ER livet, verden og dens gang forudbestemt? ER vi blot marionetter i Guds store dukketeater? ER der virkelig et forsyn, som har bestemt, hvordan det skal gå dig og mig og naboen og alle de andre? Det være sig i Mellemøsten, i Ukraine, i det sygdomsplagede Afrika eller i det nære, der hvor eksistensen bliver udfordret af uheldigheder, tilfældigheder, sygdomme og ulykker.
Nogen vil svare: JA, det er forsynet – andre vil svare: Ved ikke. Og jeg med min teologi og min erfaring vil svare: Nej, jeg tror ikke på et forsyn. Det tillader, hverken min fornuft eller de studier jeg har været omkring i kristendommen. I min optik er der ikke en eller anden stormagt, intelligent designer (som Gud kaldes i de kreationistiske kredse) ja, kald det, hvad I synes – som skulle sidde/stå/ligge/svæve et eller andet sted og som så skulle have spændt en rød – eller nærmere usynlig – snubletråd ud.
SELVOM der på tværs af forskellige eksistensforståelser på hver sin måde hersker en idé om, at ”sådan er det”. F.eks. i astrologien – hvor stjernerne – himmellegemerne bestemmer, hvordan vores liv skal eller vil forme sig. Som oftest optræder stjernetyderierne som underholdning i formiddagsbladene og de kulørte, som vi kun læser hos frisøren. MEN tilbage i 90’erne var disciplinen erhvervs-astrologi faktisk fremme i flere kredse. Flere store firmaer hyrede en astrolog til at sige noget om fremtiden ud fra, hvornår virksomheden var født. Selv indenfor den hardcore pengeverden dukkede såkaldte finans-astrologer op og vejledte gerne i, hvornår aktiekøb og store transaktioner ville være mest gunstige. I folketingssamlingen 1997/98 endte erhvervs-astrologien så på daværende arbejdsminister Jytte Andersens bord, da et medlem af tinget anførte det betænkelige i, at enkelte virksomheder på det tidspunkt krævede en ”astrologisk undersøgelse” af ansøgere til ledige stillinger. For at gøre en lang historie kort så kom der ikke noget horoskop-forbud, da dette allerede var afvist i 1992, da et flertal forkastede et forbud mod ”genetiske tests” ved ansættelse af nye medarbejdere. Det, som jeg vil sige, er, at astrologien er en af de tilværelses-tydninger, der tror på, at der i livet er lagt en forudbestemmelse. En rød tråd!
På samme måde som når vi taler om genetik – på den ofte alt for forsimplede måde. Sidste weekend faldt jeg over et aldeles spændende interview i Politiken med neurobiologen og videnskabsjournalisten Lone Frank. En af overskrifterne lød: ”Du kan ikke ændre på, hvem du er” og derpå stod der at læse: ”(…) Lone Frank mener, vi er styret af vores dna og ikke af ydre omstændigheder og oplevelser.” I selve interviewet fortæller hun åbenhjerteligt om sin opvækst, der har budt på forældre-depression, alkoholisme, skilsmisse, moderens cancersygdom og død og mange flere hurdler. Hændelser der – ifølge Frank – former vores måde at se verden på. MEN det er ”de tilfældige” gener, vi har fået fra vores forældre, der gør os til dem, vi er. Hele vores krop og sind er produkter af disse gener og de – altså generne – afgør så, hvordan vi tackler den ydre verden og de udfordringer, vi møder. OG Lone Frank går endda så vidt som til at mene, at det er en fordel – for dermed er vi fritaget fra skyld på grund af det, hun kalder ”biologiske finurligheder”. Ja, hun ser det nærmest som en art befrielse, at hun ikke selv skal føle skyld og at andre heller ikke behøver det.
Her må vi virkelig spidse øre for nu bliver det for alvor interessant! Vi ved godt, at vore gener fylder meget. Tænk bare på vendingen om en søn eller datter, der omtales som snydt ud af næsen på mor eller far. Slægtskaber lader sig sjældent fornægte, det gælder ikke kun i det ydre – rødt hår eller mellemrum mellem fortænderne – men også i det indre. MEN hvad sker der, hvis vi ekskluderer begrebet skyld – kasserer det – og henfalder til sætningen ”sådan er det bare” eller ”sådan er jeg”?
Mit svar er, at uden skyld opløses relationen mellem os mennesker. Fordi alle relationer på et eller andet tidspunkt oplever svigt, sammenbrud, misforståelse eller noget 4. Hvis vi så på baggrund af vores DNA kun kan konkludere ”sådan er det bare” eller ”sådan er jeg”, så eksisterer muligheden for at genoprette forholdet heller ikke. Forsoning er ikke-eksisterende. Relationen mellem dig og mig bliver statisk og mit forhold til verden bliver statisk. Vi ender som en flok børn på torvet, der hverken reagerer på fløjtespil eller klagesang. OG så er der for alvor grund til at råbe vagt i gevær eller som Jesus gør det i dag, giver os en opsang.
ER alt forudbestemt via vores DNA (eller for den sags skyld stjernens placering), så bliver genetikken (eller himmellegemets ståsted) en art buffer mellem mig og dig – og mellem mig og verden. Mit ansvar reduceres, for når jeg ender op i remsen ”sådan er det bare”, så er der jo heller ingen grund til overhovedet at tage ansvar for noget eller nogen som helst. Hverken mig selv eller mit medmenneske. Al dynamik er da taget ud af skabelsen – livet er blevet statisk. Det bliver endimensionelt og ligegyldigt og pludselig er der ingen grund til at føle hverken glæde eller sorg – ”for sådan er det jo bare” … håbet synes borte … stagnation … OG jo, i den rigtige verden så kan vi alle opleve ligegyldigheden, der truer, der hvor afmagten sætter ind – det er også et af de livsvilkår, der kan omfavne selv den største optimist.
Og så er jeg tilbage ved begyndelse, tror vi, at alt er forudbestemt, så saver vi den gren over, der hedder Jesus. For hvorfor skulle han komme til verden via en barnekrybbe, hvis verden bare er et stort dukketeater styret af den almægtige Gud, hvor drejebogens hændelser er skrevet og alle replikkerne ligger klar til at blive råbt, hvisket eller fremført i resignation? Kom Jesus ikke netop til verden for at forsone. Hente det menneske ind, der var fortabt, forkert, for skør, for syg, fordømt? Kom han ikke netop med den dynamiske indsigt, at livet og dets gang ALTID kan være anderledes? JO, for kristendommen vil, at vi skal turde leve i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed. Det er, hvad Jesus – på den noget vrede måde – forsøger at fortælle os i dagens evangelium. Vi er udstyret med evne til at vælge og til at tage ansvar. Og netop i kristendommen er fornuften sat fri, så vi hver især selv SKAL turde træffe de valg, der sætter os i stand til at tage ansvar for både os selv og hinanden. I kristendommen er vi netop ikke bundet op af love om påklædning eller hvad vi må spise eller hvem vi må omgås med hvor og hvornår eller af en eller anden knibsk moraltænkning. Vi er heller ikke bundet op af bestemte regler om, hvordan vi skal praktisere troen på Gud; det må den enkelte selv tage ansvar for. Vi er på alle måde sat fri – også når vi møder livets uheldigheder, tilfældigheder, sygdomme og ulykker, da skal vi turde huske på eller måske mindes om, at det håb Jesus kom til verden med også inkluderer os. Et håb der vil, at vi skal turde bevæge os frit rundt i verden og til stadighed have blik for og tage hånd om det medmenneske, som tror sig bundet af statiske livstydninger, der hævder, at livet er forudbestemt og færdigpakket. AMEN
GÅ DA FRIT... 