For mange år siden købte en Far tre af de der små tallerken-platter på størrelse med en underkop til at hænge på væggen med et opbyggeligt ord på. Vi har vel her at gøre med den keramiske pendant til de der broderede sofa-stykker med bibelord på, som i fuld alvor har hængt i fromme hjem rundt omkring før i tiden og som i dag primært er et kitsch’et kuriosum, der kan købes hos marskandiseren. Men det er en helt anden snak – tilbage til Farens indkøb, som var tiltænkt hans tre døtre, der i ny og næ – som søskende nu engang gør det – gik i flæsket på hinanden både verbalt og korporligt. Der stod det samme på alle 3 tallerkener: nemlig på tysk: ”Seid nett zueinander” – på dansk: ”Vær gode ved hinanden”. Med andre ord ha’ hjertet med i jeres relation.
På en måde er det sådan en lille tallerken vi hver især får overrakt i dag af Jesus. For vi skal huske at have hjertet med i vores omgang med hinanden. Hvis du kommer i tanke om, ”at din broder har noget mod dig” så ”forlig dig med din broder” …
I Erling Jepsens seneste roman ”Den sønderjyske farm” fortæller drengen Allan om glæden ved at få sine bedsteforældre på besøg (p. 180ff). Både hans Farfar og Morfar havde deltaget – som så mange andre sønderjyder – i 1. Verdenskrig også kaldet Den Store Krig (i alt var cirka 30.000 sønderjyder var tvangsindkaldt) – og når tiden i skyttegravene faldt dem lang og de manglede mad, så skød og spiste de solsorte.
Siden dengang skød de ikke selv mere, de brød sig simpelthen ikke om det – de havde ”på en eller anden måde fået skudt det, de skulle skyde” -, så derfor fik de altid Allan (det skal siges, at alle både store og små i byen Gram havde et våben) til at skyde solsorte for sig, når de kom på familie-besøg. Farfaren, der havde været tre år ved vestfronten i Normandiet spiste dem gerne rå, mens Morfaren der havde været i russisk fangelejr under lidt bedre forhold insisterede på, at de skulle steges. Når de nu var samlet i Allans barndomshjem, tilberedte konerne dem med en smule trods i åbenlys smug og drengen Allan kunne ikke andet end betragte de to Bedstefædre, mens de med fingrene og ”et fjernt udtryk i blikket” spiste de tilberedte solsorte og samtidig smaskende fremsagde ”veltilfredse lyde”, og Allan måtte altid stille det samme spørgsmål: ”Kommer I så ikke til at tænke på noget dårligt fra krigens tid?”
Umiddelbart forstod de ikke spørgsmålet, men Farfar nedlod sig alligevel til at svar: ”Det gør vi alligevel”. For faktummet var, at hvad de havde oplevet og medvirket til dengang sad dybt inde i deres krop og sjæl. Og tillad mig her at citere et lille uddrag, hvor Allan fortæller:
Min farfar havde et ar efter en kugle i maven. Noget han aldrig talte om. Og jeg troede længe, jeg vidste hvorfor. Det var selvfølgelig, fordi han ikke kunne lide at tænke på, hvad der var blevet gjort imod ham. Det var min mor, der rettede den misforståelse. Det, der plagede krigsveteranerne fra Første Verdenskrig, var ikke, hvad de selv havde lidt af kvaler. Det var, hvad de havde gjort ved andre. Der var noget, der hed blodrus, fortalte min mor, og det var noget, man helst ikke skulle have været med i (p. 182). Hvad de havde gjort mod andre. Det var, hvad der tyngede dem mest og hvad de stadig kæmpede med på det helt personlige plan.
Jeg vil tillade mig at sige, at meget i denne verden kan tilgives mennesker imellem – meget kan imødekommes og tales ned, snakkes til ro og tilrette, så relationer atter genoprettes og sårene langsomt bliver til ar – måske endda nydelige ar. Ja, meget kan virkelig forsones, så hjertet igen kan slå en behagelig takt. MEN hvad med det sagte og det gjorte, det som ikke kan genoprettes i hverken ord eller gerning? Måske fordi den anden er død, er borte eller simpelthen ikke magter eller vil kendes ved mit behov for forsoning. Det der på gode dage kan være lykkeligt fortrængt og som når vi mindst venter det, alligevel kan begynde at skurre i maven, køre i tanke-ring og forvrænge den gode stemning – ja, selv det gode sommervejr?
Pludselig opleves tidernes periodevise mantra om vigtigheden af at kunne tilgive sig selv, som overfladisk dameblads-vrøvl som enhver, der ikke har noget i klemme med den største og den allermest ligegyldige selvfølgelighed kan skrive 5-6 uger før udgivelsesdatoen og som ikke batter en tøddel, når det kommer til stykket. For når ALT kommer til ALT, så kan intet menneske tilgive sig selv (– er mit postulat). Det kan aldrig være sin egen dommer – og dømme sig selv i sin egen sag. Dertil er mennesket – i hvert fald de fleste af os tør jeg godt hævde – afgrænset af og spærret inde i en biologisk købmandstænkning: en hvis det sker, så må det medføre eller udløse eller afføde en art konsekvens … Derfor er tilgivelsen kun mulig via en ydre instans. Og når denne ydre instans – Næsten – ikke kan eller vil eller har muligheden for at tilgive, så kan (kun!) Gud. Det lyder måske – på en måde – banalt og som en gratis omgang. Men Kristus både dømmer og tilgiver på én og samme tid, og altid under kærlighedens fortegn. Det er hele kristendommens omdrejningspunkt.
Det er under dette nådige fortegn – kærlighedens, at vi skal leve livet. Både i medgang – når inskriptionen ”vær gode ved hinanden” forekommer aldeles ukompliceret og en anelse kitsch-plat – OG i modgang, når jeg-du-relationen slår knuder eller brister for altid.
Knuder og brist der kræver, at Jesus med myndig stemme befaler os at løbe modparten op og forlige os – også selvom det kan kræve, at én må sluge en kamel eller to eller ti. Og når det ikke er muligt – når forsoningen menneske-menneske-imellem synes udenfor rækkevide, så skal vi på trods turde tro – og synes det også umuligt – så i det mindste håbe – på, at vi til stadighed er omsluttet af den samme kærlighed. Af den kærlighed som vi er skabt i – døbt i – velsignet i – og som vi for altid skal leve og død af … og som i al evighed holder os fast og aldrig – aldrig – nogen sinde slipper os. AMEN
GÅ DA FRIT... 