Hvert år kåres et ord som nyt eller hyppigst anvendt. I 2013 skulle undskyld være det mest anvendte ord og globalt er vort vokabularium blevet velsignet med glosen: selfie – som kort og godt betyder, at én i et absolut selvbevidst øjeblik napper et smartphone-foto af sig selv. For 14 år siden – i 1999 – var årets nye ord curlingbarn. Og her i ugen op til jul har flere af de store dagblade taget temperaturen på landets curlingbørn – for en god ordens skyld tillader jeg mig lige at definere begrebet: ”Curlingbørn er børn, der sjældent eller aldrig møder problemer eller modgang, fordi forældrene overbeskytter dem. Begrebet er opkaldt efter spillet curling, hvor en sten sættes i bevægelse henover en isdækket bane, og to spillere styrer den i mål ved at feje og gnubbe med koste foran den kurende sten. Curlingbørn oplever på et tidspunkt store nederlag, fordi de ikke har lært at tackle selv simple problemer.”.
Første generation er nu blevet voksen. Nogen er påbegyndt en videregående uddannelser og andre er trådt ind på arbejdsmarkedet. Artiklerne fortæller om, hvordan forældrene fortsætter med at bane vejen for deres små pus. På universiteter bliver undervisere ringet op af kampklædte forældre, der klager over undervisningen eller over en karakter – eller som bare lige vil høre, hvilken bus, deres nu voksne søn eller datter skal tage for at komme hen til det sted, hvor eksamen afvikles.
En HR-chef fra Dansk Erhverv fortæller, at ”et af de karaktertræk, der er blevet hæftet på curlingbørnene, er deres behov for at blive set, anerkendt og beundret” og det er ikke nemt for, som hun fortsætter: ”Ud over at knokle opdager de, at ingen står og klapper, når de har gjort noget. I stedet er holdningen: ”Jamen, det havde vi da sådan set også forventet””.
Flere tager Mor eller Far med til ansættelsessamtale og Far og Mor blander sig hjertens gerne med mindre, der altså er udstukket klare retningslinjer fra arbejdsgiverens side. Som en arbejdsgiver siger det: ”Der er en hel del curlingbørn blandt ansøgerne. Det kan man godt mærke. Men får man dem på tomandshånd, kan man godt mærke, om de er i stand til at svare for sig og er værd at satse på. Det var ham her. Jeg ringede og bad ham om at komme uden forældre, og det klarede han godt. Så ham er vi faktisk ved at ansætte”
Godt så … men hva’ så med Jesus-barnet? Man kan vel godt – uden at fornærme nogen – hævde, at han havde noget af en faderbinding! Men noget curlingbarn var han altså ikke. Nuvel, hans forældre drog bestemt omsorg for ham, og de bekymrede sig f.eks. den dag, da han som 12-årig stak af for at gå i tempel. Og som alverdens curling-forældre drømte Josef og Maria vel også om at skærme ham imod skuffelser og smerte, imod sorg og nederlag.
Der var dog et tidspunkt, hvor Jesus fik muligheden for at lade sig ”curle” gennem resten af tilværelsen; det var, da han helt alene fastede i ørkenen. Jesus modstod denne fristelse – selvom den lå snublende nær – til for altid at lade sig bære på englehænder (og fede den af i engle-hængekøje) – og dermed give afkald på eget ansvar – det vil sige på friheden til at være herren i eget hus. Han afstod velvidende, at livet kradser – ja, at livets gang giver blå mærker, flossede negle og nerver – og efterlader os med store og små irriterende sten i skoene.
Der var så også den dag, hvor en kvinde mere eller mindre tilfældigt løb ind i Jesus med en hale af 8 vrede mænd efter sig. De ville stene hende, fordi de mente, at hun havde haft en affære. Men Jesus replicerede: ”Kom igen – en affære?”. ”Ja”, sagde de 8 i kor – ”og det er ifølge loven ulovligt og derfor skal hun dø!” – ”Dø?” sagde Jesus ”– aarh, før I dømmer nogen ude, så kan I jo ransage Jer selv – og lad så den, der er ren, kaste den første sten”. De 8 lagde slukørede stenene og gik deres vej, for de havde vist egentligt ikke noget at lade andre høre – og til kvinden sagde Jesus: ”Gå hjem – jeg dømmer dig ikke!”. Mere hverken gjorde eller sagde han. Han ringede ikke efter en taxa eller tilbød hende en brochure med muligheder for livs-, krise- eller stresshåndtering. Han ”curlede” med andre ord hverken kvinden eller de 8 vrede.
Og dengang Jesus helbredte en lam med ordene: ”Tag din båre og gå”. 4 venner var kommet med ham og beskeden fra Jesus var kort og godt: ”Tag din båre og gå”. Han hverken ynkede manden eller ringede efter en handicaptransport eller overtog hans liv med dertil hørende førlighed. Han bad derimod manden om at tage ansvar for det liv, der lige her og nu er hans.
For mig at se så rummer de 2 historier – om kvinden der blev grebet i hor og den lamme mand – centrale og afgørende pointer i kristendommen: 1) ransag dig selv, før du smider sten efter ham eller hende du ikke forstår eller slet og ret ikke bryder dig om 2) tag ansvaret for dit eget – og andres liv men overtag det ikke.
Kristendommen er ingen curling-religion. Gud kommer ikke pr. automat og fejer skidtet væk eller ryster skærmende tryllesalt ud af ærmet for at skåne os, når vi møder skuffelse, sorg, smerte og nederlag.
Gud velsigner derimod ALT liv. Det er selve kernen i kristendommen. Velsigner dit liv – mit liv – naboens – velsigner vore fjender og venner – velsigner hele SKABELSEN og SKABNINGEN med alt, hvad den rummer – velsigner derudaf trods fejl og mangler. Velsigner når vi griber ud efter sten – velsigner når vi overskrider vores mandat til at dømme hinanden. Det hele bliver åbenbaret julenat – åbenbaret da det lille Jesus-barn kommer til verden midt i kaos – kommer til verden med den sårbarhed, som netop kendetegner et nyfødt barn. Vores gang i verden med hinanden er sårbar – og vore relationer er skrøbelige – det er det vilkår, vi bliver mindet om julenat. Gud viser os med sin egen komme til verden som det lille krybbe-barn, at sårbar skrøbelighed er helt ok og at den ikke sådan lader sig ”curle” af banen, når vi skal nå hinanden. Tværtimod vil Gud i julekrybben give os – hele folket – modet til at leve med hinanden!
Glædelig jul!
(udviklet og skrevet i frydefuld samtale med sognepræst Malene Bendtsen, Vejgaard)
GÅ DA FRIT... 