Hvis i går havde været i dag, hvor cifrene 7-9-13 fyldte godt ud i danskernes bevidsthed, så ville al snak om menneskeskabte bekymringer være blevet overtrumfet og annulleret af en trylleformular. Så kunne vi havde banket under bordet, kastet en kat over skulderen, gnedet noget salt i såret under stigen og ad den vej fået kontrol over den uforudsigelige fremtid. Men i går er ikke i dag – og derfor bliver vi nødt til at tage Jesu opfordring om ikke at være bekymrede alvorligt.
Bekymringer er relative; hvad der er bekymrende for dig, er ikke nødvendigvis bekymrende for mig og omvendt. Vi kommer fra forskellige opvækstbetingelser og ikke mindst med forskellige livserfaringer, og dermed kan man ikke sige, at den ene bekymring er mere bekymrende end den anden, eller at den ene bekymring er mere legitim end den anden. Hvad den anden bekymrer sig for og over, kræver ikke min blåstempling, men derimod min respekt – min almenmenneskelige respekt. Dermed kan man heller ikke opstille et katalog over officielt anerkendte bekymringer: a lá ”det her er en rigtig bekymring” og ”den dér er noget pjat”. Den går ikke. For så drukner vi i en spidsborgerlig moral, hvor ingen kan få lov at være sig selv.
I forrige uge var vi dog alligevel vidne til en af de helt store kollektive bekymringer: nemlig lakridspibens mulige skæbne. I løbet af nul komma niks var al snak om Syriens ulykkelige opløsning som nation overtrumfet og overtaget af hvad der viste sig at være et dårligt rygte om EU, der nu ville forbyde chokolade og lakrids, der havde udseende af rygetøj. Så her giver det mening at sige, at man skal vogte sig for falske kollektive bekymringer, som har det med at fjerne fokus fra det, som virkelig er bekymrende. De kollektive mediebårne bekymringer har det nemlig med at ende som en flok hysteriske kællinger!
Nej, så hellere tilbage til det virkelige liv og til de dagligdags bekymringer, som hører eksistensen til. Og det er de bekymringer, Jesus taler til. Han taler til vore bekymringer – han taler vel at mærke aldrig imod dem. De er der, det ved han, fordi de hører tilværelsen til, lige meget hvad vi er rundet af.
Og dog synes det provokerende nemt, når Jesus sådan beder hele menneskeheden om at droppe enhver bekymring. Som en klog kollega sagde om Jesus: Selv går han rundt som en anden hjemløs og lader sig betjene af kvinderne i sit følge – går det helt galt, så laver han et bespisningsunder. Han har ingen ægtefælle, ingen børn, ingen forsørgerpligt. Båndene til begrebet familie er kappet. Han er ikke afhængig af lønarbejde og virker aldrig udbrændt eller stresset. De nutidige klimaproblemer – CO2, kemi i mad, hungersnød, nedsmeltning af poler etc. – var ikke på dagsordenen dengang.
Vi – til gengæld – er ikke altid herre over, hvilke bekymringer vi lader os drukne af. De, der er bundet til vore kærlighedsrelationer til f.eks. en syg slægtning, kan være ualmindeligt vanskelige at vriste sig ud af. Så er der de bekymringer, der kan vække én kl. 4 om morgenen, og som på ingen måde lader sig løse på dette tidspunkt. Spørgsmålet er, om tiden har gjort mange af os til kontrol-freaks, og alt det, vi så ikke kan kontrollere pr. automatik, udløser bekymrende panik.
En amerikansk professor i psykologi Gary Marcus beskriver – i artiklen “Bekymringer er spild af tid” – hjernen som en “Kluge” – en klodset, sammenstrikket tingest, der konstant leder os på vildspor, forvirrer, snyder og stresser os. Den får os til at spilde en masse tid til ingen verdens nytte. Forskningen viser oven i købet, at 5 minutters bekymringer er nok til at bringe os i dårligt humør.
Psykologen deler bekymringerne op i produktive og uproduktive bekymringer. De produktive får os til at handle og træffe rigtige valg. Hvorimod de uproduktive langsomt kvæler os. Ja, og i alverdens 12-trinsgrupper afsluttes samværet med den såkaldte sindsro-bøn: “Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen”.
Spørgsmålet er, om vi tør give slip og acceptere, at der er så ufatteligt meget i livet, som vi ikke har magten over: Os selv og hinanden, fremtiden, dårlige vaner, Gud etc.
Men måske handler det slet ikke om at turde give slip – eller vriste sig fri. Måske handler det heller ikke om at følge psykologens projekt ud i at dele bekymringer op i produktive og uproduktive bunker. Måske livet i virkeligheden bare er en lang – og til tider træls – dans (om gulvkalven?! og) rundt om alverdens problemer – store som små – betydelige som ubetydelige. Måske Jesu ord i dag primært handler om Guds forhold til os! At netop denne relation – i modsætning til alle andre – er bekymringsfri, fordi vi alle som én er skabt i Guds billede – skabt til at leve og skabt elske – skabt til velsignelse og for altid befriet for forbandelse, det være sin egen eller andres.
Gud fortæller os dermed, at der altid er mere at sige om vores liv. Der er altid mere end hvad vore egne erfaringer – og dermed bekymringer – byder os. Bekymrede eller ej – så er vi for altid fastforankrede i relationen med Gud og for evigt hans! Det skal vi have tillid til. Det skal vi turde tro! Præcis som det lille dåbsbarn, der ikke kan andet end at tage imod. Som dåbsbarnet skal også vi turde tage imod den kærlighed, som Gud følger og forfølger os alle med. Fordi Guds kærlighed er det eneste, som vi aldrig behøver bekymre os om! AMEN
(tænkt og skrevet i frydefuldt samvær med pastor Malene Bendtsen)
GÅ DA FRIT... 