I fredags læste jeg med stor interesse en lille bitte omtale af næste års ”asteroid awareness day” – på dansk en ”asteroid-bevidstheds-dag”, som vil blive afviklet d. 30. juni. Under overskriften: ”Astrofysiker: Mennesket lever på lånt tid” blev begivenheden omtalt. Der er tale om en ny bevægelse, hvor ”mere end 100 førende forskere, astronauter og en enkelt tidligere rockstjerne (faktisk er der 2 red. HP) har underskrevet en erklæring, hvor de opfordrer til en øget indsats mod objekter, der potentielt kan ødelægge livet på jorden” (JP 5.12.2014).
Faktisk har astroider gennem tiden forvoldt skader, når de drønende gennem atmosfæren – på den ene eller anden måde – har ramt planet: jorden. F.eks. i 1908 – præcis d. 30. juni – i Sibirien eksploderede en asteroide i 8 km’s højde – en eksplosion der svarede til 650 Hiroshima-bomber (13 megaton) og lagde et område på ca. 2000 km2 øde. Hvilket svarer til næsten 4 gange Bornholm. Dette nedfald omtales i dag som ”Tunguska-hændelse”. Det seneste nedslag var i 2013 ligeledes i Sibirien, 1300 blev såret. Se, nu er jeg jo ikke astrofysiker og kan derfor ikke udtale mig om såkaldt “mørkt stof” og andre videnskabelige facts. Derfor forholder jeg mig i dag også kun til, hvordan sådanne budskaber om, at det er NU tiden er inde til, at vi bliver klar til at forsvare os aka ”jorden, familier og samfund” mod asteroider fra rummet – og oven i købet udråber en årsdag, hvor begivenheden vil blive fejret med rockkoncert og hele pivtøjet.
Verden har nemlig alle dage været fyldt med undergangsprofetier og katastrofetanker. Og det på alle måder – også litterært som i f.eks. dagens evangelium-tekst: ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes”. Profetierne har naturligvis ændret sig i takt med vores teknologiske fremskrift om verden og hinanden. Men hvis jeg sådan hurtigt og ganske overfladisk skal forsøge at opridse hvilke undergangsscenarier, vi især har kredset om gennem de sidste årtier, så kunne det være atomkrig og anden radioaktiv forurening, dårlig sædkvalitet, istid eller det stik modsatte, epidemier og kosmiske katastrofer, hvor netop asteroide-advarslen hører til. Derudover kunne man næsten også fristes til at medregne økonomisk overophedning, bolig- og it-bobler og rentestigninger, et begreb der af økonomer og journalister altid udtales med bævrende stemme.
Det kan være svært at gennemskue disse undergangskategorier, der ofte bygger på statistik, især når man ikke har den dertilhørende specialviden. Og derfor er mistillid gerne en tro følgesvend, når vi taler undergang. Vi betvivler ofte, hvad forskerne, teknokraterne, eksperterne eller skal vi bare kalde dem for smagsdommere siger, når de fortæller og måske belærer os om ”verdens sande tilstand” – ja, selv jeg var og er stadig en smule asteroide-skeptisk – også efter, at jeg havde kigget lang tid på fotografierne af de 100 forskere, der støtter idéen om en fælles indsats til bekæmpelse.
MEN er vi først indfanget eller oven i købet besat af et undergangsscenarium, så skal der rigtig gode argumenter til for at genoprette tilliden til verdens gang. Netop fordi verdens tilstand kan betragtes fra så mange vinkler – alt efter interessefelt.
Nogle af de førnævnte kategorier kan vi måske komme til at trække på smilebåndet over, hvilket visse filmproducenter med garanti også gør på deres vej hen i banken. For der er masser af penge og seertal i undergangshistorier – derfor er der da også lavet få mere og langt flere mindre gode film om vulkanudbrud, meteornedslag, bakterie- og nuklearforurening og vi kan sikkert hver især komme i tanke om flere eksempler. Filmene sælger mindst lige så meget, som de er med til at skabe frygt og angst i blandt os.
Når jeg indleder med disse betragtninger, så er det ikke, fordi jeg tror, at forfatteren til Lukasevangelium skrev med senkapitalistiske bagtanker eller for den sags skyld ønskede at efterlade os badet i angstens sved. Dagens evangelium er stærk kost for sarte sjæle. Hvorfor i alverden vi skal høre om de sidste tider på denne 2. søndag i advent? Der må være en forklaring. Den korte er, fordi sådan står der nu engang. Men undskyld mig, den bogstavelige udlægning er ikke svar nok!
Så derfor tager jeg den lidt længere tolkning. Vi tager Paulus på ordet, når han i dagens epistel skriver: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det(…). Der må derfor trækkes på al den viden, som vi hver især har om kristendommen, for at forstå.
Biblen – begge testamenterne – er fyldt med forestillinger om dommedag og verdens undergang. Forestillinger som de første kristne menigheder tog aldeles alvorligt. For de troede og håbede virkelig på, at Kristus ville komme igen og det lige om lidt – komme på en sky, som Lukas beskriver det. Menighederne havde derfor indrettet hele deres liv – deres tro og håb – på denne forventning – på denne nærforventning som den teologisk kaldes.
Kristi gang i verden havde omdefineret de traditionelle værdier. Han gjorde op med stive lovregler og menneskeskabte systemer og satte dermed mennesket fri. Jesus forkyndte et alternativ til den evigt herskende religiøse præstationsangst – som også vi kan blive ramt af den dag i dag. Mennesket behøvede med andre ord ikke længere at fremvise en bestemt adfærd for at findes værdig til Guds kærlighed.
Disciplene var brudt op fra deres hverdag og deres gamle liv og fulgte i stedet Jesus. Paulus skrev i sine breve, om hvordan alle skel er ophævet. Det er ligegyldigt, om vi er jøde eller græker, om vi er træl eller fri, om vi er mand og kvinde – for alle er én i Kristus. Kategorier, som vi normalt definer os ud fra, så som slægt, økonomi, social status, har i Kristus mistet deres betydning. Vi er NU og indtil verdens ende alle lige for Gud. Se, det er jo et noget andet undergangsscenarium end de første som jeg nævnte i begyndelsen.
Hvis vi derfor prøver at opstille scenarierne på en tidslinie, så kan vi sige, at radioaktiv forurening, nedsat fertilitet, klimaforandringer, epidemier og diverse kosmiske katastrofer kommer bagfra. De indhenter så at sige vores tilværelse, kommer som oftest helt bag på én og bare tanken om dem kan næsten lamme én med angst. Hvorimod forventningen om Kristi komme – på en sky – er ”modkørende”. Kristus kommer forfra – altid forfra.
Vi har altså med to modsatrettede bevægelser at gøre i forhold til vores placering. Samtidig er det af afgørende vigtighed, at vi til stadighed husker på, at de to bevægelser tilhører hver deres kategori og enhver sammenblanding må og skal påtales.
Lad mig forklare: Katastroferne der kommer bagfra tilhører som oftest – hvis ikke altid – naturvidenskaben, mens Jesu komme tilhører kirkens tro.
Igennem de senere år har nogle kristendomsfortolkere desværre blandet disse to kategorier sammen. I yderste konsekvens er enhver naturvidenskabelig forklaring blevet afvist og tsunami, jordskælv, asteroider etc. er i stedet blevet udråbt som Guds vrede over menneskets svir, drukkenskab og anden udsvævelse gerne af kødelig karakter. Kreationisterne insisterer på en afvisning eller fordrejning af evolutionsbegrebet, geologien og astrofysik inklusiv bigbang teori. I stedet hævder de, at en såkaldt intelligent designer skulle stå bag – bemærk glosen bag – stå bag ALT.
Lad mig derfor slå fast, at når teologien taler om de sidste tider, Gudsriget og dermed Jesu komme, så befinder vi os – ikke under vreden – men derimod lige midt i troens, håbets og kærlighedens dimension.
Jesu komme er ensbetydende med Guds nådige – livgivende – dom over os. Den dom der lyder, at vi lige meget hvad, altid er og vil være hans elskede børn og at vores synd er os forladt – at vi må og skal leve med vore fejl og mangler. Sådan som det blev os lovet i dåben og som vi var vidner til, da det lille barn blev døbt i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn. Det er Guds sande og enestående dom over mennesket.
Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå betyder, at mennesket som Guds skabning altid skal leve under og i kærlighedens fortegn. Det er det ord – det hedder også håbets horisont, – som vi har med os, når vi oplever os malplaceret mellem de to bevægelser. På den ene side undergangprofetierne og på den anden Guds kærlighed. Nogle dage kan katastrofetankerne fylde mere end andre og dermed omslutte én med mistillid og lamme én med angst. Netop derfor skal vi i dag høre om de sidste tider og Jesu komme. For det er, hvad advent handler om. Vi venter på ham – Guds søn – Jesus, der gennembrød mørket som et lys julenat – et lys som skinner på hvert eneste menneske uden undtagelse – som oplyser dets – dit og mit – ansigt – på trods af alverdens individuelle eller kollektiver fornemmelser for undergang.
Lyset ændrer måske ikke på verdens gang – her bærer vi selv en del af ansvaret i forhold til, hvordan vi forvalter naturen og fællesskabet med hinanden – men lyset betyder, at Jesus Kristus er med det lille dåbsbarn og alle os andre helt til verdens ende – for ja, en ting var ganske vist i den lille asteroide-notits: vi lever på lånt tid – der kommer en ende – et endeligt. Men indtil da – i hvert fald i dag – så lad os forsage angsten – angsten for fortiden, nutiden og fremtiden og i stedet gå fra kirke og ud i livet – ikke med sænket hoved – men med oprejst pande … AMEN
GÅ DA FRIT... 