At spise sammen er godt! Ikke kun i det daglige men også når vi holder fest. Når børnene bæres til dåben her i kirken, så er det næsten lige så sikkert som amen i samme kirke, at familierne og vennerne bagefter skal spise sammen. For det er godt og det er hyggeligt at spise sammen. Flere og flere bliver langsomt klogere på, at det øger livskvaliteten at spise sammen – maden smager ligesom bedre for mange, når den bare en gang i mellem indtages i fælleskabet. I Århus kommune er ”Projekt Spisevenner” ved at tage form. Formålet er, at få foreninger og lokalcentre til at skabe spisefællesskaber, som så igen kan være med til at mindske ældres ensomhed.
Her i kirken spiser vi også sammen. Hver evig eneste søndag eller helligdag året rundt er alle inviteret til nadverbordet. 2 sakramenter har vi den evangelisk-lutherske kirke – det ene er dåben, som vi netop har fejret med de 3 små børn, hvor i vi alle ved navns nævnelse bliver Guds børn. Og det andet sakramente er nadveren. Det er her, hvor enhver er velkommen – hvor vi oppe ved alteret sammen knæler – ikke for præsten eller Gud – men knæler for at blive mindet om, at vi alle er lige – lige meget Guds børn – ingen er det mere eller mindre end andre. Nej, vi er alle hans – og når vi spiser hans legeme og drikker hans blod – så fyldes vi af livgivende kærlighed, der vil, at vi skal forstå os selv og hinanden som frie mennesker. Frie mennesker der SKAL gå fra kirke, gå ud i verden og gøre gavn, fulde af mod til at være os selv og hinandens.
De fleste er enige i, at det sociale måltid – det vi indtager udenfor kirkens rum – giver god mening – ja, det vel nærmest definere sig selv i kulturelle normer og lokale skikke. Det er ok at spise selv, men i ny og næ er det nu rart at være sammen.
Men hvorfor er det så lige, at det religiøse måltid også er så vigtigt? I biblen spises og drikkes der påfaldende meget og giver man sig til at tælle måltider, bliver man ikke færdig. Mere end 700 henvisninger til måltidet (og så er henvisningerne til drikke og brød ikke engang talt med) viser, at det at spise ikke blot er en perifer beskæftigelse. Tværtimod er det at spise sammen noget både betydningsfuldt og betydningsladet. Lad mig dvæle lidt ved det:
For det første viser måltidet i sig selv ud over det helt konkrete og bogstavelige – og peger hen på fællesskab, fremtid og tillid. At invitere på mad er nemlig også at invitere til fællesskab og dermed måske til venskab. Samtidig så minder måltidet os om, at vi deler vilkår med hinanden. Der er noget, som vi har brug for – for at leve, som vi ikke selv kan tage.
Måltidets betydning er for det andet at ”afsløre”, at vi derfor ikke kun afhængige af hinanden, vi er også fælles om at være en afhængig menneskehed underlagt en guddommelig skaber. Måltidet i bibelen formidler næsten altid den ”erkendelse”. Fortæller os om, hvordan Gud igen og igen skaber – skaber liv og fortsat opretholder livet. Som under ørkenvandringen, hvor Gud sørger for først et festmåltid af vagtler – som vi hører om i denne søndags 2. tekstrække dvs. igen om et år – og siden dagligt den livsnødvendige manna, som vi hører om i dag. Gud bliver hos sit folk under vandringen, hvor de i den golde natur er fuldstændig afhængige af ham. Gud og mennesket kan med andre ord ikke undvære hinanden. Vi tror ofte, at det kun er os, der har brug for Gud, men jeg vil vove den påstand, at han også har brug for sin skabning … hvem skulle han ellers være Gud for?
I det ny testamente fortæller brødunderet det samme, her brødføder Jesus mirakuløst den sultende masse – cirka 5000 mennesker. På det fysiske plan er måltidet altså en stadig påmindelse om Guds daglige skabelse og omsorg for mennesker – og her går også den gensidige afhængighed igen. Den bliver endda ganske konkret – det vender jeg tilbage til.
For det tredje – måltidet peger endnu længere frem, hvor det at spise på den grønne græseng er billedet på Gudsriget. Vi er tæt på påske. Påske der handler om både fællesskab og kærlighed – svigt og død – opstandelse og HÅB i al evighed. I den gammel testamentlige tekst møder Gud folket på vej gennem ørkenen og i evangelieteksten er folket samlet et frodigt sted, hvor der er masser af liv og vækst. Og så sker der noget ganske overraskende! Hvor det i et gamle testamente suverænt er Gud, der kaster vagtler og manna ned fra himlen. Så er det en lille dreng, der i evangeliet står med brød og fisk. Som Andreas – den ene discipel – siger det: ”Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og 2 fisk”. En lille dreng – et barn – et efter gamle forhold ubetydeligt lille menneske – præcis som kvinder og hedninger var det – præcis som vi her i rummet ville have været det efter datidens sociale og religiøse grupperinger – eller tør vi kalde dem ”matchgrupper”.
Fortællingen om spiseunderet handler derfor ikke kun om, hvordan Jesus bruger sin guddommelige magt og evne til at mætte alle. Men den handler i lige så høj grad om, at fra NU af skal intet menneske – ingen skabning – føle sig udenfor Gudsriget. Festen er åben.
Og se ”den åbne fest” – det store fællesmåltid blev en torn i øjet på den etablerede religion, hvor alle var matchet ind i bestemte kasser og kategorier. Hvor nogen var centrum, andre omegn, nogen tredje udkant og endelig den sidste gruppe, der stort set som urene var ikke-eksisterende … ja, hele denne praksis og tankegang blev forkastet af Jesus – og derfor blev han klynket op på et kors. Hvorfra han fastholdt, at fra NU af skulle og skal, der være plads til alle og det blev der.
Fra nu af kan vi derfor ikke bare stå og vente på, at maden og andet godt daler ned fra himlen. Fra nu af er det vort ansvar, at der er noget at række videre. Noget der mætter og giver liv.
Derfor giver det også godt mening, at Budolfi på denne midfaste-søndag deltager i den landsdækkende indsamling for Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling. At vi – som den lille dreng med de 5 brød og 2 fisk – rækker videre, hvad vi har eller i princippet måske blot en brøkdel af, hvad vi har. For dagens tekst vil også fortælle os, at Gud i den grad har brug for sin skabning – OS – for sådan hænger hans rige også sammen.
GÅ DA FRIT... 