Det labyrintiske NU … (1. søndag efter trinitatis)
Siden den 2. april i år har 1,1 million danskere kunnet hæve deres efterløn. De, der har været med siden ordningen blev indført i 1979, har haft muligheden for at trække helt op til 66.800 skattefrie kroner ud. Cirka 20% af befolkningen har altså skullet træffe et valg: Skal eller skal ikke hæve pengene? Pengeeksperter i alle kategorier har naturligvis i bedste senkapitalistiske ånd rådgivet på alle niveauer. Men i sidste ende har valget været den enkeltes, hjulpet godt på vej af overskrifter som: ”Det er nu du skal træffe dit valg! Så hvad gør du?” og et andet sted: ”At skulle træffe et valg omkring efterlønnen er en uhyggelig svær størrelse. En beslutning som i nogen udstrækning også handler om overbevisning.”
Uhyggelig! Overbevisning! Om hvad kan én meget nemt tænke i forhold til dette enten-eller: Om enten at give den fuld gas i overhalingsbanen og leve igennem iført store solbriller og blafrende tørklæde eller snus-fornuftigt tage den med ro og lade beløbet stå, så de kan blive herligt flere?
Den rige bonde er ham, der lader efterlønnen stå. Han forbereder og forstørrer, han arrangerer sit perfekte nu og skal hele tiden liiige fikse et og andet, før han er klar til at ”carpe diem” og så er det, at Gud kalder ham en tåbe. Så ih, hvor er det godt, at jeg hævede min efterløn, så jeg kan leve i det rigtige og autentiske NU, og ikke er som de andre, der gemmer til natten og katten og fanden og hans pumpestok. For jeg lever, som var det den yderste dag i mit liv … STOP – TIME OUT … den indre farisæer er atter på afveje.
Kors hvor er vejene til nu’et dog labyrintiske. Der er ikke noget at sige til, at dameblade og coach-litteratur med videre uge efter uge; livsstilsmesse efter livsstilsmesse; forsøger at guide os hen til det evigt flygtige nu og alligevel aldrig for alvor kommer i gang med at realisere det. For hvor er det dog svært at slippe fortidens skærmydsler og tanken om fremtidens mulige udfordringer.
At leve i nu’et kræver vist mere end blot god vilje og mulige 66.800 kroner i jagttasken. Det kræver også, at vi tør vriste os ud af eventuel bitterhed over de valg, som vi ikke traf på grund af simple fejlslutninger eller mangel på mod eller halvdårlig barndom. Traumer og neuroser som ofte vil blokere for udsynet og dermed vil fremtiden endnu før, det er blevet i morgen, allerede være bundet op på dagen i går …
Lignelsen om den rige bonde smadrer på alle måder enhver illusion om, at vi kan konstruere nu’et for os selv og hinanden (med eller uden efterlønsudbetaling). Vores egen nu-iver kan ikke andet end ende i et ”os og dem”; fordi ”mit nu” sjældent inkluderer ”de andres nu” og vice versa. Tværtom så har jagten på nu’et en evne til at være individets trang til selvudfoldelse og måske endda på fællesskabets bekostning.
Når det er sagt, så må vi ikke være blinde for, at de bibelske tekster igen og igen peger på, at vi hører hjemme i nu’et – i Guds NU vel at mærke. På kirke-sprog også kendt som inkarnationen og demografisk formuleret som Gudsriget. Hos Matthæus kap 6,34 står for eksempel at læse: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”
Så ja, vi skal leve i Guds nu, det er evangeliets hele fordring. Men det afgørende er, at der her også er plads til plage, frustration, lidelse, fortvivlelse og alt det vort eget nu sjældent giver plads for. Så rummeligt er Gudsriget. Her behøver vi ikke tæmme og spæge vort jeg, så det fremstår lydefrit og rent i ånden. Her må du komme med alt det, der er dig. Og det er den afgørende forskel på Gudsriget og vores egen tåbelige og spinkle jagt på at caste og gribe dagen.
Leve i Guds NU og samtidig være underlagt det genetiske-jeg’s trang til selv at ville skabe og forme livet og dagen. Samle forråd mentalt og materielt også under griskhedens fortegn; bygge op og destruere for sådan er vi også skabt. Vi kan bare ikke lade være. Den amerikansk psykologi professor Gary Marcus beskriver hjernen, ”som en “Kluge” – en klodset, sammenstrikket tingest, der konstant leder os på vildspor, forvirrer, snyder og stresser os. Den får os til at spilde en masse tid til ingen verdens nytte.”
Så menneskelivet er og bliver en lang række labyrintiske valg, som vi mere eller mindre velovervejet træffer ud fra forskellige præmisser for eksempel ideen om nytteværdi. Den rige bonde stiller dog et ærligt og menneskeligt afgørende spørgsmål rettet ud mod selve eksistensen: ”Hvad skal jeg gøre?”.
Som en anden efterlønspenge-opsparer er han overladt til sin egen beslutning om at vælge den rigtige løsning. Nogen vil altid mene, at de både har evnen og pligten til at vejlede ham: at han for Guds skyld skal vogte sig for volumensyge, da for meget har det med at spærre udsigten til det vigtige her i livet. Og en anden vil med streng mine formane, at han bør sørge for at have sine prioriteringer i orden, så han ren i ånden med blikket stift rettet mod himlen altid lever i overensstemmelse med Herrens vilje.
Men på trods af disse måske velmenende og fromme råd, så kan et liv ikke leves på denne måde (velvidende at der naturligvis altid findes undtagelser). For vi er som oftest overladt til os selv, når vi skal vælge og når vi vælger, som vi gør, så er det, fordi vi ikke kan andet. Kunne vi andet, så gjorde vi det sikkert. Så ja, mange af vores valg er tåbelige og urene og egoistiske og ja vi tager fejl og rammer ved siden af. Den eneste trøst er og bliver da, at i Guds-NU er der også plads til en dødsdømt tåbe.
GÅ DA FRIT... 