Vi mennesker har alle dage afkodet og tolket de tegn, der er omkring os. Vi kan bare ikke lade være, sådan er det nu engang at være menneske. Trangen til at undres driver os for det meste til at blive lidt klogere på os selv, hinanden og ikke mindst verden omkring os.
Forældrene til dagens små dåbsbørn afkoder og tyder om nogen konstant deres lyde. Er hun sulten? Har han ondt i maven? Langsomt lærer barnet og dets forældre hinandens udtryk at kende via blik og mimik; lyde og bevægelsesmønster. I begyndelsen er barnets væren knyttet an på de 2 grundfølelser: ubehag og behag. Så enkel er tilværelse for det lille ny menneske. Som livet tager fart så indhenter en større nysgerrighed os. Vi må lige se, hvad der er i den skuffe og rundt om det hjørne og der højt oppe og hvad nu hvis vi lige gør sådan og sådan. Denne ofte enfoldige undren har mange gange sat skub i menneskets videbegær og derfor fik vi både (nævnt ukronologisk) bogtrykkerkunsten, hjulet, penicillinen, teleskopet og alle de andre mange opfindelser, som vi så nødigt vil leve foruden. Gode fremskridt om man vil.
I 1500- og 1600-tallet blev der i de store europæiske universitetsbyer bygget anatomiske teatre. De var bygget op som amfiteatre med et dissekeringsbord i midten, hvor underviseren så kunne forelæse alt imens han parterede og helt konkret demonstrerede kroppens sammenhænge. Omkring ham på pladserne sad medicin-studerende og andre lærde, der i blandt teologer, og fulgte med. Byens bedsteborgere kunne købe billetter. Her til lands blev der på Vor Frue plads i København i 1644 åbnet et anatomisk teater, hvor også kong Frederik d. 3. kom i ny og næ. Det var i dette teater, at lymfesystemet (en vigtig del af immunforsvaret) blev opdaget af den danske læge og anatom Thomas Bartholin. Langsomt men sikkert blev mennesket klogere på sin egen krop.
Siden tidernes morgen er vi altså blevet klogere på skabelsens gådefuldhed. Naturvidenskaben har i den grad beriget menneskeheden med gode svar på, h v o r d a n verden og mennesket hænger sammen.
MEN det sker også, at vi tager fejl, – især når vi forsøger at afkode hinanden. Når vi ikke sådan altid lige kan gætte eller forstå, hvad den anden tænker og derfor så nemt kan gå grueligt galt i byen af hinandens intentioner. Måske fordi vi ikke kender hinanden godt nok eller uden tøven rask væk konkluderer, at han nok mener sådan og hun sådan. Eller når vi gør os kloge på hinandens prioriteringer af liv og levned – også ofte uden at kende hele hendes historie og dermed bevæggrunde for, at hun handler, som hun nu engang gør det.
Lige så dybt det ligger i mennesket – under nysgerrighedens og videbegærlighedens fortegn – at udforske og afdække sig selv og verden, lige så dybt ligger det altså også i os, at vi har evnen eller vi burde måske kalde det fantasien (og fascinationen) til at tolke katastrofer ind i samtlige ”tegn i sol og måne og stjerner”. Ofte sker det under overskriften ”HJÆLP – det er ude med os” og vi placerer dermed gerne os selv på kanten af verdens undergang. Katastrofisme benævnes dette fænomen også. Vores dagligdag bliver så nemt fyldt ud med frygt. Det være sig for fødevarer, hjemme-røverier, terror, svine-ko eller fugle-influenza, CO2, natur-katastrofer, økonomisk krise etc.
Det sker så også, at vi blander guden ind i dét, som vi ikke lige kan finde en større mening i – og jeg siger helt bevidst guden med lille g, da det for mig intet har med den kristne Gud at gøre. Efterhånden er det blevet obligatorisk, at menneskets ”ofte tvivlsomme moral” lægges til grund for f.eks. naturkatastrofer og større epidemier; disse førmoderne postulater gælder så ikke kun for visse tolkninger af kristendommen, men høres også blandt andre religioner.
Og som et ekko fra det anatomiske teater, så ser jeg hver eneste gang, der postuleres sådan et slags undergangs-teater, for mig ( – en slags vrangforestilling?), en helvedes-prædikant (der har fuldstændig styr på, hvordan det hele skal ende) stå i midten og uden tøven dissekere diverse teologiske skriftsteder med sin dommedags-skalpel. Får bliver blodigt skilt fra bukke, tænders-gnislen bliver behændigt trukket ud uden bedøvelse og vist frem for menigheden, der svedig af fortabelses-angst sidder og trækker hårtotter ud på sig selv alt imens de trygler guden om ikke at blive sparket helt ud i det kolde mørke. Under frygtens ubarmhjertige fortegn overlades menigheden da helt og aldeles til spædbarnets grundfølelse af ubehag i håbet om, at de – altså menigheden – fremover må finde styrken til at holde sig på dydens smalle sti, som nogen altså mener er adgangstegnet til et liv under Gud.
Spørgsmålet er så blot om det er evangeliets hensigt. Om det virkelig var og er, hvad Jesu væren i verden gik og går ud på – at formidle angst, fortvivlelse, frygt og bæven for noget så uforståeligt og gådefyldt som undergang og dommedag og så er det i grunden et fedt, hvor æstetisk det dramatiseres i billeder eller lyd. NEJ, må svaret lyde, det er ikke evangeliets hensigt – og da slet ikke at svinge den moralske kødhammer over vores gøren og laden. NEJ, det var ikke derfor Jesus-barnet blev født i en krybbe – ganske hjælpeløst som ethvert andet spædbarn spændt ude mellem behag og ubehag – totalt overladt til andres omsorg.
Undergangsstemninger og fortabelsesoplevelser er i min teologiske optik eksistentielle erfaringer. De er en del af mange – vel sagtens de fleste – menneskers lod. Hvorfor det er sådan, findes der ingen enkle svar på. Sindets smerte og lidelse lader sig heller ikke sådan destillere ned i biologiske kategorier, selv om naturvidenskabelig forskning opdyrker et sindets-teater i disse år og gør en ihærdig indsats for at reducere umedgørlige følelser til kemiske formler, som de derefter kan udvikle præparater til, der kan dæmpe – evt. fjerne – det ubehagelige. Ej heller har teologien noget svar på det store h v o r f o r, at livet kan gøre så forbandet ondt og ej heller her findes nogen bibelsk mirakelkur, der kan tage det ubehagelige væk fra os.
Den eneste trøst der findes er evangeliets ubetingede tale om, at vi alle som én – for evigt – er en del af Guds skabelse – skabt i hans billede – skabt til at leve under hans velsignelse. Det er vores sande – og måske til tider eneste – identitet. Det er det faste holdepunkt, vi har, når tilværelsen ryster og tæver os på den virkelig ubehagelige måde og i øjeblikke af kortere eller længere varighed går under med os. Det er, hvad vi skal mindes om, når vi bliver vores egen forbandede helvedes-prædikanter, som overbevist tror os dømt ude af Gudsriget.
Du E R skabt til et liv omsluttet af Guds kærlighed. Det er i den tro, at du skal rette dig op og løfte dit hoved – og leve et årvågent liv i ansvar overfor dig selv og overfor din næste. Det er på den nådige dom, at du skal leve dit liv og dø din død. AMEN.
GÅ DA FRIT... 