Det siges, at vi er blevet dårligere til at lytte til hinanden. At samtalen i disse år har ringe kår og efterhånden er blevet reduceret til DEBAT, hvor det handler om ET, nemlig at få ret. Vi kender det fra medierne – især TV, hvor debattørerne, som var det en boksekamp, kæmper om at få det sidste ord og helst ”knock-oute” og sende den andens argument og holdning til tælling – og det hele foregår naturligvis på tid -, for så skal ”vi” videre til næste indslag eller næste krimi eller nok et have- eller madlavnings-program.
Spørgsmålet er bare om nogen overhovedet får noget som helst ud af en sådan DEBAT-form – om den slags ”2 eller 5 minutters slås-kampe” gør os mere oplyste – ja, om den overhovedet gør os klogere på os selv, livet og hinanden?
Farisæerne dyrkede på en måde noget af den samme debat-kultur – især, når de mødte Jesus. Det handlede til stadighed om at ”prøve” ham – aller helst lokke ham i fedtefadet. Som f.eks. dengang da de kom slæbende med en kvinde, der var grebet i hor. Moseloven, som farisæerne forsvarede med næb og kløer, påbød, at en sådan kvinde skulle stenes – skulle dø. Men som så ofte trak farisæerne det korteste strå i mødet med Jesus og de blev da også sendt slukørede bort med ordene om, at den, der er ren, kunne kaste den første sten.
Og så er det, at en af dem, ja oven i købet en af de fremmeste farisæer, i ly af mørket sniger sig væk fra de andre og hen for at møde Jesus. Det virker ikke, som om han er på flugt eller har til hensigt at skulle gå i infight og slås med Jesus, men snarere synes det, som om han er drevet af nysgerrighed – der er vel snarere tale om en sund menneskelig over, hvad gudstro er? Han søger virkelig oprigtige svar på sine oprigtige spørgsmål. Om Nikodemus bliver så meget klogere den nat er næppe til at afgøre. Det vil være for snævert blot at påstå, at den ene spørger i øst og den anden svarer i vest.
Derimod tror jeg, at det vil være mere præcist at sige, at Nikodemus’ frimodige og jordnære ”hvordan”-spørgsmål her i dagens prædike-tekst modsvares af Jesu forkyndelse. Den forkyndelse hvor himmel og jord – hele skabelsen – bindes sammen. Den forkyndelse der skal trøste og opbygge – både menigheden i gudstjenesten og den enkelte i sjælesorgen: det være sig, når vi ganske menneskeligt rammes af Nikodemus-undren i vores tvivl eller når sygdom og lidelse indfanger og omhegner os i en fortvivlende afmagtsfølelse. PÅ den måde tiltalte Jesu ikke Nikodemus spor anderledes end han gennem tiderne har tiltalt og fortsat tiltaler mennesket – f.eks. os som her og nu er samlet.
Og hvordan gik det så med Nikodemus efter, at han igen forsvandt ud af natten efter mødet med Vor Herre Jesus Kristus selv?
Jo, SE han kom til TRO. Langfredag var han sammen med Maria, Jesu mor, og Josef fra Arimetæa om at tage den døde Jesus ned fra korset. I stor sorg bar de sammen kroppen ud og lagde ham ind i graven inden de sammen rullede den store sten for.
Den død og den sten der påskemorgen ændrede verden for altid! Og gav os troen på, at der altid er et håb – en evig horisont, der rækker ud over de erfaringer af smerte, død og savn, som vi gør os her og nu! At der altid er et lys, der vil overdøve mørket og give plads til glæden imellem os. Et lys der følger os til verdens ende. Et lys der vil trække os ud af mørket med præcis de samme ord, som Nikodemus den nat måtte grunde over – og som han måske aldrig helt forstod: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”
At blive genfødt er at se Guds rige, som allerede er her. At vi tør acceptere de grundvilkår, som vi er skabt til at leve under – sammen og hver for sig – også når tilværelsen tager en uventet drejning og byder os trods. Ja, når den – tilværelsen – nogen gange langfredags-formørker vort sind og ”aleneheden” føles uophørlig. Da er det, at vi skal hjælpes og mindes om, at vi er Guds og det er ALT nok. Den identitet som står fast, når alt andet smuldrer og altid huske på, at det også gælder for alle de andre.
At blive født på ny betyder, at vi skal se livet og se hinanden og det endda til tider med nye øjne, som da skællene faldt fra Paulus’s blik, især når menneskeskabt dobbeltmoralisme og argument-resistente og tonedøve fordomme får os til at stivne og blokerer for nærværet med hinanden. AT se er at turde lægge den sten, som ind imellem er snublende let at kaste ikke kun efter andre, men også efter sig selv – både mentalt og verbalt.
At blive genfødt er som salmisten skriver det i den nye salme, vi skal synge om lidt: At tro er at komme, trods hvad der vil hindre, til gudslysets skær – og skænke sin næste Guds nåde i dagen, hvor riget er nær.
SE, det er ord at leve og dø på …
(Salmerne: 3 – 307 – 352 — 582 – 453)
—
SALME 582: At tro er at komme skrevet af Jørgen Michaelsen:
At tro er at komme til det, der er større, end vi kan forstå: Guds rige, som Kristus har åbnet i dagen for os, som er små.
At tro er at komme til ham, som på korset har sejret for os – han afviser ingen, han gir os Guds nåde, ham frydes vi hos.
Vi bæres til dåben, og armene om os bekender: Vi tror, hvad dybt her tildeles et barn af dets skaber med Ånd og med ord.
For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt – men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, som frit os har søgt.
At tro er at stille sig ind under ordet, som myndigt får røst – og finde sig tiltalt og tåle dets sandhed og gribe dets trøst
At tro er at komme, trods hvad der vil hindre, til gudslysets skær – og skænke sin næste Guds nåde i dagen, hvor riget er nær.
GÅ DA FRIT... 