”Alle kan trænge til et truck-stop og en at holde af”
En datter på omkring de 9-10 år kommer glad hjem til sin Mor og fortæller, at hun har fået en rolle i skolens krybbespil. Hun skal spille hummer. ”Hummer – i krybbespillet?” spørger Moren. ”Ja”, svarer datteren stolt, ”første hummer”. Moren – spillet af Emma Thompson – løfter det ene øjenbryn og replicerer tilbage: ”Der var altså mere end en hummer tilstede ved fødslen af Jesus?!!”. (Fra filmen Love Actually).
Jeg kom til at tænke på hummer-scenen i forbindelse med en ny Jesus-bog af den tyske teolog Ratzinger, der er bosiddende i Rom. I bogen hævder han bl.a., at der slet ikke var nogen dyr, hverken æsler eller okser i stalden i Betlehem, den nat det lille krybbebarn kom til verden.
Dyr eller ej. Gennem de sidste 4 uger er der verden over blevet opført det ene krybbespil efter det andet. Og da der som oftest er flere aktører end der er roller, vi kan jo af naturlige årsager ikke alle sammen spille Jomfru (!) Maria, er der derfor – foruden førnævnte hummer – sikkert også blevet skrevet både kameler og palmer ind i stykket – med og uden replikker – for, at vi ALLE – hele folket – kan være med.
FOR det er jo netop meningen med det lille Jesus-barns komme til verden, at det er og for altid skal være en Glæde for hele folket – for alle folk. Og derfor har vi siden den første julenat fortalt, fortolket og dramatiseret i ord og toner: begivenheden: Gud blev menneske.
Denne helt specielle Glæde er blevet genstand for fest verden over – fejret på et utal af forskellige måder – ja, selv tidspunktet varierer. Traditioner – overleverede eller hjemmestrikkede – er smeltet sammen med Glæden. Og vore små personlige erindringer er flettet med ind – måske en særlig duft fra barndommens jul eller noget julestads – kanske en nisse, klippet fint eller groft af en lille fedtet barnehånd. Måske et bestemt stykke musik – kanske en salme eller sentimentale og beroligende pop-toner. Erindringer – som vi selektivt og ofte ubevidst plukker fra vort levede liv – som også rummer julesorgen. Fordi vi netop på denne aften måske savner en slægtning, der er udenlands eller en kær ven der er død i år eller for længe siden. Krybbebarnets komme til verden sætter os i alle slags stemninger og det er der plads til. Det var der i hvert fald i Betlehem, den nat Glæden blev født.
MEN så er det pludselig, at et FAKTA-tjek kan finde på at melde sig i adventstiden – højtiden skal køres igennem et ”Fakta-meter” af en ”Fakta-patrulje”. Ethvert forsøg på at føre rationel bevis for julenats fødsel ender dog som oftest i en upoetisk ligegyldig og hurtig glemt artikel. Samtidig sætter nogen så den obligatoriske grammo-fut-plade på, at julen er blevet kidnappet af det sen-kapitalistiske monster og derfor burde den måske i virkeligheden helt aflyses – personligt tilhører jeg nok dem, der mener, at folk da helt selv må bestemme, hvad de bruger deres penge på og til. Eller også går der purisme i den – julekrybben skal med vold og magt renses for alt ”såkaldt hedenskab” og andre tilløbne uregelmæssigheder, der ikke har direkte rødder tilbage til de bibelske tekster – det være sig nisser, juletræer, hummere (?) – ud fra idéen om, at Jesus-barnet helst skal fremstå genuint, rent og ubesmittet …
Dette særegne ønske om at nulstille julen er – i min teologiske optik – totalt ude af trit med virkeligheden – vel at mærke Guds – vil jeg være så frimodig at hævde. For julen har aldrig været nulstillet. Den handler om, at et b a r n bliver født. At evigheden har ramt timeligheden og dermed er Gud for alvor gået direkte ind i dit og mit liv og dermed også i vores kultur. En kultur der er fælles og dog mangfoldig og som altid har været det. Fordi vi som mennesker er forskellige kloden over. Det var netop denne forskellighed Gud gennem Jesus satte sig for at nå med sin Glæde. Det var hvad hele hans liv kom til at handle om. At række hånden frem og inkludere os alle – på tværs af skel for derigennem at nedbryde de mure, som vi sætter op for os selv og ikke mindst hinanden.
Derfor skal vi heller ikke rydde og brænde vore hjemlige jule-relikvier og derefter kalke resten over. I stedet skal vi overgive os til Glæden, for med den følger Guds fred. Guds fred der er væsensforskellig fra vores. Hvor vi har det med at forstå fred som enighed og fordragelighed og ingen opkørte diskussioner hen over andestegen eller morgendagens julefrokost. SÅ rummer den Guds fred, som vi skænkes juleaften, os alle med vores små særegne genfortællinger, fortolkninger og udlægninger … derfor skal vi heller ikke være så bange for at fylde jule-krybben op med vores egne forestillinger og længsler om jul.
Den kan rumme meget mere end vi overhovedet kan eller tør forestille os, men det kommer vi tilbage til, når det bliver påske.
GLÆDELIG JUL!
GÅ DA FRIT... 