”Han er opstanden!” … ”Hvem?” … Tanker fra en påske-absence … (Påskedag)
”Han er opstanden – Han er opstanden – Han er sandelig opstanden!!!” lyder det gennem hele kirkerummet. ”Hvem?” hvisker en fyr på omkring de 30 år til mig – ”Jesus” mumler jeg tilbage – ”hvorfra?” hvisker sidemanden atter – ”fra døden” replicerer jeg høfligst og glider herefter med fuldt overlæg ud af fællesskabets ”jeg-du”-forpligtelser og direkte ind i mine egne tanker med blikket sløvt dvælende mod evigheden …
Denne spæde forårsmorgen er vi samlet til gudstjeneste for at fejre dødens død. Der er introitus med udvidet korbesætning og oceaner af påskeliljer. Nye lys pryder alteret og duften af ajax lader sig ikke fornægte. Kirkens største festdag er planlagt og arrangeret med henblik på, at noget nyt skal tage fat i os og denne nye begyndelse er iklædt renskuret og uforfalsket glæde.
Iscenesættelsen virker dog lidt som en slags mental voldtægt af min indre langfredagsfølelse. Knap 48 timer tidligere har stedets anden præst talt om vold og ondskab, og ført menigheden på den obligatoriske tur via dolorosa til Auschwitz-Birkenau (forrige år var vi i Gulag) og sammen har vi poetisk-kingosk sunget om Guds lidelse og død og VUPTI her to døgn senere har lyset så sejret over mørket og ekkoet af ”Han er opstanden” vil ingen ende tage. Da vi tidligere sang ”Krist stod op af døde” måtte jeg spare stemmen, fordi jeg stadig er øm i halsen efter, at jeg forleden – sammen med alle de andre – med taktfast funktionærånd skreg med på: Korsfæst Ham – korsfæst Ham.
Som en anden nyudpeget nazist, der har haft fingrene for langt nede i jødekagerne, kan jeg ikke helt begribe det liturgiske tigerspring mellem langfredag og påskemorgen. Det virker så mekanisk, ja alt for sort/hvidt. Den ene dag zigzagger jeg rundt i beskidt menneskelig erfaret ondskab og nu iklædes vi guddommelig glæde i ord og lyd. Det er svært at kapere med en viden i baghovedet om, at alt for mange mennesker stadig må tage sig endnu en glædesløs dag i helvede både nær og fjern. Én har forklaret mig, at påskeugen blot skal forstås symbolsk – nuvel, men det skal så meget i verden jo efterhånden. Er vi i virkeligheden blevet så bange for livet, at vi er nødt til at tale alt ind i ufarlig metafysisk tågesnak, hvor selv det mest ækle omformes til æstetik. Og er jeg mon den eneste, der provokeres af denne påske-deus ex machina-jubel?
Eller er det ikke lige præcis hele troens omdrejningspunkt. At Jesu Kristi opstandelse fra de døde – og den medhørende glæde over dødens død – er og altid vil være det eviges modfortælling til vore fragmenterede mismøder med hinanden. Påskemorgen er i Guds ord derfor en livgivende replik til verdens (dine og mine) hjemløse følelser. For når vi står der ansigt til ansigt med hinandens ondskab, så VIL Kristus, at der ER nye muligheder – andre veje – end kun åndløs depraveret stagnation.
Svend Bjerg skriver i ”Det flygtige i det evige”: ”Hvordan tro det umulige: at døden dør? Troen opstår, når vi kommer under indflydelse af de bibelske billeder. De former sindet, de sætter sig på nethinden, så vi ser virkeligheden på ny igennem billederne. Tro er ikke at kunne andet.” (p.151)
Jeg er med andre ord aldrig bare mig selv. For så ville jeg ikke være nogen. Det er altid i mødet – også i mismødet – at jeg bliver mig selv. Det er i tilknytningen, at livet bliver til mere eller til mindre. Vi kan vokse i hinandens nærvær eller vi kan visne. Ansvaret for om det går den ene eller den anden vej er ene og alene vort. Ansvaret for, hvad der skete og sker af ondskab verden over er menneskets. Skulle den ”historie” stå alene – menneskets egen – så ville der kun være DØD!
Men døden er død! Døden døde sammen med Kristus på korset, forhænget ind til templets allerhelligste flængedes og gravene åbnede sig, så de hensovne mennesker kunne vakle ud med bandager om hoved og krop, alt imens jorden skælvede. Døden er sandelig død. Ordene ”Han er opstanden” mødte de langfredags-trætte kvinder, der var gået ud for at gøre den døde i stand. Så skelsættende ord, at jorden måtte skælve: Jesus Kristus er opstanden! Det er også, hvad der møder os, når vore hjerter må skælve i glæde eller tragedie.
Vort sprog er erfaringsmæssigt bundet af, at vejen går fra liv til død. Sådan er det jo, den vej skal vi alle, det er naturens rationelle gang, som vi siger det om og om igen til os selv og hinanden, når vi fortvivlet eller nervøst forsøger at holde absurditeten fra livet. Fra liv til død. Der slutter vores erfaring. Hvor vi slutter, bryder englen ind og siger til os: ”Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa”. Vejen går fra død til liv.
Så vågner også jeg af min henslumrende påske-absence på kirkebænken og fra alteret lyder nu: ”Opstandne Herre og frelser, du, som selv er til stede i blandt os med al din kærligheds rigdom!”. Min sidemand og jeg lister os sammen med de andre den tunge vej mod knæfaldet. Her kommer det ikke an på at have dogmatikken present eller være bibeltro eller kunne se helheden i en regndråbe eller forstå sig selv som en fandenivoldsk og tapper synder. Nej, her er det alt nok at lade sig bevæge af Guds Ordet.
I blind tiltro til det Ord knæler vi alle – ikke for præsten eller for kordegnen, de er blot simple tjenere – og heller ikke for Gud, ham behøver vi ikke knæle for. Men vi knæler for vores egen skyld, for det er på knæ, at vi bliver mindet om, at vi alle som en er skabt i det samme billede – nemlig i Guds. Det er på knæ, at vi heles, når hjertet brister. Det er her AL vor synd bliver os forladt, så vi sammen og hver for sig igen kan rejse os og med løftet hoved gå hver til sit.
Svend Bjerg: Det evige i det flygtige – kristendom i kortform” Gyldendal 2004
GÅ DA FRIT... 