2. søndag i advent 2013

Verden er fyldt med lukkede fester! Du kan banke nok så meget på, men der er altid nogen – måske af os -, der ikke åbner og åbnes der endelig, så kommer du eller jeg måske slet ikke ind. ”Dur ikke”, som prinsessen i eventyret Klods Hans siger det igen og igen. Ord, som bestemt ikke er grebet ud af den blå luft.

Ikke-velkommen-erfaringerne kan sidde dybt under huden på os. Helt tilbage fra skolegårdens kliker og videre op gennem uddannelsessystemets selektioner både socialt og fagligt, og nu måske svævende over parcellens tryghedsskabende bøgehæk, hvor vi helst ikke vil have de fremmede ind over skellet – og de fremmede kan i denne sammenhæng være hvem som helst. Alle vegne oplever vi ”os og dem” problematikker. Tiden kan have gjort én nok så tykhudet overfor afvisningerne, men omvendt har de alligevel sat sine spor i kroppen. For kroppen har det med at huske, hvad vores hjerne måtte have fortrængt og derfor kender mange af os instinktivt nok vores plads i hierakiet.

”Os og dem” – sådan indretter vi os! Vi kan slet ikke lade være, for det er en måde at ordne verden på, kategorisere i små bunker for at sætte det altsammen i system. Det kan så samtidig være en måde at tæmme sin frygt – begrundet som ubegrundet – på. Googler du ”os og dem”, så melder der sig på 0,15 sekunder rask væk 5.450.000 hits! Og hold så lige fast, laver du et u-turn – bytter rundt på ordene og søger på ”dem og os”, så kommer der næsten 97 millioner hits på kun 0,37 sekunder. To små personlige stedord os/dem bundet sammen af det lille bindeord og, der vidner om, at os tænkt sammen med dem i mange af internet-eksemplerne rimer på fortvivlelse og forargelse. Dykker én ned i de forskellige eksempler, så står det pludseligt klart, at de forargede vækker forargelse hos de ikke-forargede og alle ender med at være forargede. Forargelse med endnu mere forargelse på!

Jesu projekt i tidernes morgen er derfor lige så aktuelt i dag som i morgen. Her tænker jeg helt konkret på det opgør, som han tog med menneskets trang til at proppe sig selv og hinanden ned i moralske kasser – det være sig i forholdet til Gud og næsten. Men evangeliet vil, at vi til stadighed skal turde tænke selv i stedet for at henvise til døde bogstaver og andre sættekasser. Tænke selv og dermed tage ansvar for eget liv og vore medmenneskers. For Guds skabelse med alt, hvad den rummer er et fælles projekt, som angår os alle!

Netop derfor kan det også godt irritere grænseløst, at vi midt i denne søde adventstid, skal høre om, at himmeriget på en måde er en lukket fest. At der står en brudgom ved døren og siger: Dur ikke, til dem der kommer for sent.

Hvad er det lige for et gudsbillede, som Matthæus præsentere os for? Menneskene kan jeg godt genkende, sådan er vi jo – forskellige i al vores mangfoldighed på godt og ondt! Købmanden har døgnåbent, det er også fint nok, når én løber tør for mælk til kaffen midt i natten. Men den lukkede dørs teologi forstår jeg ikke! Den harmonerer ligesom ikke med dåbens løfterige ord: ”Og se, jeg er med Jer indtil verdens ende”. Og slet ikke med, at vi alle som en er en del af den skabelse, som Gud så var god.

Med mindre Matthæus altså har en pointe, som jeg vil hævde går igennem hele hans evangelium. Nemlig at vi altid er forpligtet på hinandens ve og vel og dermed også på hinandens frelse. Falder nogen ud over kanten, så hent dem ind! Slumrer halvdelen op til festen og glemmer tiden, så væk dem dog, når du nu selv er så parat og klar. Har de glemt at købe olie, så del for pokker! Ofte tror vi, at vi får mindre, når vi deler. Men faktisk får vi mere, fler’ får mer’. Det er, hvad Matthæus vil have os til at forstå. Vores himmelske frelse skal vi tro på – Guds kærlighed til hver eneste af os er et faktum – og derfor skal vi i tillid til den turde sænke de himmelvendte øje mod jorden og mod næsten – og bruge dagen i dag til at se hinanden! Hvis vi altså tør.

Lad os gøre forsøget – lad se brudepigerne i øjnene. Lynhurtigt identificerer vi os måske med den ene af grupperne og pr. automatik lader vi os herefter irritere af den anden gruppe, fordi spejlingen ”os og dem” altid vil være asymmetrisk.

Mit til tider grænseløse sjuskeri bliver åbenlyst, ja åbenbaret for enhver, når jeg møder mennesker, der har styr på sagerne. Styr på troen og roen, styr på tiden og som altid når enhver deadline helt uden svinkeærinder med masser af olie på lampen og det hele til ug. Omvendt så er der de dage, hvor min forberedelse – min parathed – bliver mit ansigt udadtil på den totalt tjekkede måde! Se, jeg er i fuld kontrol – endda helt til verdens ende – og forstyr mig nu i himlens navn ikke med alverdens larm og ufuldkommenhed og brudepiger, der ikke er deres opgave og ansvar voksen.

Der er med andre ord dømt undergang, hvis vi lader brudepigerne spejle hinanden. De er og bliver hinandens modsætninger – os versus dem. For meget brudepige-spejling vil, derfor ende i åndløst tøse-slagsmål med løse hårtotter og bidemærker i overarmene. Præcis som når kirkefolk i såkaldt lidenskabelig vildskab diskuterer den dobbelte udgang – ideen om at nogen er dømt til evig fortabelse og andre til himmelsk frelse – med det ene for øje at få presset sit eget gudsbillede ned over andre.

”Os og dem” er et grundvilkår. At forsøge at udrydde denne modstilling synes umulig og vil ikke andet end ende i vold. Men ved at italesætte den, så kan vi gøre modsætningen dynamisk – og derfor giver det mening at høre brudepige-lignelsen i dag. Vi kan afdække den, vi kan undre os over den, vi kan skændes og forarges og skrive indlæg og holde prædikener og for den sags skyld skrive politiske programmer og gøre den til en del af den offentlige samtale. Men afskaffe den totalt er et overmenneskeligt projekt.

Jesus selv tog hele turen under modsætningernes fortegn for at sætte Gud fri af vores menneskelige kategoriseringer – vores os versus dem tænkning. Langfredag da forhænget revnede befriede Jesus Gud og satte kærligheden fri og gav dermed los for at velsignelsens ord altid skal have frit løb i blandt os. Umiddelbart fremgår det jo ikke af lignelsen om de 10 brudepiger, men det ligger qua den første påske med Jesu død og opstandelse som en fortløbende undertekst, der taler ind i min teologiske forståelse.

Spørgsmålet er om vi med vores hang og trang til – og menneskelige afhængighed af ”os og dem”-tænkning ikke til stadighed gentager, hvad de gamle gjorde – for også vi slæber os af sted i de skriftkloge spor med de døde bogstaver hængende som korte eller lange skygger. Noget kunne ihvertfald tyde på, at vores ofte manglende opmærksomhed overfor hinanden i hvert fald gør, at vi i sidste ende ender med at forhindre nogen – eller os selv – i at komme med til festen, at vi selv lukker hinanden ude og fastholder den gamle talemåde om, at man ligger som man har redt, man kunne bare have glattet lagnet i tide. OG derfor er det slet ikke Gud, der smækker døren i for næsen af os. Men det er os selv, der blokerer for hinandens vej til velsignelsen. Det er os, der ikke forstår, at vi skal leve for fuld velsignelse – altså os alle sammen både de kloge og de ukloge. At vi skal leve livet sammen og hver for sig. At vi under de flettede jule-hjertes fortegn skal bære over med hinanden – række ud og tage imod – og ikke mindst finde modet til at nedtone ”os og dem”, så vi julenat er klar til at høre, at Guds kærlighed og velsignelse gælder HELE FOLKET!