uendeligt ansvar overfor hinanden i ethvert forhold. Et ”mig og dig forhold” lader sig med andre ord ikke afgrænse – begrænse om man vil – og netop hans fremhævelse af ansvaret som uendeligt gør, at nytte-spørgsmålet: ”what’s in it for me” / ”hvad kan jeg få ud af dette forhold” ophæves!

TRO er en uendelig bevægelse mennesker imellem, hvor ”jeget” selvforglemmende bæres oppe af Guds uendelige kærlighed til hver eneste af os alle – uden undtagelse! Holdt sammen og båret af det håb, der udspringer af den tomme grav – et HÅB der er totalt uafhængig af vores tros-formåen og Gud ske tak og lov for det …

 snake-handling-pastor-dies-of-snake-bite-T-ZnUAMg