”De virkelig kristne melder sig ud af folkekirken” (berlingske 24.12.2013) sådan stod der juleaftensdag at læse i et af de store dagblade. Ja, nogen melder sig ud, mens andre melder sig ind – pr. 1. januar 2013 var 79,1% af befolkningen medlem af folkekirken og siden da har ”de virkelige” så meldt sig ud!
Der er på den ene side noget spøjst over denne overskrift samtidig med, at der på den anden side også er noget dybt tragisk over at navngive folkekirkens medlemmer på den måde, det vil jeg komme tilbage til. Lad mig i stedet kort ridse et par af de for mig absurde inddelinger op, som jeg er stødt på i tidens løb:
1) ”4-hjuls-kristne” er opfundet af et par præster, som vist nok syntes, at det er for spinkelt kun at komme i kirke, når der er en anledning til det! Det skal noteres, at 4-hjuls er skrevet med h, så der er altså ikke tale om 4 julegudstjenester på et helt liv. Derimod tænkes der på dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.
2) Et andet prædikat, der kom frem i midten af 1990’erne, er også udtænkt af en teolog nemlig: ”kirkefremmed”. Det dækker vist nok over de medlemmer, der ikke kender scenografien, fordi de ikke går nok i kirke. Når de så endelig kommer – evt. som 4-hjuls-kristne – så kan de hverken synge med på salmerne eller rejse sig på de rigtige tidspunkter.
3) Endelig så forsøgte en præst sig for en 5 års tid siden med glosen ”kvartals-kristen”. Den vandt aldrig sådan rigtig genklang. Jeg må så også indrømme, at jeg ikke kunne sige mig helt fri for at komme til at tænke på ordet kvartals-dranker i præstens sikkert udmærkede fremstød-forsøg på at få befolkningen til at gå i kirke 4 gange årligt …
Det tragiske – for mig – ved disse prædikater – altså medlems-benævnelserne: kvartals-kristen, kirkefremmed, 4-hjuls-kristne og virkelige kristne, er, at de skaber et os og dem – underforstået os der går rigtig (meget eller ?!) i kirke og Jer der ikke gør det! Og ikke nok med dette skel “rigtig versus forkert” – så kommer prædikaterne – og deres fabrikanter – i sidste ende til at fungere som tros-politiets selvbestaltede dom over folket aka medlemmerne! Eller sagt mere enkelt: Min dom over din tro!
”Min dom over din tro” er der sådan set ikke noget nyt i. Kirkehistorien er fulde af den slags domme! Kættere er blevet jagtet, fordi de havde en anden udlægning af krybe-barnets betydning. Luther blev jagtet, fordi han havde en anden opfattelse af, hvad der frelser et menneske – eksemplerne er legio. I Mellemøsten jagtes kristne på grund af deres tilstedeværelse og i Uganda har regeringen med kirkens velsignelse lige vedtaget en lov, der idømmer homoseksuelle livstidsfængsel.
Og dagens evangelium er derfor på en måde også netop en forudsigelse af, hvad det lille Jesus-barns komme til verden ville få og til stadighed har af betydning: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. (…) Jeg er kommet for at bringe splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender”. TAK for kaffe siger jeg bare, glansen synes pludselig at gå af julefesten.
Her kunne én så for alvor miste modet, takke af for lydløst at bakke ud af kirkedøren og eventuelt sammen med diverse religions-kritikere nikke ja til, at religioner ikke har meget godt at byde på; for se lige på alle de sværd (der i en eller anden guds navn) har udløst krig, død og ødelæggelse …
Spørgsmålet er så bare, hvem det er, der trækker sværd og hvorfor det lige er, at de trækkes! Krybbebarnet trækker ikke sværd! Jesus var i virkeligheden sjældent aggressiv og udadreagerende! Derimod belærer han os i dag midt i mellem ufred og steningen af Stefanus om, at vi skal give den, der trænger til det: et glas vand! Vi skal med andre ord rette blikket mod vores næste – og dermed turde give slip på selv at få ret!
Din næste er med andre ord altid vigtigere end dig selv! Ja, endda vigtigere end Gud! Det mindede Jesus os – måske – hyppige kirkegængere om præcis den 7. juli i år aka 6. søndag efter trinitatis, med ordene: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.”
Denne 2. juledags tekst-læsninger rummer derfor langt mere end vold og død, og menneskets DNA’ske-iver efter at få guden til at passe ind i skemaet: ”vilje til magt” jf. de historiske konsekvenser af vore menneskelige tolkninger af Guds komme til verden! SÆTNINGEN: ”Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.” er, hvad vi helt konkret skal tage med os fra krybben og julefesten tilbage ud i verden og det almindelige hverdagsliv, som begynder igen i morgen! ER du den store, så har du et ansvar for den lille! Om det i det små drejer sig om et glas vand, et blik, lidt overbærenhed eller på de store linjer handler om at skabe muligheden for at udfolde livet – så er det den konkrete konsekvens af Jesu fødsel!
Gud blev netop menneske for at fastholde mennesket i, at det i et og alt er velsignet! Og Gud blev menneske for at gentage, at denne velsignelse forpligter – at der i kristendommen er en etik – at vi – du og jeg – har en forpligtelse overfor hinanden! Også selvom Luther holdt fast i, at intet menneske overfor Gud frelses gennem gerninger, så kunne det jo være, at den anden oplevede det som sand frelse at få et glas vand i nødens stund – især når den anden pludselig er en selv! AMEN
GÅ DA FRIT... 