VÆK OS DORSKE … (18. søndag efter trinitatis)
Spejlings-niveauet er godt nok noget lavt i denne søndags tekst. Det hele er på en måde meget nemmere, når vi hører om dumme og uforstandige disciple, eller om den lavstammede tolder oppe i træet, eller om letlevende skøger med moral så flosset som uplejede neglebånd, ja om de syge, de skøre og de ufuldkomne. For så kan jeg enten nikke med og ”føle mig set” eller måske endda på en god søndag ”føle mig” lidt bedre.
Men så er det, at Jesus pludselig stiller os overfor skabelsens indbyggede forventning om, at vi S K A L bære frugt. Han sætter overliggeren lidt højere end vi umiddelbart tror vi kan evne eller magte eller orke. Jesus vil, at vi tager vort liv alvorligt. Gør os umage. Strenger os an. Ikke som TigerMor aka Amy Chua, amerikansk mor og jura-professor på Yale, der elsket og forhadt blev verdenskendt, da hun i 2011 skrev den kontroversielle bestseller ”Battle Hymn of the Tiger Mother” om asiatiske opdragelsesprincipper bl.a. ud fra devisen: ”det handler ikke om resultater, men om at gøre sit bedste” (Politiken 21.03.2012) . Desværre for Amy Chua og hendes to døtre foregår disciplineringen i et ret åndløst rum, hvor deres talenter motiveres og stimuleres overdrevent (i hvert fald efter danske forhold) og det på bekostning af, at de livgivende kompetencer udi at indgå i fællesskaber tilsidesættes på en yderst bekymrende måde.
Vi skal bære! Forventningen fra Guds egen søn er ikke tænkt som et dogmatisk tugtemester-kneb, der pædagogisk vil tvinge os i knæ indtil vi hulkende eller resigneret forstår, at vi intet selv kan – andet end gribe ud efter Kristus, der som et korkbælte i havsnød driver rundt og derefter kan redde os ud af vort eksistentielle og sikkert selvforskyldte skibbrud (hvis forsynet da vil det sådan?!!!). For mig ligger skabelsens indbyggede forventning om ”at bære” før al snak om synd og hvad præsten ellers hiver op af hatten, når der skal kompenseres for de besværlige forventninger til os.
Den italienske forfatter og semiotiker Umberto Eco skriver klummer i tidsskriftet L’Espresso og for efterhånden mange år siden bad hans redaktør ham om at sætte lixen (tekstens sværhedsgrad) ned – for læsernes skyld. Konsekvent afviste Eco dette under henvisning til, at det er helt på sin plads, at en forfatter stiller krav til sin læser. Denne har godt af at anstrenge sig – gøre sig umage – for at forstå. For når en tekst åbnes og skal afkodes sker det altid i en fortløbende dialog mellem forfatteren og læseren og i denne relation forstod Eco ikke, hvorfor han partout skulle tvinges til at finde den laveste fællesnævner, tæmme ånden og slutteligen aflevere en omgang pixi-lirum-larum.
Angående åndelig tomgang så vil X-factor endnu engang hærge efterårets sendeflade på nationalt tv. Håbefulde amatører i alle aldre fra nær og fjern vil valfarte til audition i forventningen om at blive set, opdaget og ikke mindst anerkendt. Velvidende, at Blachman hud- og skamløst vil gentage sig selv med kravet om, at forudsætningerne for det, som folket byder ind med SKAL være på plads. Hvis ikke så bliv dog hjemme og øv dig det x-antal timer, der vil gøre, at du enten bliver god eller erkender, at det også er ok, at nøjes med at synge i badet eller henne på kirkebænken. Og de ligeså håbefulde forældre, der måske aldrig selv fik udlevet en slagersanger-karriere og derfor bliver nødt til at leve deres braste drømme ud gennem en søn eller datter vil med tårer i øjnene blive sat på plads og mindet om, at de har pligt til at stille krav til deres børn, at vejledning og realistisk opmuntring faktisk er en uendelig vigtig del af det at bære sit forældreskab.
Evangeliet – uden yderligere sammenligning til Eco eller Blachman – kræver også! Kræver, at vi bærer – bærer frugt; bærer igennem; bærer over; bærer på tværs etc. Kræver, at vi gør vores bedste med de talenter, som evolutionen nu engang har udstyret os med.
En klog og ganske erfaren bypræst forklarede mig for nylig, at de fleste kommer i kirke for at høre, at de er elskede og gode nok. Men får dette udmærkede og livsvigtige budskab lov til at stå palle-alene og det har det en tendens til at gøre især på de søndage, hvor evangeliet napper efter os, så omklistrer det om os som en klæg honningfælde og vi lulles livløst ind i en selvtilstrækkeligheds døs. Og der kan vi så slumre indtil nogen eller noget vækker os eller vi eventuelt dør af narkoleptisk kedsomhed …
VÆK de dorske, lyder det til os på søndag, når vi på kirkebænken snupper os en åndelig morfar. For det er jo, hvad evangeliet også vil! Ikke under trivielle menneskelige trusler iklædt metaforerne om døde kviste og afbrænding af andet haveaffald. Det trick er sat i den homiletiske skammekrog. Men vi vækkes af ordene REN og FULDKOMMEN.
Tænk sig, hvis vi i virkeligheden er rene i Guds øjne. En renhed der er udenfor vores idé og forestilling om god moral og rigtig kultur, ja udenfor vores syn på natur og evolution. En renhed der ikke sådan lader sig spærre inde af vore menneskelige og ofte forstyrrede projektioner eller teologiske menings-fortænkte-systemer. MEN som derimod både kan synes provokerende, uforståelig og ikke mindst uhåndgribelig, FORDI dette Guds menneskesyn så gådefuldt og generøst vil os i al evighed. Det er det billede, vi skal turde spejle os i.
Når vi så er blevet spejlet og bygget op, så er det, at vi for egen og ikke mindst næstens skyld skal ihukomme, at ethvert spejlbillede er statisk, og derfor kan vi forbløffende nemt lade os fortabe i mislykket narcissisme og glædesløs dorskhed. Glæden er og forbliver altid udenfor mig selv, er evig dynamisk og lever i fællesskaberne mennesker imellem. Den kan hverken tæmmes, sættes på formel, omfordeles eller kaldes noget andet. Den er fuldkommen ustyrlig præcis som helligånden, der også farer, hvorhen den vil ….
GÅ DA FRIT... 